Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode
Presse
Webshop

Nyt europæisk asylsystem starter i Nordafrika

Dansk og europæisk sikkerhed starter i Afrika, og skal vi have styr på problemer som menneskesmugling, trafficking og illegal migration, skal slaget derfor stå i Europas nærområder og ikke som i dag ved Kruså.
I stedet for at fokusere på den symptombehandling det er at sætte bomme op ved grænsen, kræver en holdbar løsning, at vi vender blikket mod eksempelvis Sahel-området i det nordlige Afrika. Sahel-området spiller nemlig en central rolle, både som transitland og som oprindelsesland for migranter og flytninger. Samtidig er området også hjemsted for en lang række terror-anslag og en vigtig del i kampen mod terror.
 
Det er områder som Sahel, som Danmark og Europa bør yde lang større økonomisk, civil og militær støtte til. For gør vi ikke det, får vi ikke fat om roden på flygtninge- og migrationsproblematikken, nemlig at verden brænder omkring Europa, og at store dele af befolkningerne i Europas nabolag er villige til at gå igennem ild og vand for at komme hertil. Får vi ikke gjort noget ved de konflikter og levevilkår, som får folk til at flygte, kan vi heller ikke forvente færre flygtninge.
 
Derfor foreslår Radikale Venstre en grundlæggende ny tilgang til EU's sikkerheds- og migrationspolitik, der erstatter symptombehandling indenfor EU's ydre grænser med en ambitiøs og langsigtet udenrigs- og udviklingspolitik i de lande, der ligger på den anden side af den ydre grænse. For løsningen har og vil aldrig ligge i, at alle skal kunne komme til Europa. Tværtimod ligger den i at sikre, at vi med større samhandel og målrettet udviklingsbistand får skabt en situation, hvor befolkningerne i Afrika og Mellemøsten ikke skal søge til Europa for at få et bedre liv. 
 
Konkret foreslår Radikale Venstre:
1. En massiv og målrettet udviklingsindsats i det nordlige Afrika og Mellemøsten, der med udgangspunkt i forhandlingerne om en ny Cotonou-aftale skal sikre langt bedre leveforhold i Europas nærområder, for dermed at nedbringe den økonomiske migration.
 
2. Afskaffelse af alle toldmure mod Afrika, og indgåelse af flere frihandelsaftaler med udviklingslande ved EU's ydre grænser.
 
3. En udvidelse af EU's asyl- og flygtningeagentur EASO’s mandat til at hjælpe med at modtage og fordele flygtninge.
 
4. Mærkbart højere prioritering af Afrika samt forebyggelse af migration i dansk og europæisk ulandsbistand. Dertil oprettelse af en egentlig fælleseuropæisk nødhjælpspulje.
 
5. Fælles europæiske regler for udvisning og asylbehandlinger, særligt i forhold til brug af frihedsberøvelse, fodlænker og økonomiske sanktioner.
 
6. På dansk plan at genoptage modtagelse af kvoteflygtninge, samt at hæve ulandsbistanden til 1 pct. af BNI, så samtlige nye ressourcer kan bruges til opbygning af EU's nærområder. 
 
Nyt fælleseuropæisk flygtningesystem
Løsningen på den uacceptable flygtningesituation kræver dog også mere end målrettede investeringer i Nordafrikas udvikling. For skal vi sikre, at færre risikerer liv og legeme på vej over middelhavet, skal det være muligt for dem at søge tilflugt inden de går ombord på en faldefærdig pram ved Libyens kyst.
 
At skabe et reelt alternativ til den nuværende situation, hvor ture over middelhavet for mange er eneste mulighed for tilflugt, er hverken ukompliceret og gratis. Det er ikke desto mindre helt afgørende for, at vi i Danmark og Europa kan få bedre hånd om flygtningesituationen, og sikre os, at vi ikke blot eksporterer vores problemer med midlertidige løsninger, der i nogle tilfælde gør os medskyldige i menneskerettighedskrænkelser.
 
Derfor foreslår Radikale Venstre, at der oprettes modtagelejre langs de ruter, som flygtningene i dag benytter på deres vej mod Europa. Lejrene skal drives af de lokale regeringer, men skal finansieres fuldt ud af EU's medlemslande, der til gengæld får sikkerhed for, at de pågældende lande påtager sig ansvaret for at samle og behandle alle ankomne flygtninge i fuld overensstemmelse med FNs menneskerettigheds- og flygtningekonventioner.
 
Med et sådant system vil asylansøgere, der får afvist deres ansøgning nemmere og hurtigere kunne sendes hjem, mens de, der opnår flygtningestatus som udgangspunkt vil modtage hjælp og beskyttelse lokalt. På den måde løser vi to grundlæggende problemstillinger. På den ene side sikrer vi os, at de økonomiske migranter, der i dag nyder godt af det dårlige samarbejde i Europa, afholdes fra at udnytte systemet i vished om, at vejen til Europa går igennem et andet afrikansk land med lignende levestandarder. Og for det andet sikrer vi, at de, der reelt har brug for hjælp og beskyttelse kan få det både hurtigere og tættere på deres hjemstavn end i dag.
 
Med løsningen stopper vi ikke fuldstændigt flygtninges adgang til Europa. Det er ikke hensigten, for Europa skal påtage sig sit humanitære ansvar når verden brænder på, og har i øvrigt stor nytte af den ekstra arbejdskraft, som de i mange tilfælde ressourcestærke flygtninge bidrager med. Det, vi dog stopper er den håbløse situation, hvor EU's medlemslande lurepasser, mens nogle af verdens svageste mennesker lades i stikken. Som del af løsningen vil medlemsstaterne nemlig forpligte sig ikke blot på økonomisk støtte, men også på at tage en del af de flygtninge, der har søgt beskyttelse i modtagelseslejrene. De lande som Europa vil indgå aftaler med vil til gengæld få massiv økonomisk støtte, og løfte om frihandelsaftaler og andre tiltag, der kan støtte deres økonomiske udvikling.
 
Konkret foreslår Radikale Venstre:
1. At der oprettes EU-finansierede modtagelseslejre i de lande, flygtningene i dag rejser igennem på deres vej mod Europa.
 
2. At man som flygtning som udgangspunkt vil opnå beskyttelse i de lande, hvor modtagelseslejrene ligger. EU vil derefter modtage en andel af flygtningene, som fordeles mellem medlemslandene i henhold til deres økonomiske formåen.
 
3. At der indgås bindende aftaler med modtagerlandenes centralregeringer for at undgå de nuværende aftaler med fx militære grupperinger. På den måde skal det sikres, at FNs konventioner om flygtninge og menneskerettigheder overholdes.
 
4. At modtagerlandene modtager finansiering fra EU til at drive lejrene, samtidigt med at der indgås frihandelsaftaler og der sker en omprioritering af EU's trustfondsmidler i retning af humanitær bistand.
 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få seneste nyt om radikal politik