Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode
Presse
Webshop

”En bedre verden går gennem EU”

Karen Melchior har hele sit arbejdsliv beskæftiget sig med EU. For det er her, at man som politiker kan få størst og mest varig indflydelse på vores verden og hverdag, mener hun. At sikre en mere demokratisk, bæredygtig og fredeligere verden med respekt for vores rettigheder går for Karen gennem EU.

Interview med Karen Melchior, kandidat til Europa-Parlamentet for Radikale Venstre af Kristian Brandrup

”Danmark har altid været et åbent land. Vi har altid været en del af Europa. I dag mere end nogensinde hører vi til i Europa. Gennem EU indgår vi i et forpligtende fællesskab, som giver dansk indflydelse i et europæisk samarbejde,” fastslår hun.

Karen Melchior er 33 år og bor i København. Uddannelses- og erhvervsmæssigt har hun været vidt omkring i Europa. Hun er uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet med 1 års ERASMUS-ophold på juridisk fakultet ved universitet i Aix-en-Provence i Frankrig. Desuden har hun en Master i offentlig administration og kommunikation fra den franske Ecole Nationale de l'Administration og CELSA fra Sorbonne Universitet. Siden 2005 har hun være ansat i Udenrigsministeriet, hvor hun blandt andet har været udsendt på ambassaden i London. Inden da har hun arbejdet ved EU-Kommissionens juridiske tjeneste med EU's eksterne relationer og ved den danske EU-repræsentation med retlige og indre anliggender.

Karen kan stadig huske, hvordan EU blev relevant for hendes hverdag:

”EU blev for mig personligt og konkret, da jeg rejste ud på Interrail i 1999 i Centraleuropa. Senere tog jeg på AEGEE-sommeruniversitet i Kiev i 2001 og var Erasmus-student 2002-03. EU har altid været en del af, hvordan jeg ser Danmark i verden,” påpeger Karen Melchior.

Til kamp for internettet, handelspolitikken og basale rettigheder

Gennem sine oplevelser forskellige steder i Europa har Karen fået øjnene op for, hvor vigtigt EU er. Og hun ved godt, hvad hun vil arbejde for, hvis hun bliver valgt til Europa-Parlamentet:

”Jeg vil kæmpe for et demokratisk, frit og åbent internet. Fordi vi skal investere i fremtiden og ikke i fortiden. Udnytte de muligheder som digitaliseringen og internettet giver for åbenhed, innovation og vækst,” pointerer Karen og fortsætter:

”Jeg vil også kæmpe for et ansvarligt EU i verden bl.a. gennem handelspolitikken, hvor Europa-Parlamentet har fået øgede kompetencer. EU er en handelssupermagt, og EU-standarder sætter standarden i verden, og det er her, vores udenrigspolitiske tyngde reelt ligger”, anfører hun.

Desuden har Karen et stærkt fokus på at sikre grundlæggende rettigheder:

”Jeg vil arbejde for vores fundamentale rettigheder - uanset hvem vi elsker. Vi har som EU-borgere rettigheder, og national protektionisme må ikke blive det nye stavnsbånd,” understreger hun.

”Jeg skal ud”

Karen har tænkt sig at sætte fuld turbo på sin kampagne:

”Jeg har taget orlov fra mit arbejde i Udenrigsministeriet, hvor jeg har arbejdet de sidste 8 år - i København, men også i London og Frankrig. Nu er det fuldtid med kampagnen”, påpeger hun. Og hun ved godt, hvad hun skal bruge tiden på frem til valget:

”Jeg skal ud. Ud at lytte, arbejde og skabe debat sammen med kloge folk, som ved mere end mig, og med virksomheder og organisationer. For mig er det vigtigt, at det er et europæisk valg både med samarbejde med socialliberale politikere på tværs af Europa blandt andet i ALDE-netværket ’Liberals4Equality’ om for eksempel LGBT–rettigheder (rettigheder for lesbiske, bøsser, bi- og transseksuelle, red.)”, siger hun og fortsætter:

”Jeg vil også ud til danskere i EU og EU-borgere i Danmark. Derfor vil jeg ud i Europa og ud i hele Danmark: Aalborg, Barcelona, Sønderjylland, London, Guldborgssund, og Malmø. Men jeg får trods alt et særligt fokus på København og Hovedstadsregionen, hvor jeg bor. I København skal vi bruge melodigrandprixet i maj som et festligt afsæt til valget. Endelig skal jeg gøre valget, Radikale Venstre og mig selv synligt frem til 25. maj”, fastslår Karen Melchior, der ser frem til en spændende valgkamp.

 

Omtalte personer

Karen Melchior MEP

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få seneste nyt om radikal politik