Valgprogram Radikale Venstre i Region Syddanmark 2021
Indledning
Radikale Venstre ønsker en region hvor alle borgere har lige adgang til sundhedstilbud, uddannelse og et levende lokalsamfund.
Det skal være muligt for alle at tage en ungdomsuddannelse tæt på bopælen og en videregående uddannelse indenfor regionen.
Infrastrukturen, herunder kollektiv trafik, skal planlægges så den fremmer mobiliteten og mindsker centralisering.
Radikale Venstre ønsker en region der er ren og sund, og regionen skal gå forrest med klimatilpasninger og bæredygtig udvikling. Vi ønsker at regionen skal indgå som jævnbyrdig partner i den nationale udvikling af kultur og samfund i tæt samarbejde med resten af landet og vore umiddelbare nabolande.
Vi ønsker en region med en stabil økonomi, som muliggør langsigtet planlægning og sikrer kontinuert drift.
Sundhedsvæsenets drift er den altdominerende post i regionens budget og fordi behandlingsmulighederne og antallet af patienter hele tiden øges er der aldrig penge nok til alt det man kan. Radikale Venstre vil tage medansvar for de nødvendige prioriteringer i sundhedsvæsnet. Forebyggelse er billigere end behandling, og i mange tilfælde bedre. Vi skal ikke behandle alt, blot fordi vi kan.
Vi vil sikre, at der er gennemsigtighed i økonomien således at midlerne anvendes til det de er afsat til.
Vi er positive overfor offentlige private partnerskaber omkring etablering, drift og udvikling af sundhedsvæsnet.
Ulighed i sundhed er en alvorlig problematik. Borgere der har kort uddannelse, borgere der bor i socialt udsatte boligområder, borgere med lav indkomst, borgere med anden etnisk oprindelse end dansk og borgere med en psykiatrisk diagnose lever kortere end andre. At rette op på den eksisterende ulighed i sundhed kræver et særligt fokus på de grupper af borgere, for hvem vejen til sundhedssystemets tilbud er lang, på grund af:
- Geografi – alle borgere skal have adgang til generelle behandlingsmuligheder tæt på deres bopæl
- Socialt udsathed – det kræver en særlig opsøgende indsats at hæve sundhedstilstanden for udsatte borgere
- Personer med psykisk sygdom – der skal øget fokus på somatiske sygdomme hos psykisk syge og sårbare
- Fysisk handikap – regionens sundhedstilbud skal være tilgængelige for alle uanset fysisk handikap
- Etnicitet - uanset hvilken etnicitet eller sprog man har, skal man kunne komme i kontakt med sundhedsvæsnet og have adgang til nødvendige sundhedsydelser under sygdom.
- Sårbarhed - Vi opfatter det som en væsentlig opgave for sundhedsvæsenet at forankre samarbejdet om sundhed og sygdom i gode relationer mellem patient og medarbejder. Sårbarheden, som for mange mennesker opstår i mødet med sundhedsvæsnet, skal mindskes.
Generel lægedækning
Radikale Venstre ønsker, at alle borgere fortsat skal have adgang til en praktiserende læge tæt på deres bopæl. Vi ønsker fortsat, at flest mulige læger i regionen skal være privat praktiserende og ønsker at udbuds- og regionsklinikker kun benyttes i nødstilfælde, fordi det er en dyr måde at sikre lægedækning på.
Vi vil støtte opbygningen af sundhedshuse og praksisfællesskaber ude i de mindre lokalsamfund, så vi undgår at lægerne klumper sig sammen i de større byer.
For at sikre borgerne kortest mulig vej til speciallægebehandling er vi åbne for at flytte opgaver fra specialiserede sygehusafdelinger til praktiserende speciallæger, hvor det giver mening. Det bringer specialistbehandling tættere på borgeren og sikrer, at de højt specialiserede sygehusafdelinger kan fokusere på de komplicerede sygdomstilfælde.
Psykiatri
Radikale Venstre ønsker, at psykisk sygdom sidestilles med somatisk sygdom. Der skal gøres op med stigmatisering og der skal skabes åbenhed omkring - og synlighed af psykisk sygdom.
Der er behov for en opprioritering af psykiatrien med flere penge, mere uddannet personale og flere senge.
Den forebyggende indsats for at mental mistrivsel udvikler sig til en psykisk sygdom, skal øges og regionen skal gå forrest med forebyggelsen og udvikle sit samarbejde med kommunerne.
