Nyhed

Den radi­kale vej til et 110 % grønt Dan­mark

Portræt af Sofie Carsten Nielsen
Danmark står over for et afgørende valg. Hvilken vej frem de næste fire år? Mere af det samme eller en grønnere, friere og stærkere hverdag? Radikale kandidater landet over kæmper for det sidste. Øverst på dagsordenen står klimakampen. Det samme gør den hos borgerne. Unge som gamle. Røde som blå. Kravet om handling lyder igen og igen.

Af Sofie Carsten Nielsen

Derfor fremlægger vi nu en plan, der én gang for alle viser, hvordan vi kan nå i mål med den grønne omstilling. Et 110% grønt Danmark. Historisk ambitiøst. Men så absolut både muligt og realistisk. Hvis vi tør tænke nyt.

Det var i forbindelse med det radikale landsmøde i september, at vi første gang fortalte verden om vores drøm: Et 110 % grønt Danmark. En drøm om én gang for alle at levere løsningen på vor generations største problem: De menneskeskabte klimaforandringer. En drøm om at gøre den grønne omstilling af Danmark færdig – indenfor de næste to årtier. En drøm om, som et af de første industrielle velfærdssamfund at give mere tilbage til kloden, end vi tager.

Den drøm har vi arbejdet længe på, og den har høstet bred anerkendelse. Men mange steder er den også blevet mødt med det naturlige og helt berettigede spørgsmål: Hvordan vil I gøre drøm til virkelighed?

Det giver vi nu svaret på. Der er brug for tre ting: Partnerskab, penge og plan.

Nogle af de største og bedste forandringer i det her land er jo netop ikke skabt af stat eller af politik – men af mennesker, som har fundet sammen om en drøm og en ny måde at løse problemer på.
SCN

For det første partnerskab. Vi tror ikke på, at staten kan styre sig til alting. Nogle af de største og bedste forandringer i det her land er jo netop ikke skabt af stat eller af politik – men af mennesker, som har fundet sammen om en drøm og en ny måde at løse problemer på. Tænk bare på andelsbevægelsen, bondebevægelsen og arbejderbevægelsen. Der er brug for en ny, stærk bevægelse i Danmark, som driver den grønne omstilling.

Derfor er vores bud på, hvordan vi bedst sammen kommer fremad først og fremmest at lede fremfor at diktere. At formulere et mål og en vej, som mange mennesker kan se sig selv i. Og at udvikle løsningerne, der skal gøre drømmen til virkelighed sammen med borgere, virksomheder og byer. Vi vil derfor etablere et forpligtigende offentlig-privat partnerskab, der kan gøre drøm til virkelighed under hensyn til både konkurrenceevne og social balance.

Vi kan kun lykkes, hvis vi over de kommende år investerer massivt i omstillingen af hele vores samfund.
SCN

For det andet penge. Alt for ofte strander de politiske diskussioner om en grønnere fremtid ved spørgsmålet: Hvem skal betale? Derfor har vi fundet det afgørende at levere svar, som én gang for alle kan betale for den omstilling, vi skal igennem. Vi kan kun lykkes, hvis vi over de kommende år investerer massivt i omstillingen af hele vores samfund. Det kræver 25 mia. kr. i engangsinvesteringer. De penge finder vi og hegner inde med en ny grøn fond, Danmarks Klimafond. Så vi ikke år for år, skridt for skridt, skal slås om regningen.

For det tredje en plan. Vi har lavet en konkret plan for, hvordan vi reducerer op mod 80 pct. af vores driv-husgasser i 2030 og bliver klimapositive omkring 2040. Groft sagt gør vi tre ting. Vi sørger for, at alt hvad der produceres og forbruges i Danmark er grønt. Vi sørger for, at den energi, vi bruger, altid er grøn. Og endelig suger vi Co2 ud af luften ved at rejse skov og bygge anlæg til CO2-fangst.

Samlet set er budskabet helt enkelt: Det KAN lade sig gøre at løse vor generations allerstørste problem. Det er både muligt og økonomisk overkommeligt. Uden at vi skal vælge mellem gode liv eller grønne liv. Uden at det sker på bekostning af virksomheder eller arbejdspladser. Uden at det skævvrider vores samfund.

Jeg er stolt over, at Radikale Venstre i ugen, hvor verdens lande mødes til COP26 i Glasgow, viser vejen og præsenterer vores bud på, hvordan Danmark bliver 110% grønt. Et bud, som ikke er baseret på valg mellem enten-eller. Men på et rungende både-og. Både grønt og godt. For mennesker og virksomheder.

Et bud som viser, at vi kan, hvis vi vil. Når vi tør tænke nyt!

Se planen for et 110% grønt Danmark her