Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode
Presse
Webshop

Publiceret

Uddannelse 30. june
2014

De frie grundskoler i offensiven

Flere end 70 lærere, skoleledere, forældre og andre interesserede fra hele landet var mødt op, da Radikale Venstres friskoleordfører Jeppe Mikkelsen havde inviteret til debatdag på Hotel Nyborg Strand d. 22. juni. Hvordan kan de frie skoler komme tilbage i offensiven i den offentlige debat, lød det overordnede spørgsmål, der skulle behandles. Jeppe Mikkelsen fortæller her om de mange gode tanker og ideer, der kom ud af dagen.
Af Jeppe Mikkelsen
 
I mine øjne går en stærk folkeskole hånd i hånd med et frit skoletilbud. Faktisk ser jeg folkeskolen og de frie grundskoler som hinandens forudsætninger frem for hinandens modsætninger. Vi har en smuk og grundlovsfæstet tradition, der giver forældre ret til at få undervist deres børn efter andre pædagogiske, kulturelle eller ideologiske grundlag, end hvis man havde valgt folkeskolen. Det styrker vores samlede grundskole.
 
I den offentlige debat bliver en konflikt mellem de frie grundskoler og folkeskolen dog ofte fremelsket. De frie grundskoler, uanset om de så kalder sig friskoler, privatskoler, lilleskoler eller noget fjerde, skal ofte forsvare sig selv mod anklager om at svække folkeskolen. Og selvfølgelig er det en relevant debat at drøfte, om de frie grundskoler også tager deres del af det sociale ansvar, som vores grundskoler bredt set skal løfte. Men debatten mangler ofte nuancer.
 
Derfor havde jeg søndag d. 22. juni sammen med gode radikale kræfter fra Dialogforum for Uddannelse inviteret til debatdag om, hvordan man kan få de frie grundskoler mere i offensiven i den offentlige debat. Skolerne fortjener at få lov til mere offensivt at kunne give deres bud på, hvordan de i samarbejde med folkeskolen løfter grundskolens udfordringer – frem for defensivt hele tiden at skulle forsvare sig om beskyldning om, at de slet ikke ønsker at løfte deres del af ansvaret.
 
Arrangementet var åbent for alle, og 70 lærere, skoleleder, forældre og andre interesserede fra hele landet var mødt op i Nyborg til en dag med debat og gruppearbejde. Troels Mylenberg, chefredaktør på Fyns Amts Avis og tidligere højskoleforstander, indledte dagen med at opfordre skolerne til at bruge den frihed, de har, da friheden ellers vil blive begrænset og indsnævret med tiden. Skolernes fornemste opgave er at være med til at undgå, at vi som samfund bliver for konforme og ensrettede.
 
Herefter blev de gode skolefolk sluppet løs til en lang snak om strategi for, hvordan skolerne kan stå anderledes i den offentlige debat. Det blev til mange gode bud på, hvad både den enkelte skole, skolernes nationale foreninger og politikere med et hjerte for de frie grundskoler kan gøre. Igen og igen blev nævnt det oprigtige ønske om at løfte en del af det store ansvar, som hele grundskolen står over for. Det blev understreget, at man ikke nødvendigvis ønskede at blive flere elever og større skoler. Men skolerne vil gerne fremhæve det store arbejde, de gør for at løfte deres del af det sociale ansvar – f.eks. gennem alternative måder at inkludere socialt udsatte elever på.
 
Et af de mest tankevækkende input, jeg fik i løbet af dagen, var, da en forælder fortalte om de fordomme, han følte, han blev underlagt, udelukkende fordi han havde valgt et alternativt pædagogisk tilbud til sine børn. At forældre oplever stigma, når de bruger deres grundlovssikrede ret til at gøre det bedste for deres børn (og i øvrigt betaler en stor del af skolegangen, selv så staten sparer penge samtidig) – ja det vidner om, at der var behov for hele debatdagen.
 
Jeg gik selv i en glimrende folkeskole. Men jeg tror på, at den var glimrende, fordi vi også har haft et eksperimentarium i form af de frie grundskoler, som siden 1852 har udfordret det etablerede skolesystem. Det eksperimentarium har vi fortsat brug for i 2014. Lad os få de nuancer af vores grundskole mere frem i debatten.
 

Omtalte personer

Jeppe Mikkelsen MF

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få seneste nyt om radikal politik