Patienter indlagt i psykiatrisygehuset skal først udskrives når de er raske, og der skal være et velfungerende ambulant system til at følge op, og et tæt samarbejde med den kommunale indsats. Vi ønsker, at alle indlagte patienter skal være omfattet af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner. Akutte tvangs- og genindlæggelser skal forebygges ved at udbygge og permanetgøre en ny psykiatrisk udrykningstjeneste.
Øget brug af fælles kompetenceudvikling af regionale- og kommunale medarbejdere vil medvirke til større kontinuitet i behandlingen.
Psykiatrisygehuset skal tilbyde den bedst mulige behandling og behandlingstilbuddene skal løbende udvikles og suppleres med den nyeste viden. Behandling skal suppleres med aktiviteter og miljøer der fremmer helbredelse og mestring af egen situation.
Den største udfordring i psykiatrien er mangel på uddannet personale. Radikale Venstre ønsker at øge antallet af speciallæger i psykiatri (psykiatere) og specialuddannede sygeplejersker ved:
- At øge synligheden af psykiatrien som et vigtigt og attraktivt speciale
- At genindføre psykiatrien som obligatorisk speciale i den kliniske basisuddannelse af læger (KBU)
- Øge anvendelsen af yngre lægers vagter i psykiatrien (FADL-vagter)
- Prioritere og uddelegere opgaverne, så der frigøres tid til behandlernes kontakt med patienterne
Der skal øget fokus på behandlingen af patienter med dobbeltdiagnoser, misbrug og psykisk sygdom. Regionen skal gå foran og behandle begge diagnoser, så patienterne ikke blive kastet frem og tilbage mellem den kommunale misbrugsbehandling og den regionale psykiatri.
Sygehusene
Radikale Venstre ønsker at regionens sygehuse skal varetage den specialiserede behandling til højeste niveau i en national og international målestok.
Regionen skal spille en jævnbyrdig rolle i udviklingen af den nationale sundhedsstrategi. Vi mener, at det vil være fornuftigt at se på tiltag, som vil kunne give et bredere udsyn over sundhedsvæsnet og give et mere helhedsorienteret og nationalt perspektiv på sundhedsvæsnets organisering. Dette kunne eksempelvis være en udflytning af Sundhedsstyrelsen.
Patienterne skal have større indflydelse og medansvar for egen behandling. Derfor mener vi, at Center for Fælles beslutningstagen skal udbredes til alle hospitalsafdelinger.
Kostens betydning for helbredelsen skal opprioriteres, patenterne skal have adgang til mad der tilfredsstiller deres behov og stimulerer appetitten. Der skal gives plads til mere individuelle valg.
Alle børn skal have en god start på livet. Radikale venstre arbejder for at alle fødende i region Syddanmark skal have adgang til fødselstilbud af høj kvalitet. Forskellige familier har forskellige behov, derfor vil vi arbejde for at den enkelte familie får et tilbud der tilgodeser netop dem frem for at presse alle gravide og fødende ind i ensartede tilbud. Fødeområdet skal have de nødvendige ressourcer til at kunne tilbyde kvalitet både i et lidt længere fødselsophold og i korte forløb hvor familien gerne vil hurtigt hjem.
Multisyge patienter og patienter i udredningsforløb for flere sygdomme skal i videst muligt omfang opleve, at der tages hånd om hele patientens situation; samme dag under samme tag. Der skal kontinuerligt arbejdes for, at patienter ikke oplever at skulle konsultere en specialist et sted en dag og en anden specialist samme sted dagen efter.
Sektorovergange
Patienter i sundhedsvæsnet skal opleve ét sammenhængende behandlingsforløb, hvor der ikke mærkes overgange når behandlingsansvaret skifter fra praktiserende læge til kommune eller region og imellem kommune og region. Regionen har som ansvarlig for den specialiserede behandling det største ansvar for at koordinere forløbene og samarbejde og dialog med sundhedsvæsnets forskellige aktører skal være en højt prioriteret opgave i regionerne.
Socialområdet
Radikale Venstre mener, at det specialiserede socialområde skal samles i regionerne. Der er urimelig forskel på de behandlings, bo- og aktivitetstilbud, som kommunerne tilbyder deres borgere med fysisk og mentalt handicap, fordi udgiften er kommunal. Finansieringen af socialområdet skal organiseres nationalt, så kommunerne får fjernet incitamentet til at etablere ringere og billigere tilbud for at spare penge. De tilbud en borger på en boinstitution får, skal tage udgangspunkt i borgerens behov og ikke afhænge af økonomi eller forhandlingsevner i borgerens hjemkommune.
