R: Glæde over Mette Frederiksens udspil
Pressetjenesten
, 30-mar-2008 "Herligt med en prioriteringsdebat til fordel for mere socialt ansvar," siger Radikale Venstres gruppeformand Margrethe Vestager i forbindelse med Socialdemokraternes socialordfører Mette Frederiksens ni teser.
"Mette Frederiksens udspil er interessant. At pligter er vigtigere end rettigheder viser, at Socialdemokraterne vil være med til at prioritere og dermed sætte indsatsen for de udsatte i vores samfund øverst på dagsordenen. Netop social ansvarlighed og en indsats for de svageste i vores samfund er mærkesager for Radikale Venstre, derfor arbejder vi også på en Social 2015-plan, der skal prioritere indsatsen for de udsatte børn, dem på kanten af arbejdsmarkedet og de udviklingshæmmede, før vi deler flere velfærdsudgaver ud til dem, der har rigeligt i forvejen," siger Margrethe Vestager.
Også Mette Frederiksens forslag om et endnu mere økologisk landbrug og en tilkendegivelse af behovet for en omlægning af den høje danske skat hilser Margrethe Vestager velkommen: "Radikale Venstre lancerede sidste år en helt ny grøn skattemodel, hvor vi vil lette skatten på arbejde og istedet beskatte forurening, fordi det er nødvendigt, hvis vi vil sikre den arbejdskraft, der skal til for at garantere vores velfærd fremover og samtidig fremtidssikre vores miljø," udtaler Margrethe Vestager og fortsætter:
"Vi vil også gerne tilgodese de fattigste pensionister. Vi har adskillige gange stillet forslag om at afskaffe aldersbetingede ydelser, som mimrekort og lignende, og i stedet give de dårligst stillede pensionister et særskilt tillæg. Det er social ansvarlighed, og måske kan vi nu få Socialdemokraterne med på den idé."
Yderligere information: Margrethe Vestager, via 3337 4782
|