For et par måneder siden spurgte jeg undervisningsministeren om udviklingen i regeringens tilskud til folkeoplysende aktiviteter. Helt præcist bad jeg Bertel Haarder oplyse, hvor meget hans regering i den tid, den har siddet, har ydet til den del af samfundslivet, der udfolder sig som voksenundervisning, og jeg bad om at få begrundelsen for den udvikling, der er prioriteret.

Tilskuddet er faldet med ca. 75 %

Svaret fra Haarder var, at den er faldet til med ca. 75 % siden den nuværende regering kom til. Og af begrundelsen, der gives, kan man se, at det er helt bevidst og med fuld hensigt.

Faldet i tilskud under folkeoplysningslovens § 44 stk. 1 hen over årene fra 2000 til 2007 er rystende og trist. I 2000 blev der til folkeoplysningens konsulentvirksomhed og medarbejderuddannelse bevilliget 25,8 mio. kr. og i 2007 er beløbet faldet til 6,6 mio. kr.  Denne regering viser således både med det voldsomt faldende tilskud - og i begrundelsen for mangel på tilskud med al tydelighed, at den ikke prioriterer folkeoplysende aktiviteter.

Vi har haft voksenoplysning i Danmark i omkring 500 år. I 1500 tallet i forbindelse med Reformationen blev der indført undervisningspligt både for børn, unge og voksne. Undervisningen blev også tilbudt efter konfirmationen. Den form for undervisning blev lagt om aftenen, så de voksne kunne nå at varetage deres arbejde om dagen inden. Man kan sige, at det foregik i fritiden. Lige siden har der i forskelligt omfang været udbudt undervisning i fritiden til unge og voksne.

Så når Bertel Haarder i svar på mit spørgsmål begrunder regeringens eklatante nedskæringer på voksenoplysningen med, at ”Udviklingen skyldes primært en skærpet prioritering af de kompetencegivende uddannelser, hvilket har betydet, at det har været naturligt at se på, hvor meget staten skal give i tilskud til den fritidsorienterede, ikke-kompetencegivende del af uddannelsessektoren”, så er det en højst besynderlig begrundelse set i både historiens lys og i forhold til nutidens behov for en uddannet, dannet og dermed myndig befolkning.

Det er en ejendommelig sondring, Bertel Haarder giver udtryk for i ”en skærpet prioritering af kompetencegivende uddannelser” og ” den fritidsorienterede ikke-kompetencegivende del af uddannelsessektoren”.

Dels er der på folkeoplysningsområdet udviklet kompetencegivende systemer, hvor eleven kan få et papir på det tillærte, dels giver det ingen mening at sondre mellem kompetencegivende og ikke-kompetence givende uddannelser.

Jeg må formode, at ministeren har kendskab til flere af de pointsystemer, der kan ”oversætte” de forskellige kompetencer, der erhverves på forskellige områder i samfundet. Systemerne er udviklede, så mennesker kan bruge de kompetencer, de tillæres det ene sted på andre steder. Eksempelvis kan kompetencer, der læres i erhvervslivet, mens man arbejder, omsættes til kompetencer, der kan bruges på skolebænken igen, så man ikke skal starte forfra i skolesystemet, fordi man erhverver sig kompetencerne andre steder end i skolesystemet. Det er kort og godt muligt at måle og sammenligne alle former for læring. Et af systemerne er EQF – European Qualification Framework – som er udviklet af EU-Kommisionen i forbindelse med Lissabon-strategien. Jeg formoder, at Bertel Haarder har hørt om det system?

I disse år valfarter lande som Japan og Sydkorea til Danmark for at studere den del af vort uddannelsessystem, der handler om ”livslang læring”. De kommer her med den begrundelse, at deres egne arbejdsstyrke nu skal efteruddannes hele tiden. Det er nødvendigt, da de lande som noget forholdsvis nyt, nu også må se deres produktion blive flyttet til andre dele af verden, hvor lønningerne er lavere – præcis som det er sket på vore breddegrader i årevis. Noget af det, der kendetegner vort samfund i den proces, med den udfordring, er, at befolkningerne har kunnet omstille sig til at honorere de nye krav, der bliver stillet i forbindelse med en produktionsomlægning. Det, vi kan her i landet, er, at klæde befolkningen på, så vi alle har den mentale og faglige ballast, der skal bære de nye tider frem.

Der har været et voldsomt fokus på PISA-undersøgelserne. Der skal ikke herske tvivl om, at vi i Det Radikale Venstre mener, at folkeskolen skal klæde børnene godt fagligt på. Men det nytter ikke kun entydigt at fokusere på PISA. Lad os vende blikket nogle andre steder hen også – som supplement til PISA om ikke andet.

Hvis vi sammenligner, hvordan vi her i landet klarer os på en række områder med andre lande, så viser det sig, at Danmark ligger endog rigtig godt i det internationale selskab. På teknologi indtager vi en førsteplads. på konkurrenceevne en fjerneplads og på innovation en syvendeplads – over lande som Norge og Storbritannien (Kilde: Global Information Technology Report 2006-2007, World Economic Forum).

Hvad er forklaringen på disse fine placeringer? Dér, hvor vi i Danmark adskiller os væsentligt fra de lande, vi sammenlignes med, er, at den danske befolkning i høj grad deltager i voksenundervisningen. De tre lande, hvis befolkninger er aktive med voksenundervisning er Danmark, Finland og Sverige.  Ikke overraskende ligger de andre nordiske lande også med lande med en høj score her i undersøgelsen nævnt ovenover.

Der er mange gode grunde til at bevare og udvide voksenundervisningens folkeoplysende aktiviteter. Der er ingen gode grunde til at skære ned på statstilskuddet til denne virksomhed.

Hvis Bertel Haarder fastholder sine nedskæringer, må jeg konkludere, at det er ud fra ideologiske grunde, der skal skæres – for der er ingen andre grunde at få øje på.