Ved årsskiftet 09/10
jh
, 11-jan-2010 14:23

Regionsformandens nytårshilsen ved årsskiftet 09/10
2009 blev et sløjt år for Det radikale Venstre. Vores indflydelse på Christiansborg var minimal, og vores mediemæssige gennemslagskraft ringe. Det skyldes egentlig ikke svigt fra partiledelsens side, tværtimod er der herfra blevet leveret en både sober og saglig set god indsats, men det er svært, når man politisk er lille og relativ uinteressant. Derfor var det magre resultat- trods enkelte lyspunkter - ved by- og regionsvalget heller ikke overraskende. Er der modvind, så skal der megen tramp i pedalerne , held og dygtighed til for at gøre en forskel.
2010 skulle gerne give ny fremgang og ny optimisme. Meget afhænger af folketingsgruppens evne til at sætte en dagsorden, de øvrige partier og pressen ikke kan komme uden om, og som vi selv brænder for. Hovedområderne må blive økonomi, klima og uddannelse. Der er grund til forsigtig optimisme; har I ikke lagt mærke til : tidsånden er ved at ændre sig. Befolkningen er nu i højere grad rede til seriøst at diskutere de enorme udfordringer, vi står overfor, ikke mindst på det økonomiske område. Årets Nyborg Strand stævne var i så henseende opmuntrende.
Vi håber fortsat på en ny regering, ingen tvivl om det - helst en S,Rv og SF regering - men samtidig må det stå lysende klart, at DRV kun kan deltage i en regering, der er villig til at gå i gang med dybtgående reformer. Det er en udfordring S og SF ikke kan ignorere, hvis de vil have ministertaburetter.
Lokalt må vi med de svagere muligheder også prøve at skaffe os indflydelse og synlighed. Måske kræver det en ny måde at drive politik og agitation på. Det er også et af de spørgsmål, vi internt må diskutere her i det første år af 10’erne; heldigvis er der rigtig mange unge og energiske på vej i partiet.
Godt nytår
Peter Hvid Jensen
|