Ambitioner eller frygt | Radikale Venstre

Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode
Presse
Webshop

Ambitioner eller frygt

I Radikale Venstre ser vi med åbne øjne på de åbenlyse udfordringer, det giver at tage imod mange flygtninge. Antal betyder afgjort noget. Men det betyder endnu mere, hvordan vi svarer på udfordringerne. Om vi gør det med symbolpolitik og frygt, eller om vi gør det med ambitioner på vegne af vores samfund og de flygtninge, der kommer hertil. Vi vil det sidste.
Millioner af mennesker er på flugt. Omfanget af flygtningekrisen er historisk, og overalt i Europa er den blevet en anledning til at føre frygtens politik. Hvor symboler er vigtigere end løsninger, og hvor der altid kan tages en runde mere med mistænkeliggørelse og skræmmekampagner. 
 
Men problemet er for vigtigt til ikke at blive løst. Ordenligt. Med løsninger, der virker. 
 
Vi vil tage ansvar for det europæiske samarbejde, som vi er en del af, og som holder nøglen til en holdbar løsning. Vi vil arbejde på fælles løsninger, som får styr på EU’s ydre grænse og en fair fordeling af flygtninge mellem landene.
 
Vi vil ikke bilde danskerne ind, at vi kan stoppe flygtninge eller kriminelle med en grænsebom ved Kruså. Udlændingestramninger virker kun i det omfang, at landene omkring os ikke strammer mere end os. Det er et kapløb i symptombehandling, der hverken handler om at forebygge eller skabe fælles løsninger på flygtningekrisen.
 
Vi vil tage ansvar og bede mennesker, der kommer hertil om at gøre det samme. De er vant til at brødføde sig selv og skal ikke gøres til klienter. De skal have en håndsrækning til den svære start i et nyt land, men skal derudover mødes med både krav og forventninger – ligesom alle andre. 
 
Det er den fornuftige politik. Intet vil være dummere og dyrere end at droppe integrationen og isolere flygtninge fra samfundet. Ikke alene er det uværdigt, det er også den sikre vej til at aflevere hele regningen hos skatteborgerne. Der er ingen fornuft i at forhindre flygtninge i at få en chance for at klare sig selv.
 
Vi skal have modet til at stå ved vores værdier, hvis vi vil vedblive at være dem, vi er. Danmark skal fortsat være et åbent samfund båret af udsyn og humanisme. Vi vil ikke tage imod alle flygtninge i Danmark. Men vi vil behandle dem, der er her, ordentligt og ikke bruge dem som en rekvisit bare for at vise, at man kan være hårdere og strammere end de andre.
 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få seneste nyt om radikal politik