Sigrid Friis med sin datter Asta
Miljø og klima

Færre skadelige kemikalier i vores hverdag

I dag stiller vi større krav til tøj på dukkelegetøj end det tøj, børn har på. Sådan skal det ikke være. Det er ikke holdbart, at du lever i uvished om, hvor mange og hvor skadelige kemikalier, der findes i din hverdag. Der er brug for en plan B.

Kemikalier og hormonforstyrrende stoffer er desværre blevet en større og større del af vores hverdag. De findes over alt i vores nærmiljø og særligt i det tøj, vi køber til os selv og iklæder vores børn.

Det har alvorlige konsekvenser for vores sundhed og fertilitet.

- Det er vildt, at dukketøjet er bedre reguleret end det børnetøj, vi giver vores børn på. Vi skal opdatere EU's kemikalie-lovgivnig, så børnene bliver mindst lige så godt beskyttet som dukkerne, siger Sigrid Friis, spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget.

Nemmere at træffe det grønne, sikre og sunde valg

Derfor vil vi i Europa-Parlamentet arbejde for, at Europa kan blive et kontinent, hvor man kan købe produkter, der ikke indeholder skadelig kemi og hormonforstyrrende stoffer.

Og hvor produkter er af så høj kvalitet, at de kan anvendes længere, genbruges og faktisk genanvendes uden at ligge naturen til last.

Vi vil gøre det nemmere for forbrugeren at træffe det grønne, sikre og sunde valg.

Det er vildt, at dukketøj er bedre reguleret end det tøj, vi giver vores egne børn på. Det skal vi have rettet op på.
Sigrid Friis, EU-spidskandidat for Radikale Venstre

Fertiliteten er i frit fald

Der er i den grad brug for politisk handling. Fertiliteten blandt danske unge er i frit fald, ikke mindst på grund af hormonforstyrrende stoffer i fx de tekstiler, emballage og kosmetiske produkter, vi køber.

Kemikalierne er over alt i vores hverdag, og problemet vokser.

I dag har vi hundredvis af kemikalier i vores krop, som vores bedsteforældre ikke havde.

En barriere for at genbruge

Kemikalier i tekstiler og andre produkter er også en barriere for at genbruge og genanvende materialerne.

Syntetiske materialer og kemikalier bliver brugt af industrien til at lave billige produkter, hvor kvaliteten er dårlig og levetiden for kort. Derfor vil skrappere krav til ingredienser i produkter og styrket håndhævelse overfor producenter også bidrage til at mindske overforbrug af fx tekstiler, der hverken kan genbruges eller genanvendes.

Vi skylder derfor hinanden og de kommende generationer, at vi får bugt med problemet, så mennesker har friheden til at leve det liv, de ønsker.

Læs hele vores udspil - find linket herunder.