Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode
Presse
Webshop

Danskerne fortjener et valg

Der er brug for et nyt lederskab, der bekæmper det, der splitter os og får os til at lukke os om os selv. Et lederskab, som står fast ved, at vi er en nation af mennesker, som ikke er ens, men som fortjener samme rettigheder og samme muligheder. Ledere, der holder fast i dem, vi er. Og aldrig sælger ud af de grundlæggende værdier.
Tale til Folketingets afslutningsdebat. Det talte ord gælder.
 
”Integration handler ikke om hudfarve, ikke om religion. Det handler om at vælge Danmark til”.
 
Citat slut. For et citat er det. Ordene er rigtige, vigtige og de er statsministerens - fra åbningstalen i oktober.
 
48 timer senere, efter en ophedet åbningsdebat, gik både statsministeren og Fru Mette Frederiksen ind for et burka-forbud. Ikke da debatten startede, men inden dagen var omme. 
 
To holdningsskift fra en statsminister og én, der gerne vil være det. Med afsæt i virkeligheden? Næ, med afsæt i det efterhånden klassiske christiansborgske spil om magten, der igen og igen tager sit omdrejningspunkt i minoriteter, det anderledes – det som vores grundlæggende frihedsrettigheder egentlig skulle sikre retten til. Nemlig at dele et land og et fællesskab – uden at skulle være ens. Og det er under pres. Her var åbningsdebatten kun et varsel.
 
Siden kom parallelsamfundspakken, der gør op med noget af det dyrebareste, vi har: Lighed for loven. Uanset om du vil Danmark eller ej, skal du nu udsættes for særlige regler, hvis du bor i et udsat boligområde: Dobbeltstraf. Tvangsvuggestuer. Stopprøver i børnehaveklassen. Et sæt regler for bestemte adresser. Et for alle os andre. 
 
Symbolskruen uden ende. 
 
--o--
 
Imens står danskernes problemer uløste hen. I dag ville jeg gerne have givet nogle af dem ordet. Danskerne. Men selvom vi befinder os i folkets forsamling, har de jo ikke taleret her. Så nu vil jeg låne min tid til dem. 
 
På min tur rundt i Danmarks udsatte boligområder har jeg mødt de mennesker, hvis hjem statsministeren kalder for ”huller i Danmarkskortet”. I Gellerup mødte jeg Chadi, som står deroppe. 
 
Han undrer sig over, at hans forældre, der kom hertil i ’85 som flygtninge, har fået lov til at sidde hjemme i lejligheden og modtage penge uden, at der for alvor blev stillet modkrav. 
 
Chadi er frustreret og forundret over, at vi som samfund ikke har haft højere forventninger til hans forældre og deres generation. Og er sikker på, at det er forklaringen på, at det for for mange ikke er endt godt.
 
Kære Folketing. Hvorfor er det ikke her - ved Chadis forældre og de mange som dem - at vi sætter ind? Et flertal har i det forgangne år enedes om, hvor kontanthjælpsmodtagere ikke må bo. Men har ikke løftet en finger for at hjælpe dem i arbejde.
 
I dag står jeg sammen med Chadi, når jeg siger: Hold op med at lade mennesker gå alene hjemme med deres problemer i årevis. Det er der aldrig kommet noget godt ud af. Vi har brug for alle. Og kan man ikke arbejde, kan man dygtiggøre sig, så man kommer tættere på. Hver dag – hele ugen – året rundt.  Og aldrig på kontanthjælp mere end tre år. Hvorfor ik? 
 
--o--
 
Deroppe står Brian. Han var engang enig med Dansk Folkeparti. Så ansatte han Ibrahim fra Aleppo. Brian er direktør på Famm Seafood i Hanstholm og Ibrahim den første af flere flygtninge, han ansatte til at skære fisk. På almindelige vilkår uden en krone i støtte.
 
På statsministerens opfordring tog Brian flygtninge i virksomhedspraktik. De, der kunne klare jobbet, fik det. Alle vandt og Brian fik den kommunale integrationspris – endda overrakt af integrationsministeren i egen høje person. 
 
Men nu føler Brian sig til grin. Og provokeret. Fordi Ibrahims kollega fra Somalia, som den første på Famm Seafood, skal sendes tilbage. 
 
I dag står jeg med Brian, når jeg siger: Hold op med at ødelægge virksomhedernes integrationsarbejde. Stop med at genere folk, der bidrager og klarer sig selv. 
 
Kære Folketing. Lad flygtninge kommer i arbejde fra første færd og dem, der kan klare sig selv og bidrager, blive i Danmark. Hvorfor ik? 
 
--o--
 
Endelig har vi Anders. En kold februar-aften sad jeg i stuen hos Anders’ mor og far. De bor i et almindeligt boligkvarter lige uden for et af Danmarks mest udsatte boligområder. 
 
Med tårer i øjnene fortalte de mig historien om deres søn. Anders’ bror. Han gik i en dansk folkeskole. Hvor flere og flere tosprogede var kommet til. Og færre og færre børn med dansk baggrund til sidst gik. Pludselig var deres søn den sidste etniske dansker i klassen. 
 
