Morten Helveg Petersens beretning fra Europa-Parlamentet

Kære landsmøde,

Dejligt at se jer!

Verden er i opbrud. Og Europa skal kunne mere selv. Så kort kan det siges. Hvor svært kan det være? Tjoeh, ret så svært.

For der er et før og et efter 24. februar 2022, hvor Rusland angreb Ukraine. Det var ikke kun et angreb på Ukraine, men et angreb på en verdensorden, på en måde at leve på, på det internationale retssamfund.

Det har gjort stort indtryk på mig gennem mine år i Europa-Parlamentet hvor bange kollegaer fra central- og Østeuropa har været for Putin. En frygt der nu viser sig at have været for nem at afvise i Danmark, men som nu viser sig at være alt for reel i al sin gru. Vi skulle have lyttet mere til dem der kendte Putin.

Nu er alt i spil. Alt hvad vi har troet på: internationalt retssamfund og fredelig samhandel, aldrig mere krig i Europa. Putin har brugt vold, dræbt uskyldige, fordrevet i tusindvis.

Vi er udfordrede. Og vi vil blive udfordrede. Vi har en krig på energi, økonomi, værdier og om vores fremtid.

I syv årtier er den europæiske integration blevet drevet fremad af ønsket om fred. Efter det russiske angreb på Ukraine har Europa været nogenlunde forenet i reaktionen og svaret på krigen. Fredsprojektet er nu afløst af et ønske om at vinde i en farlig verden. Og det er et grundlæggende skifte, der tvinger os europæere til at genoverveje nogle af de mest grundlæggende principper.

For vi er nødt til at gentænke hvad det vil sige at være gensidigt afhængige. Den europæiske integration har afspejlet at økonomiske bånd mellem lande ville skabe et grundlag for politisk forsoning. Det var tænkningen bag kul- og stålunionen. Eller mere poppet sagt: McDonalds-teorien. Lande hvor der er McDonalds går ikke i krig mod hinanden. Det er den idé, der nu også ligger i ruiner.

For gensidig afhængighed indebærer altså også at én part kan afpresse den anden. Og at vi er særligt udsatte, når vi i årtier som narkomaner har vænnet os til billig russisk gas.

Kina er blevet rig og magtfuld ved at producere billige varer til os europæere. Russerne er blevet rige af at sælge billig gas til Europa, og Tyskland er blevet rig af at sælge dyre varer produceret med billig gas. Den går ikke længere.

De tektoniske plader er i bevægelse. For mig at se er svaret mere europæisk fællesskab, flere fælles løsninger. Svarene på Putins angreb på Ukraine. Svarene på klimaforandringerne, på sikkerhed, migration, på inflation, Ja, på de store fælles problemer er der kun fælles løsninger. At bilde folk andet ind er simpelthen blålys.

Man hverken kan eller må have nogen illusioner om Putin. Han undertrykker sine politiske modstander, spærrer dem inde, foretager målrettede likvideringer, misinformationskampagner, finansierer politiske partier i Europa der måtte have mere favorable holdninger til ham.
Putin er fast besluttet på at skabe fremtiden så den ligner hans egen version af historien.
Putin sammenligner sig selv med Peter den Store, der førte krig mod Sverige i den store nordiske krig gennem 21 år.

Men hvor Peter den Store åbnede et vindue mod vesten, ved at rejse til Europa, invitere europæere til at komme til Rusland for at arbejde og bidrage til den russiske økonomi har Putins storhedsvanvid nu lukket det vindue. Europæerne og europæiske virksomheder flygter nu ud af Rusland og skubber en generation af talentfulde russere ud i eksil. Tænk sig, det estimeres at et sted mellem 150 og 300.000 unge talentfulde russere allerede har forladt Rusland.

Peter den Store tog Rusland ind i fremtiden. Putin skubber Rusland tilbage i fortiden. Det er vi nødt til at tage bestik af i den europæiske union, hvor vi er nødt til at kunne mere selv. Det gælder i mange sammenhænge.

Corona-epidemien viste at flyture til Israel og vaccine-nationalisme ikke løser problemerne.
Vi er sårbare i vores forsyningskæder, hvor vi er afhængige af import af råstoffer, sjældne jordarter, mineraler. Men kineserne sidder på minedriften i Afrika, hiver mineralerne ud og hjem til Kina for at forarbejde dem dér. Hvorefter vi i Europa så er afhængig af kinesisk velvilje.

