Et valg om værdier
Den 9. juni beslutter vi, hvilken vej Europa skal gå. Skal vi kæmpe for retsstat, ytringsfrihed og internationalt samarbejde, eller vil vi overlade Europas fremtid til konservative kræfter, der vil begrænse minoriteters rettigheder, modarbejde udvidelsen mod øst og med alle midler holde flygtninge ude af Europa. Den kamp er jeg klar til at tage i Europa-Parlamentet!
Et bæredygtigt Europa
Vi bruger jordens ressourcer hurtigere, end de kan nå at blive genoprettet – det kan vores børn og børnebørn ikke leve med. Jeg vil arbejde for et Europa, der prioriterer kvalitet frem for kvantitet, genbruger mere og passer bedre på vores fælles ressourcer.
Et fremtidssikret Europa
Europa ældes, og der fødes færre børn. Det udfordrer vores samfund, når både virksomheder og den offentlige sektor mangler arbejdskraft. Derfor skal vi gøre det endnu mere attraktivt for dygtige folk fra resten af verden, at komme til Europa og arbejde.
Et Europa der tager ansvar i verden
Når store nationer dyster om at forme fremtiden, skal Europa ikke stå på sidelinjen. Vi skal stå fast på vores principper om demokrati, frisind og internationalt samarbejde.
Det skal vi, fordi vi tror på, at det er vejen til en bedre verden. Vi skal udvikle fremtidens teknologier, men også forstå at sætte grænser, så vi sikrer fair konkurrence og beskytter vores borgere.
Europa bliver nødt til at tage ansvar for egen sikkerhed, og vi skal ikke overlade det til USA og NATO at sikre fred i vores nærområder. Det kræver et stærkt EU, der er villig til at påtage sig en ledende rolle.
Om mig
Som økonom og lærer har jeg altid været drevet af at gøre en forskel. Med syv års erfaring som formand for Radikale Venstres internationale udvalg og et stort kendskab til både dansk og international politik, er jeg klar til at tage skridtet videre og repræsentere dig i Europa-Parlamentet. Lad os skabe et stærkere, grønnere og friere Europa sammen!
Radikale tillidsposter
- Medlem af forretningsudvalget, 2017 -
- Formand for Internationalt Udvalg, 2017 -
- Formand i den radikale Østerbrokreds, 2011 - 2013
Opstillingskreds
Charlotte er opstillet som folketingskandidat i Mariagerfjordkredsen i Nordjyllands Storkreds og som kandidat til Europa-Parlamentet i Nordsjællands Storkreds.