Nyhed

Nyt radikalt udspil: TÆNK FRIT – TÆNK BØRN

Med udspillet "TÆNK FRIT – TÆNK BØRN" ønsker Radikale Venstre at give børn mulighed for at få den barndom, vi alle drømmer om. En barndom fyldt med udfoldelsesmuligheder, håb, drømme og ikke mindst en folkeskole, der garanterer grundlaget for en tryg opvækst og begyndelsen på et liv med frihed, mening og muligheder.

"Børn skal være trygge og frie. De skal lege, få venner og lære nok til at tro på egne muligheder. Sådan burde det være. Men sådan er det ikke i dag. Vores stolte danske velfærdsmodel slår nemlig sprækker", siger Sofie Carsten Nielsen.

I denne uge starter omkring 60.000 børn i skole i Danmark. Men hver sjette vil gå ud om 10 år uden at kunne læse, skrive og regne. Og alt for mange mistrives undervejs.

"I dag sætter skolen stadig kun nogle børn fri til at forme deres egen tilværelse og skabe et godt liv. Men det kan vi ikke være tjent med i et velfærdssamfund. Vores skole skal sætte ALLE børn fri. Radikale Venstre er drevet af troen på et bedre samfund. At vi kan skabe forandring, hvis vi vil. Det har været vores udgangspunkt siden 1905. Derfor fremlægger vi i dag en vision for fremtidens skole, som vi er meget stolte af," siger Radikale Venstres politiske leder.

Lotte Rod, Sofie Carsten Nielsen og Martin Lidegaard ved sommergruppemødet 2021
1/0

Lotte Rod, Sofie Carsten Nielsen og Martin Lidegaard ved sommergruppemødet 2021

"TÆNK FRIT – TÆNK BØRN" indeholder fem konkrete initiativer, der skal sikre, at alle børn får den bedste start på livet og friheden til siden at forfølge egne mål:

  1. Et frihedsbrev til folkeskolen. Skoler skal selv kunne tilrettelægge skoledagen og undervisningen.
  2. En ny lærergaranti. Kommunerne forpligtes til at sikre en solid bund under ressourcerne i skolen.
  3. Et børneløft. En målrettet social investeringsramme skal sikre, at alle der forlader folkeskolen skal kunne læse, regne og skrive. Og kurven for mistrivsel skal knækkes og være støt nedadgående.
  4. Bedre uddannelse til lærere og pædagoger.
  5. Mere kvalitet og leg i børnenes frie tid med et mål om, at 75 procent af personalet i dagtilbud skal være pædagoger suppleret af store investeringer i fritidspædagogikken.

Det samlede udspil for det gode børneliv og den frie folkeskole indebærer en årlig investering på 4 mia. kr.

"De seneste måneder har flere og flere nikket, når vi har sagt at dansk politik er i stykker. Og folkeskolereformen fra 2013 var politik hen over hovedet på den virkelighed, der skulle leve med reformen. Det skal vi ikke gentage. Derfor vil vi i Radikale Venstre gerne turde at gå nye veje, sætte visionen og politikken først for at forløse drømmen om at kunne sætte flere fri til et meningsfuldt liv", siger Sofie Carsten Nielsen. Hun tilføjer, at det er altafgørende, at politik laves sammen med de mennesker, det handler om.

Derfor er rygraden i skoleudspillet et nyt national partnerskab sammen med dem, der til daglig holder vores børn i hænderne.

Radikale Venstre er drevet af troen på et bedre samfund. At vi kan skabe forandring, hvis vi vil. Det har været vores udgangspunkt siden 1905. Derfor fremlægger vi i dag en vision for fremtidens skole, som vi er meget stolte af.
SCN

Læs udspillet her