Miljø & klima
Region Syddanmark skal være ren, fri for generationsforureninger og regionen skal gå forrest med indsatsen for at bremse klimaforandringerne. Her skal vi først og fremmest se på, hvordan vi kan gøre de offentlige indkøb, som regionen foretager, mere bæredygtige.
Regionen skal konkret afsætte flere ressourcer til at analysere og planlægge renoveringer og bygningsdrift således, at forbruget af el, vand og varme falder. Desuden skal bæredygtighed være et større fokus ved nybyggeri. De aktuelle intentioner er gode, men resultaterne udebliver, så indsatsen skal opprioriteres markant. Og så skal der fokus på, at brugen af engangsartikler mindskes og at genanvendelsen øges så affaldsmængden fra de regionale institutioner falder.
Desuden skal regionen arbejde målrettet for at indfri sin målsætning om CO2-neutralitet væsentligt hurtigere end den nuværende målsætning i 2050.
Ovennævnte initiativer kan f.eks. etableres som innovationsprojekter i samarbejde med andre vidensinstitutioner og private virksomheder.
Infrastruktur
Når vi taler om infrastruktur, er hensynet til bæredygtighed og klima centralt. Radikale Venstre ønsker at mest mulig transport bliver bæredygtigt, herunder at vi investerer mere i jernbaner, offentlig transport og en infrastruktur, som gør det muligt for at benytte elbiler frem for benzin- og dieselbiler.
Vi støtter målsætningen om at gøre det muligt at komme med tog fra København til Odense, fra Odense til Aarhus, fra Odense til Esbjerg og fra Århus til Ålborg på en time. Vi ønsker, en udvidelse af jernbanenettet med et ekstra spor på Vestfyn og en fornyet jernbaneforbindelse ved Vejle Fjord.
Radikale Venstre ønsker f.eks. at dobbeltsporet bliver (gen)etableret fra Tinglev til Padborg. Vi ønsker ikke Billundbanen, togforbindelse fra Vejle til Billund. Der er allerede i dag gode busforbindelser direkte på denne strækning. En jernbane vil påvirke værdifulde naturområder negativt, skabe problemer for togforbindelser til Herning og være en samfundsmæssig dårlig forretning.
Desuden ønsker vi ikke en Hærvejsmotorvej men støtter et 3. spor rundt om Kolding evt. undersøges en alternativ aflastningsforbindelse fra Herningmotorvejen via Billund til Esbjergmotorvejen.
Radikale Venstre støtter en VVM-undersøgelse af mulighederne for en Als-Fyn-forbindelse.
Den kollektive trafik skal i videst muligt omfang sikre, at det er muligt at bosætte sig udenfor bysamfundene uden at have egen bil. Regionen skal arbejde for at den kollektiv trafik omstilles til bæredygtig drift.
Regional udvikling og uddannelse
Radikale Venstre ønsker at vi udnytter regionens unikke muligheder for det grænseoverskridende samarbejde i Region Sønderjylland-Schleswig. Især samarbejde om uddannelse og gensidig udveksling af elever og studerende bør øges. Betydningen af undervisningen i tysk i grundskolen bør fastholdes og udbygges.
Radikale Venstre mener, at uddannelse er den bedste vej til at skabe øget lighed i samfundet. Derfor skal det være let at tage en uddannelse uanset hvor i regionen man bor. Derfor skal regionen påvirke placeringen af ungdomsuddannelser således, at vi forhindrer centralisering af store ungdomsuddannelsesinstitutioner i de større byer.
Forretningsorden for Radikale Venstre i Region Syddanmark
Forretningsorden for den radikale regionsforsamling i Region Syddanmark
§ 1
Regionsforsamlingens navn er Det Radikale Venstre i Region Syddanmark.