Alle, der kender mig og Radikale Venstre ved, at jeg kun ønsker det bedste for vores tosprogede medborgere. Men tillader vi, at skoler bliver så opdelte, at de ikke afspejler det samfund, vi lever i, og mange slet ikke har lyst til at sende deres børn derhen, så mister vi noget af det dyrebareste, vi har – nemlig tilliden til hinanden. 
 
I dag står jeg med Anders og hans familie og en masse af de tosprogede forældre, jeg har mødt på min vej, når jeg siger: Lad os komme de opdelte skoler til livs. 
 
Kære Folketing. I stedet for at lave særlige regler for særlige mennesker i særlige områder så lad os blande børnene i vuggestuer, børnehaver, skoler og gymnasier på tværs af sociale og kulturelle skel. Hvorfor ik?
 
--o--
 
Et folketingsår er gået. Men Christiansborg har ikke løst Chadi, Brian, Anders og hans families problemer. Tværtimod.
 
Hvordan nåede vi hertil? Det hele startede, da vores to statsministerkandidater gav op. Resignerede. Forfaldt til kampen om magten og hvem der tør gå længst af Dansk Folkepartis vej.
 
Fortsætter vi af den vej, bliver det måske ikke kun en udenrigs- eller forsvarsordfører fra DF som hylder Orbans Ungarn og forsvarer Putins Rusland. Og ønsker Danmarks medlemskab af EU til afstemning. Det bliver måske den næste regering. 
 
Fortsætter vi af den vej, så bliver det måske med en regering, der ligesom DF mener, at klimakampen er kampen mod vindmøller og vel dårligt anerkender, at klimaforandringerne er menneskeskabte. Som svigter kampen mod virkelighedens klimaforandringer, som vi er de sidste, der kan nå at gøre noget ved.
 
Fortsætter vi af den vej, så bliver det måske en regering, som opgiver målet om, at den næste generation skal uddannes bedre end vi selv er – fordi pengene skal bruges på andre ting end vores børns opvækst, skole og uddannelse. 
 
Fortsætter vi af den vej, bliver opsvinget næppe vekslet til nye muligheder for dem, der har mindst, men derimod en rodfæstet accept af fattigdom, når blot den primært rammer minoritetsgrupper. Og en fortsat insisteren på at diktere hvem, der er dansk nok til at blive en del af vores fællesskab. 
 
Med Dansk Folkepartis vej får vi ledere, der graver grøfter. Regerer med straf og tvang. Og elsker symbolpolitik designet til valgkamp fremfor til virkelighed. Og lige nu løber Christiansborg deres vej. 
 
Danskerne kan vælge mellem to statsministerkandidater, der begge insisterer på, at staten skal bestemme, hvor du må bo, hvilket tøj du må gå i, og hvem du må forelske dig i, hvis din familie skal bo i Danmark. Stem på ham, der er statsminister. Eller hende der vil være det. Forskellen er ens. Og vejen er i stadig stigende grad Dansk Folkepartis. 
 
--o--
 
Danskerne fortjener et valg.
 
Chadi, Brian, Anders og mange med dem hungrer efter en ny vej frem for Danmark. Hvor vi finder rigtige løsninger på virkelige problemer. Hvor vi løser problemerne sammen med dem det handler om. Og hvor vi kæmper for noget frem for mod nogen. 
 
Min optimisme kan ikke knægtes. For selvfølgelig kan et af verdens bedste og grønneste velfærdssamfund skabe den forandring, så mange higer efter. Hvorfor ik? Det er jo netop sådan, vi er blevet til dem vi er: Ved ikke at bøje nakken for fremtiden, men ved at se den lige i øjnene og indtage den. 
 
Sådan kan vi gøre en forskel for dem, der har det sværere end os. Og for dem, der kommer efter os. Det kræver kompromisser. Dem er vi som altid klar til at indgå.
 
Men det kræver først og fremmest et nyt lederskab.  
Et lederskab, der bekæmper det, der splitter os og får os til at lukke os om os selv. 
 
Som sætter kampen mod klimaforandringerne først og forrest. Fremfor at nøjes med laveste fællesnævner skal vi sætte os for at opnå alt det, vi kan: 100 pct. grøn strøm og varme. 60 pct. reduktion i CO2. 1 million el-biler og et grønnere landbrug. Det kan nås inden 2030 – så hvorfor ik?
 
Et lederskab, som insisterer på at børns opvækst og uddannelse aldrig må blive offer for sparekniven. Som vil dyrke børnenes forskellighed, kreativitet og kritisk tænkning fremfor den ensrettende tvangstanke om test, trit og retning.
 
Et lederskab, som uforfalsket fastholder, at fælles problemer kræver fælles løsninger i Europa og globalt. Vi skal ikke svigte FN, men opbygge kapaciteten til at afhjælpe katastrofer og skabe livsgrundlag, der hvor folk flygter i dag. Vi skal ikke beskytte os mod EU, men sætte retningen for samarbejdet, så det bliver grønnere, mere solidarisk og bedre til at løse de fælles problemer.  
 
Et lederskab, som står fast ved, at vi er en nation af mennesker, som ikke er ens, men som fortjener samme rettigheder og samme muligheder. Kort sagt: Ledere, der holder fast i dem, vi er. Og aldrig sælger ud af de grundlæggende værdier. 
 




Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få seneste nyt om radikal politik