"Det kan såmænd være fornuftigt at revurdere, hvor mange og hvilke lande, Danmark skal give bistand. Særligt hvis man bliver bedre til at koordinere bistanden med de øvrige nordiske lande og EU. Lige nu gør for mange lande det samme, og så kan vi komme til at trampe hinanden ned. Men vi kan ikke kun give bistand til de lande, hvor det er let at opnå resultater,” siger den radikale udviklingsordfører Jørgen Poulsen og fortsætter:
”Radikale Venstre har ikke noget imod, at der stilles krav til ulandene, men når Søren Pind siger, at nu skal ulandene til eksamen, så skal han passe på, at han ikke kommer til at lyde som ”den store hvide mand”. Det lyder usympatisk. For hvad er det ulandene skal til eksamen i? Nogle gange handler det ikke om at vise resultater, men at redde liv.”
”Målene med den danske udviklingsbistand er at afhjælpe fattigdom i verden. Og ofte findes de mest fattige mennesker i de mest skrøbelige stater, der falder fra hinanden, og hvor folk slår hinanden ihjel. Søren Pind har selv tidligere sagt, at Danmark skal turde vise mere mod og tage risikoen med at være til stede i selv skrøbelige stater. Hvor blev det mod af?,” spørger Jørgen Poulsen.
Yderligere kommentarer: Jørgen Poulsen, rvjpou@ft.dk