Nyhed

Europas demokratier skal stå sammen

Kathrine Olldag med JA-plakat ved radikalt arrangement foran Ruslands ambassade
Med invasionen af Ukraine og Trumps valgsejr i 2016 er det blevet mere tydeligt end nogensinde, før at Europas demokratier skal stå sammen.

Af Kathrine Olldag

Jeg voksede op under den kolde krig. Terrorbalancen mellem verdens stormagter havde en meget konkret og direkte indflydelse på min hverdag. Jeg følte den truende 3. verdenskrig hænge over hovederne på os alle, og jeg var led og ked af det opdelte Europa.

Murens fald var derfor en utroligt forløsende glædesrus. Endelig kunne vi forenes i et samlet Europa med fælles værdier, fælles politiske mål og fælles udfordringer.

Strømningerne i storpolitikken de sidste fem år har vist os, at vi ikke kan regne med det verdensbillede, som stod tilbage efter murens fald: Et USA som leder af den demokratiske verden og et svækket Rusland. Med invasionen af Ukraine og Trumps valgsejr i 2016 er det blevet mere tydeligt end nogensinde, før at Europas demokratier skal stå sammen.

Vi har brug for i fællesskab at kunne forsvare demokrati og frihed. Det kan vi ikke gøre alene, men i EU kan vi gøre det sammen. Danmark har masser af byde på, og derfor er det tid til sammenhold uden forbehold. Jeg synes vi skal stemple fuldt og helt ind i det fælleseuropæiske samarbejde om forsvar og sikkerhed.

Vi har brug for i fællesskab at kunne forsvare demokrati og frihed. Det kan vi ikke gøre alene, men i EU kan vi gøre det sammen.
Kathrine Olldag

Vi skal passe bedre på os selv i Europa

Jeg hader krig. Virkelig! Men jeg kan også se, at verdens magtliderlige despoter er ligeglad med mit ønske om fred. Der er ingen vej uden om, - vi bliver nødt til at passe bedre på os selv i Europa.

Krigen i Ukraine understreger i dén grad nødvendigheden af, at vi træder helhjertet ind i forsvarssamarbejdet med de andre EU-medlemslande.

Men kan NATO ikke bare passe på os i stedet for? EU og NATO ikke er hinandens modsætninger, så hvorfor så nøjes med NATO? De to samarbejder supplerer hinanden og kan noget forskelligt. Det er ikke et "enten-eller" men et "både-og".

NATO er territorialforsvar. EU er stabiliserende samarbejde om indsatser i Europas nærområde og cybersikkerhed. Det handler f.eks. både om at dæmme op for terrorceller i Afrika, om at dæmpe parterne på Balkan (hvor det trækker op til konflikt igen) og om at skabe et fælles bolværk imod misinformation og cyberangreb fra Rusland.

Derfor kan vi ikke nøjes med at være med ét sted. Og så må vi også indse, at vi ikke kan tage NATO for givet. Trump legede med tanken om at trække USA ud af Nato. USA har meddelt EU, at deres opmærksomhed og aktivitet i højere og højere grad rykker mod Kina og Sydøstasien. Vi kan ikke nøjes med NATO.

Stem JA den 1. juni, og lad os træde ind i EU's forsvarssamarbejde.