På sikkerhedsområdet har vi - bekvemt - i årtier været under amerikansk beskyttelse. Men hvad nu hvis Trump havde været præsident i dag? Eller hvis han vinder i 2024?

Og på migrationsområdet, hvor kun fælles løsninger duer. At tro at en enkeltbillet til Rwanda løser Europas flygtningeproblemer, samtidig med at den danske regering ikke hæver antallet af kvoteflygtninge er næsten komisk, hvis ikke det var fordi det er så alvorligt.

Men også de indre trusler trænger sig på. Det må snart være slut med, at et enkelt land kan blokere for skatteforslag eller sanktioner mod Putin. Og det går simpelthen ikke, at lande ignorerer de fælles, grundlæggende værdier.

Det var Europa-Parlamentet der kæmpede igennem at pengekassen skal kunne smækkes i, hvis et land ikke overholder værdierne. Og det gør ondt nu, ikke mindst på Orban. Vi vedtog i den forgangne uge en resolution der kalder Ungarn for et folkevalgt autokrati. Hårde ord. Ja, men desværre velvalgte.

Men det er når det nationale fylder for meget og det fælles for lidt at løsningerne bliver dårlige.
Se bare England, hvor man stadig forsøger at bilde befolkningen ind, at Brexit skulle være en succes. Tallene taler ellers deres tydelige sprog. Men nu har englænderne så langt om længe udskiftet Boris Johnson med en ung udgave af Margaret Thatcher - desværre blottet for Thatchers varme og charme.

Vores tids største udfordring er klimaforandringerne. Vi er på katastrofekurs. Og det kalder på handling. Handling i fællesskab, vel at mærke. For også hér er sandheden, at vi kun sammen i det europæiske kan løse de reelle problemer.

Energipolitik er blevet sikkerhedspolitik. Tænk sig at noget så kedsommeligt som energieffektivisering og et bygningsdirektiv nu er sikkerhedspolitik fra øverste hylde. Jeg husker fra min tid i Folketinget, da vi skulle konstituere os i den radikale folketingsgruppe tilbage i 1998. Efter alle havde budt ind og gerne ville arbejde med udenrigs, forsvar og finans var der to ordførerskaber tilbage. Det ene var energi. Det andet var kirke.

Nu er der rift om energi. Jeg tror stadig kirke er ledigt.

Jeg har prøvet at beskrive de grønne udfordringer i min seneste bog, som I kan få udleveret udenfor. Gratis endda. Bogen hedder ”I Bruxelles kan ingen høre dig skrige”. Titlen er ikke tilfældig. Men et udtryk for hvor vigtigt det er, at vi går ind i kampene i det europæiske.

Derfor også en glæde at være sluppet af med forsvarsforbeholdet. En kamp vi har kæmpet fra radikal side gennem mange år. Tillykke til os alle for endelig at være sluppet af med den klods om benet!

Jeg glemmer ikke da vi bankede på døre i Gladsaxe. Pia Elmholt Skou og jeg forstyrrede helt uskyldige mennesker på en villavej en lørdag formiddag. Vi bankede på hos en uskyldig herre og spurgte, om han vidste, at der var folkeafstemning. Jo da. Vidste han også, hvad det gik ud på? Ja da. Nå, men havde han tænkt sig at stemme. Nej. I øvrigt synes han det var sjovt, at vi stod og bankede på hans dør. Det plejede at være ham der gjorde det. Han var nemlig Jehovas vidne.

Kritikerne vil selvfølgelig mene, at der er noget om snakken, at vi er sekteriske i Radikale Venstre.
Men jeg forstyrrer ham gerne igen, når vi engang skal af med retsforbeholdet. For også det bør vi af med for at Danmark reelt kan komme ind i hjertet af det europæiske. En ny dansk Europa-politik får trange vilkår i en kommende valgkamp, der står på bogstavlege og processer. Lad os gøre forsøget.

For opbakningen til dansk medlemskab af EU har vel næppe været højere end i denne tid. Og med god grund. For det er kun gennem det europæiske, at vi får taget livtag med de problemer, vi har på hånden. Og det er kun gennem det europæiske, at Danmark kan gøre sig forhåbninger om at præge verden omkring os.

Hvor ville det være dejligt hvis det også var på dagsordenen hos en ny regering!

Tak for ordet og godt landsmøde!