Torskedumt                                     

Den alvorlige situation er ikke kun til skade for forbrugerne, den truer også flere tusinde fiskere på deres brød. Det gælder både de mange små kystfiskere, som primært lever af at fiske torsk og rødspætter, og de større, der ikke kan undgå torsken som bifangst. Alle er ofre for en fiskeripolitik, der har spillet fuldstændig fallit og nu må finde sin afslutning, inden det er for sent og dansk fiskeri er en saga blot.
Kort fortalt er der tre problemer i det nuværende fiskeri: 

For det første har EU indført en ondartet regulering, der tildeler den enkelte fisker både en bestemt kvote af fisk og et antal dage, som den enkelte fisker må være på havet (havdage). Det betyder i praksis, at fiskeren kun beholder den del af fangsten, der er mest værd, og smider resten ud i havet som dødt materiale. Dermed går tusindvis af tons fisk til spilde til ingen verdens nytte. 

For det andet medfører denne vanvittige politik, at ingen har overblik over, hvor mange fisk, der egentlig bliver fisket hvorhenne. En stor del af fiskene hældes overbord, andre sælges sort på havnene. Det gør det i praksis umuligt at vurdere, hvordan bestandene egentlig udvikler sig. 
For det tredje har danske politikere i almindelighed, og den nuværende regering i særdeleshed, lidt af en total berøringsangst for at foretage de nødvendige prioriteringer og dermed sikre et bæredygtigt dansk fiskeri. 

På den baggrund foreslog Det Radikale Venstre allerede i vinters at nedsætte en hurtigtarbejdende kommission, der skulle tænke dansk fiskeripolitik helt forfra. Vi ønskede et dansk fiskeri, der ikke ødelægger havmiljøet for fremtidige fiskere og som kommer flest mulige fiskere og forbrugere til gode Det lykkedes med bred politisk enighed at få nedsat tre arbejdsgrupper, der nu afleverer deres anbefalinger i næste uge. 

Det bliver spændende at høre, hvad de tekniske arbejdsgrupper er nået frem til, men jeg tør godt allerede nu spå, at vi ikke slipper for en politisk debat. For hvis vi tror, at vi kan tilfredsstille alle fiskere lige meget, risikerer vi i stedet at udrydde eksistensgrundlaget for alle. 

Efter min mening er det på høje tid at skabe en helt ny balance mellem de forskellige fiskerier, hvis vi vil redde erhvervet. De små kystfiskere, der ikke har noget udsmid og ikke ødelægger havbunden, må prioriteres højere end fx volumetrawlerne, der har et stort udsmid og hvert år ødelægger havbunden i store områder. 

Dermed vil vi også få mest økonomi og beskæftigelse ud af de fisk, der nu engang er. Kystfiskerne udgør op mod 75% af alle fiskere og har stor betydning i mange af yderdistrikterne i Danmark, men oplever i disse måneder en sand flugt fra erhvervet. Tænk hvis vi politikere havde mod til fx at sige: Alle nuværende både under 15 meter får licens til at fiske frit inden for 12 sømil, så længe de kun benytter stormaskede garn og snurrevod, det vil sige kun fisker de store fisk, der har gydet i flere år. 

Dermed kunne man afskaffe al bureaukrati og kontrol med omkring tre fjerdedele af fiskerne og alligevel kun have brugt en mindre del af kvoterne, fordi de små både fisker så skånsomt. Tilbage var så årsmængder at fordele mellem de større fiskere, herunder industrifiskeriet, der ikke kan undgå torsk som en mindre bifangst i et ellers fornuftigt fiskeri i de farvande, hvor de små fiskere ikke kan nå ud. 

Og ja, denne løsning ville betyde, at nogle mellemstore fiskere på kort sigt vil komme i klemme. Men så kunne vi jo vælge at koncentrere vores økonomiske støtte til netop denne gruppe, så de kunne lægge op uden at skulle gå fra hus og hjem - eller lægge om til et mere bæredygtigt fiskeri.

Det er tid til at sige tingene lige ud. Der er for få fisk til for mange fiskere. Sådan behøvede det ikke at være, hvis vi turde fordele fisken på den rigtige måde. Vi stikker blår i øjnene på både fiskerne, forbrugerne og vælgerne, hvis vi bilder dem ind, at vi bare kan fortsætte som hidtil.