En tredjedel af alle tvangsanbragte børn og unge har en diagnose, som ikke er klarlagt.
Halvdelen af alle 15-årige i fængsel har ubehandlet ADHD. B
landt unge med ubehandlet ADHD er der seks gange så mange stofmisbrugere som i normalbefolkningen, fem gange så mange kommer ud for trafikuheld. Næsten ingen gennemfører en uddannelse. Vi fik repeteret fakta på en nylig afholdt ADHD konference i Aalborg (Fokusfolkeoplysning.dk):
Tre-fire pct. af alle unge har ADHD, en-to pct. i svær grad, som - ubehandlede - forhindrer dem i at leve et blot nogenlunde normalt liv. I Nordjylland drejer det sig om ca.
Som voksen betyder det skift af arbejdspladser, arbejdsløshed, brudte familier, alkoholisering, voldsdomme, trafikulykker, vedvarende skiftende psykiatriske diagnoser, som oftest angst og depressioner, manglende forældreevne, ikke fordi man ikke er kærlig og omsorgsfuld, men fordi man ikke magter overblik og planlægning, glemmer aftaler, mangler tidsfornemmelse, så ?alt sejler?.
ADHD er en arvelig neurobiologisk sygdom, man er født med, og som betyder, at hjernen mangler visse stoffer for at kunne fungere. Arveligheden er stor, ca. 80 pct. Det ser ud til, at ca. halvdelen delvist vokser fra symptomerne i voksenalderen og lærer at leve med handicappet. Alle børnehaver, skoler og socialrådgivere kender børn med ADHD: Hyperaktive/inaktive- uro og formålsløs adfærd, vanskeligheder med at deltage i lege, der kræver regler, impulsive- lærer ikke af fejl, vanskeligheder med at koncentrere sig i længere tid, bliver hele tiden afledt af omgivelserne, manglende situationsfornemmelse.
Mange forældre er fortvivlede: har i flere år bedt om hjælp fra skole og socialforvaltning til et barn, som opfører sig meget anderledes end de andre børn i familien.
Men diagnosen er en lægelig diagnose, skal hos børn og unge stilles af børne-ungdomspsykiatere, evt. børnelæger (som følge af manglende kapacitet i børnepsykiatrien), og ofte har psykologer (pædagogisk, psykologisk rådgivning i kommunerne) afgørende indflydelse på diagnosen med standardiserede test.
Diagnosen er afgørende for barnets liv, fordi det i stedet for at blive skældt ud og opfattet som uopdragent, bliver mødt med forståelse og omsorg og professionel håndtering af sine specifikke vanskeligheder, hvilket giver barnet nogle udviklingsmuligheder. Samtidigt slipper både barn og forældre for skyld og skam over de mangelfulde sociale færdigheder hos barnet. Og fordi medicinen kan forbedre tilstanden i 70-90 pct. af tilfældene.
Medicin kan være en afgørende faktor for, om det syge barn kan leve et næsten normalt liv.
Men medicin kan og skal ikke stå alene, fordi barnet er en del af en social sammenhæng, og har vedvarende vanskeligheder. Skolen skal optimalt være gearet til at iværksætte specielle tiltag (ADHD-klasser, afskærmning, høretelefoner, IT-rygsæk, specifik undervisning, støtte/sikre at beskeder bliver modtaget, belønningssystemer, give mulighed for time-out osv.) Socialforvaltningen skal være gearet til tilbud til hjemmet med professionelle ADHD-konsulenter, som kan arbejde intenst med struktur, forudsigelighed, kommunikation omkring specifikke emner (måltider, søvn, søskende), brug af visuel støtte med udgangspunkt i børnenes specifikke vanskeligheder, som vi fik demonstreret på konferencen. Til gengæld kan man spare traditionel familiebehandling, og konsekvenspædagogik forværrer ofte symptomer og konflikter. Straf har ingen mening, belønning har en dokumenteret effekt. Et intenst arbejde for at få en struktureret og forudsigelig hverdag, bl.a. med visuel støtte kan give overraskende ro til barn og familie.
Hvor længe kan vi etisk forsvare at forsømme børn med ADHD, som har så store personlige og samfundsmæssige omkostninger, og som kan behandles og betyde en næsten normal dagligdag, senere uddannelse, familieliv - og frem for alt forhindre stofmisbrug social isolation og kriminalitet? Region og kommune burde tage hinanden i hånden og udarbejde en handlingsplani stil med kræftpakker.