§ 2 Formål
Regionsforsamlingens formål og opgaver er:
At lede Det Radikale Venstres arbejde i Region Syddanmark i overensstemmelse med Landsforbundets vedtægter
At koordinere og understøtte aktivitet i kommuneforeninger
At koordinere Det Radikale Venstres aktiviteter i forbindelse med regionsrådsvalg
At opstille kandidater til regionsrådsvalg, samt planlægge og gennemføre valgkamp i samarbejde med kandidaterne
At følge, støtte og vejlede de valgte radikale regionsrådsmedlemmer
At fremme samarbejdet mellem radikale regionsrådsmedlemmer og kommunalbestyrelsesmedlemmer
At afholde offentlige og interne politiske arrangementer for at oplyse om og udvikle Det Radikale Venstres politik
§ 3 Delegeretmøde
Delegeretmødet er forsamlingens øverste myndighed, hvortil alle medlemmer af Det Radikale Venstre i regionens område har møde- og taleret. Stemmeret har de af kommuneforeningerne valgte delegerede i forhold til det antal medlemmer, der har betalt skyldigt kontingent senest den 15. marts i det år, hvor delegeretmødet afholdes. Hver kommuneforening vælger en delegeret for hver påbegyndt 15 medlemmer. Kun medlemmer, der har betalt forfaldent kontingent kan være delegerede
Det ordinære årlige delegeretmøde afholdes mellem 1. maj og 15. juni. Til ordinære og ekstraordinære delegeretmøder skal de delegerede indkaldes med mindst 2 ugers varsel med angivelse af dagsorden. Indkaldelsen skal ske skriftligt til de delegerede eller ved annoncering i et medlemsblad, der mindst dækker regionens geografiske område.
Bestyrelsen er ansvarlig for at alle delegerede indkaldes.
Dagsorden for det ordinære delegeretmøde skal mindst indeholde:
- Valg af dirigent, protokolfører og stemmetællere
- Formandens beretning
- Beretning fra regionsrådet
- Forelæggelse af det reviderede regnskab
- Behandling af indkomne forslag
- Valg af formand for 1 år
- Valg af næstformand for 1 år
- Valg af 2 revisorer og 2 revisorsuppleant for 1 år
- Politisk debat
- Eventuelt
Forslag der ønskes behandlet under punkt 6 på det ordinære delegeretmødet skal være formanden i hænde senest 1. april.
§ 3, 2
Delegeretmødet kan træffe beslutning om at alle medlemmer i regionen har stemmeret ved valg og afstemninger.
En sådan beslutning kan kun træffes hvis mindst 3/4 af de fremmødte delegerede stemmer for og punktet er anført på mødets dagsorden. En sådan beslutning har ikke virkning for det aktuelle møde.
Hvis ¼ af regionens medlemmer efter delegeretmødets afholdelse ønsker at delegeretmøderne skal afholdes som årsmøde, skal regionsforsamlingen bestyrelse indkalde til et ekstraordinært delegeretmøde til afholdelse inden årsskiftet. Dette møde skal være et delegeretmøde. Medmindre ¾ af de delegerede på det ekstraordinære møde stemmer for, at alle medlemmer har stemmeret på næste ordinære årsmøde, afholdes også dette som delegeretmøde.
- 4 Bestyrelse
- 4, 1
Foreningen tegnes over for tredjemand af formanden og næstformanden.
§ 4, 2
Imellem delegeretmøderne ledes regionsforsamlingen af en bestyrelse, der bortset fra formand og næstformand konstituerer sig selv med sekretær og kasserer. Hver kommuneforening har 1 repræsentant i regionsforsamlingens bestyrelse.
Følgende tiltræder bestyrelsen uden stemmeret:
- Radikale regionsrådsmedlemmer valgt i regionen
- 1 repræsentant fra RU bosiddende i regionen.
Senest en måned efter det ordinære delegeretmøde skal bestyrelsen afholde sit konstituerende bestyrelsesmøde.
Dagsorden for konstituerende bestyrelsesmøder skal mindst indeholde:
- Godkendelse af dagsorden
- Meddelelser
- Regionspolitisk debat
- Økonomi
- Aktiviteter
- Næste møde
- Eventuelt
Formanden indkalder bestyrelsen med 14 dages varsel så ofte formanden finder det nødvendigt, dog mindst 2 gange om året. Formanden skal indkalde til bestyrelsesmøde når mindst 1/3 af bestyrelsesmedlemmerne fremsætter ønske herom med motiveret dagsorden. Forslag der er optaget på dagsordnen efter tidsfristens udløb kan kun vedtages, hvis mindst halvdelen af bestyrelsen er til stede.
I sager, der er optaget på den til bestyrelsen udsendte dagsorden, er bestyrelsen beslutningsdygtig uanset det fremmødte antal stemmeberettigede bestyrelsesmedlemmer.
