Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode
Presse
Webshop

Demokrati. Men ikke for alle.

30 medlemmer af Radikale Venstre rejste over Atlanten for at opleve USA under valgkampen og studere, hvordan amerikanerne forholde sig til politik. En af dem, der var afsted, var den radikale næstformand Vivian Heinola. Her kan du læse hendes beretning om at stemme dørklokker, snakke med helt almindelige vælgere og indse, at man må revidere sit verdensbillede efter Trump – og appellen til stenalderhjernen – sejrede.
Af Vivian Heinola, næstformand for Radikale Venstres landsforbund
 
"Næste hus er 2412. Her skal vi tale med en Elvira og...". Jeg bladrer i papirerne og forsøger at finde navnet på den anden registrerede demokratiske vælger, mens Tanja og jeg går op ad den korte indkørsel.
 
Dagens mission er klar: vi skal sikre, at demokraterne kommer til stemmeurnerne. Med en forventet stemmeprocent på rundt 60% afgøres valget af, hvem der er bedst til at mobilisere sine vælgere, det såkaldte ’ground game’. Det er her, Hillary satser stort. I Florida alene har hun 450 kampagnekontorer. Trump har 2. Det gør mig fortrøstningsfuld og – skal jeg på valgnatten finde ud af – totalt uforberedt på valgresultatet.  
 
Vi har fået et kvarters kursus i interviewteknik og er derefter blevet sendt ud at banke på døren hos registrerede demokratiske vælgere. Målet er at lægge en plan for, hvornår de vil stemme, og hvordan de kommer hen til valgstedet. Det er meget jordnært og kræver mere knofedt og menneskeligt overskud end intellekt. Vi er optimistiske, insisterende og stiller spørgsmål til praktikken: 
 
”Vil du stemme på valgdagen eller benytte dig af ’early election’?””Ah, early election. Klogt valg. Det er også klart det, vi anbefaler, så slipper man for køen i solen bla bla bla.” ”Hvad tid på dagen vil du stemme?” ”Åhh ja, om morgenen, når børnene er kommet i skole, også klogt” ”Og hvordan kommer du så hen til valgstedet” ”Du tager bilen, godt det skriver jeg lige her” ”Vær så god, her er din plan for election day, tak fordi du støtter Hillary, og tak fordi du er sådan en stærk rollemodel, der tager del i demokratiet, du er en inspiration for andre.” 
 
Det er ren adfærdsterapi. Og det bliver vel modtaget.
 
"You ain't American"
 
Min febrilske bladren bliver afbrudt. En afroamerikansk mand sidder på en hvid plasticstol foran en lidt trist gul bungalow. Hvid undertrøje, og der er god udsigt til et par tatoverede muskuløse overarme. I forhaven løber hans 6 årige søn og dribler med en kokosnød. Der holder fire biler i indkørslen. Store benzinslugere. Velholdte og skinnende. Kontrasten mellem boligen og bilernes kvalitet er slående og karakteristisk for kvarteret, som kampagnekontoret har beskrevet som 'diverse'. Det vil sige fattigt, slidt og lige dele sorte og latino.
 
Tanja og jeg smiler tøvende. Vi er usikre på, om mandens bemærkning er venligt ment, og spørger ham forsigtigt, hvordan han kan se det. Det viser sig, at manden både er venlig, snakkesalig og tidligere straffet, så han har fået frataget sin stemmeret. Det er vores gang og accent, der har afsløret os. Han siger, at vi går rundt i kvarteret og møder folk med en åbenhed og tillid som ville være usædvanlig for hvide amerikanere. Der er rigtignok mange, der kommenterer positivt på vores accent.
 
Længere nede ad gaden støder vi ind i Bonnet på 76. Han mangler et øje, er blind på det andet og taler med en tyk accent, som vi kæmper med at forstå. Vi råber ham nærmest direkte ind i ørerne. Han bliver overrasket, da han hører, at tirsdag er sidste mulighed for at stemme og fortæller med beklagelse, at han har andre planer. Vi aner, at der er noget andet på spil, så vi fortæller, at vi gerne vil kører ham til og fra valgstedet. Så kommer der liv i ansigtet, og pludselig vil han meget gerne stemme.
 
