R: Snyd skal forebygges via synlig og tilstedeværende ledelse
Pressetjenesten
, 7-jul-2010 15:19 Desværre har problemerne med organiseret snyd blandt ansatte i hjemmeplejen på Håndværkerhaven i København vist sig ikke at være en enlig svale. Der er problemer i flere københavnske institutioner, herunder et plejecenter for mennesker med psykisk sygdom og handicap. Snyderiet er grotesk, mener Radikale Venstres socialordfører Anne Marie Geisler Andersen, der dog advarer mod skadelige hovsa-løsninger så som øget kontrol og bureaukrati.
 ”Det er fuldstændig grotesk, at der i et sådant omfang bliver holdt pauser i arbejdstiden og snydt med registreringen af hjælpen til samfundets svageste. Det er en meget alvorlig sag, ikke mindst fordi det går ud over nogle af de udsatte borgere, som har størst behov for den pleje og omsorg, de har fået tildelt. Det kommer virkelig bag på mig, at flere ledere har udtalt, at de absolut intet vidste om de absurde forhold i de forskellige tilbud. Det er simpelthen ikke godt nok,” siger Anne Marie Geisler Andersen.
I kølvandet på afsløringerne har flere partier været ude at kræve øget kontrol. Anne Marie Geisler Andersen advarer dog mod fristelsen til de lette løsninger:
”Jeg synes, sagen er et godt eksempel på, at mere dokumentation netop ikke er vejen frem. Hvis man vil snyde, så kan man altid finde en måde at gøre det på, som det har været tilfældet med tidsregistreringen i PDA’en. I stedet bør der stilles flere krav til ledelsen, der bør være mere synlig og have bedre føling med de ansatte, og den service der leveres. Derudover mener jeg godt, at man kunne overveje, at oplyse de ældre om, hvor meget tid, de har fået tildelt. Åbenhed og gennemsigtighed er altid en god ide. Det er dog vigtigt at understrege, at antallet af minutter skal være vejledende, for det vigtigste er nu engang, at borgerne får den ydelse, de har behov for. Hvis en pårørende fx har gjort rent, skal dette jo ikke gøres igen,” siger Anne Marie Geisler Andersen.
Yderligere kommentarer: Anne Marie Geisler Andersen, 3337 4720
|