Sort dag for dansk fiskeri
 26-okt-2005 Pressemeddelelse, Det Radikale Venstres Pressetjeneste, Christiansborg 26. oktober 2005 Den radikale fiskeriordfører Martin Lidegaard forlod i nat forhandlingerne om dansk fiskeris fremtid efter seks timers hårde forhandlinger. De radikale forsøgte til det sidste at redde det danske kystfiskeri fra det nye kvotesystem, som regeringen og Dansk Folkeparti har besluttet at trække ned over hovedet på de danske fiskere.
"Der var allerede indgået en aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti, da vi mødte op. Vi tilbød at acceptere regeringens kvotesytem for de store fiskere, hvis vi fik bedre vilkår og sikring af kystfiskerne, men de var ikke indstillet på et kompromis. Det var som at forhandle med en flertalsregering", siger Martin Lidegaard.
Regeringens aftale med Dansk Folkeparti betyder, at de danske fisk reelt overgår fra at være fælleseje til at være ejet af den enkelte fisker, der så kan sælge sin kvote på en form for børs. Det vil betyde en kraftig strukturudvikling i det danske fiskeri til gavn for de større både, typisk med trawl, og industrifiskeri, mens taberne bliver de små kystfiskere, der fisker bæredygtigt og selektivt uden stort udsmid.
"Det er udtryk for en oldnordisk tankegang, hvor man tror at dansk fiskeri skal overleve på masseproduktion af fisk med lav kvalitet. Vi har begrænsede mængder af fisk. Derfor burde de blive fisket skånsomt, så vi satsede på salg af frisk A-fisk med høj kvalitet, der har en dobbelt så stor markedsværdi som den E-fisk, der nu bliver bærende i dansk fiskeri", siger Lidegaard.
Han mener aftalen også vil forgylde de banker, der har overbelånt fiskeflåden. Eneste lyspunkt er, at de nye kvoter vil være opsigelige med otte års varsel, en opsigelse, som Lidegaard håber og regner med, at en ny regering vil udnytte.
Yderligere oplysninger: Martin Lidegaard rvmali@ft.dk |