Der skal føres referat af regionsforsamlingens forhandlinger og beslutninger.
§ 5 Forretningsudvalg
På det konstituerende bestyrelsesmøde nedsættes et forretningsudvalg, som har til opgave at lede forsamlingens arbejde mellem bestyrelsesmøderne.
Forretningsudvalget består af formanden, næstformanden, sekretæren, kassereren, samt 3 bestyrelsesmedlemmer valgt på det konstituerende bestyrelsesmøde.
§ 6 Opstillingsmøde til regionsrådsvalg
Stk. 1
Opstillingen sker på et ekstraordinært delegeretmøde, der
indvarsles med 14 dages varsel. Delegeretmødet træffer forud for kandidatopstillingen bestemmelse om antal kandidater på listen og om opstillingsformen.
Stk. 2
Senest 15. februar i det år, hvor der afholdes regionsrådsvalg fastsætter bestyrelsen tid og sted for opstillingsmødet
Senest 2 måneder før opstillingsmødet indkalder kommuneforeningerne forslag til min 2,højst 4 forslag til kandidater. Ethvert medlem kan stille yderligere kandidater. Forslagene skal være formanden i hænde senest ugedagen før opstillingsmødet. De modtagne forslag sendes til kommuneforeningsformændene senest 4 dage før opstillingsmødet.
Alle tilmeldte kandidater opføres på stemmesedler i alfabetisk orden. Bestyrelsen kan supplere med yderligere kandidater. Disse placeres efter de kandidater, der indgik i afstemningen.
På den endelige liste skal der være mindst 2 kandidater med bopæl i hver storkreds.
Stk. 3
Opstillingsmødet kan ved flertalsbeslutning bemyndige bestyrelsen til at træffe praktiske foranstaltninger vedr. valget, og til at træffe beslutning om evt. listeforbund og/eller valgforbund.
Stk. 4
Spidskandidaten kan udpeges før den normale omstillingsprocedure. Bestyrelsen kan beslutte, at spidskandidaten vælges på et delegeretmøde, der finder sted i året forud for regionsrådsvalget.
Der indkaldes i så fald senest 2 måneder før delegeretmødet forslag fra kommuneforeningerne, og disse skal være formanden i hænde senest ugedagen før delegeretmødet. De modtagne forslag sendes til kommuneforeningsformændene senest 4 dage før opstillingsmødet.
§ 7 Regnskab og stemmeret
Regionsforsamlingens regnskabsår følger kalenderåret.
De valgte revisorer har pligt til at gennemgå regionsforsamlinges regnskab og bilag samt kontrollere beholdningens tilstedeværelse. Ligeledes har revisorerne pligt til at påse, at forsamlingens midler anvendes efter alle lovlige vedtagelser.
§ 8 Ekstraordinært delegeretmøde
Ekstraordinært delegeretmøde kan afholdes, når formanden ønsker det, og skal afholdes når et flertal i bestyrelsen, eller mindst ¼ af de valgte delegerede indgiver skriftlig begæring til formanden herom med motiveret forslag til dagsorden. Et sådant ekstraordinært delegeretmøde skal afholdes senest 5 uger efter, at formanden har modtaget anmodning herom, og indvarsles i øvrigt som ved ordinært delegeretmøde.
Efter udskrivning af folketingsvalg kan varslet reduceres til 4 dage hvis der er sager, der taler for det.
§ 9 Afstemninger
Alle valg og afstemninger foretages som fastsat i landsforbundets vedtægter.
§ 10 Ændringer i forretningsordnen
Stk. 1
Forslag til ændringer i forretningsordnen kan kun vedtages på et delegeretmøde, hvor ændringerne er vedlagt indkaldelsen til delegeretmødet Vedtagelse af ændringer kræver 2/3 flertal af de fremmødte delegerede.
Stk. 2
Forslag til ændringer i forretningsordnen fra medlemmerne skal sendes til formanden, så denne har dem i hænde senest 1. maj. Ændringsforslag skal udsendes til de delegerede samtidig med indkaldelse til regionsforsamlingsmødet.
§ 11 Opløsning
Evt. opløsning af regionsforsamlingen skal ske efter konsultation med Landsforbundets forretningsudvalg
Ovennævnte forretningsorden er vedtaget på regionsforsamlingen den 12. juni 2007, og revideret ved regionsforsamlingen maj 2010 og ved regionsforsamlingen maj 2013