Flere steder oplever vi, at folk kigger ud mellem persiennerne, når vi banker på, for så at ignorere os. Vi bebrejder dem ikke og nøjes med at efterlade et stort klistermærke med en opfordring til at stemme. Andre udtrykker taknemmelighed for, at vi kommer rundt - der er uhyggeligt mange, der ikke aner, hvor deres valgsted er.
 
Det er tusmørke, da Kasper og jeg banker på hos Mariah. Hun er 26 år og har to små børn hængende i skørterne, der kigger nysgerrigt på os. TV'et kører i baggrunden og kaster sit blå lys ud i rummet. Mariah fortæller, at hun ikke planlægger at bruge sin stemmeret. Selvom hun ikke har helt styr på, at Obama er demokrat, så virker hun optaget af valget, og hendes kategoriske afvisning af at stemme forvirrer os. Jeg taler stilfærdigt om alt det, Hillary har gjort for kvinder og børn, og pludselig går en prås op for os. Mariah har aldrig stemt før, og usikkerheden lyser ud af hende. Hun aner ikke, hvad hun skal gøre og er nervøs for at gøre noget forkert. Vi gør vores bedste for at opmuntrer hende og fortæller om muligheden for at blive hjulpet på valgstederne. Hun slutter med at sige, at det vil være en personlig sejr at stemme. Vi aner faktisk ikke, om hun vil stemme Clinton eller Trump, men for os er det vigtigste, at hun bruger sin stemme.
 
Det er let at tilskrive den lave stemmeprocent dovenskab, politikerlede og mangel på samfundssind, men det er ikke til at ignorere, at også fattigdom, uvidenhed og bureaukratiske besværligheder står i vejen for høj valgdeltagelse. Det er i de fattige kvarterer, vi oplever at gøre den største forskel. Ikke så meget fordi vi taler varmt og begejstret om Hillary, som fordi vi taler om at stemme overhovedet.
 
Tilbage på valgkontoret aflægger vi rapport til små tykke amerikanske koner, der for længst er gået på pension. De vimser rundt i deres demokratiske t-shirts: ’A woman belongs in the white house’. De er rygraden i demokraternes kampagne i Florida. Selve kontoret er indrettet i en stor garage i et pænere parcelhuskvarter. På væggene er der intermistiske plakater med ’code of conduct’ for at stemme dørklokker, små blå A4 plakater med ’Gays for Hillary’, ’Latinos for Hillary’, ’Teachers for Hillary’ og opfordringer til at bruge hashtags #imwithher, #onenastywoman og #hillyes. Man fornemmer klart, at præsidentvalget ikke bare er et spørgsmål om demokrat overfor republikaner. For mange er det også en feministisk kamp, en kamp for mangfoldigheden og lige rettigheder. Hvor Trump er inkarnationen af sexisme (og meget andet), vil en sejr til Hillary være det endelige opgør med årtusinders kønskamp. Det er en anelse sort-hvidt. 
 
 
***
 
Der er en isnende stemning i bilen. Klokken er lidt over 20 amerikansk tid, og valgresultaterne er begyndt at tikke ind. De er ikke i Hillarys favør. Kasper sidder uroligt på sædet foran mig. "Jeg kan ikke holde det ud," siger han. Christian ser trist ud. Johan sidder forrest og kommer løbende med dystre opdateringer. Jeg har kvalme og mærker håbløsheden komme snigende. Det er mere end taberens bitre smag af nederlag. Det er smagen af en utryg fremtid. Mine tanker er nok en anelse til den dramatiske side.
 
Det er her i bilen, at det går op for mig, at jeg ikke på noget tidspunkt for alvor har overvejet, at USAs næste præsident kunne blive Donald Trump. Han er for fjern fra mit billede af en statsmand og politisk leder. For fjern fra mine holdninger. For fjern fra de mennesker, jeg omgås. Mit verdensbillede må revideres. 
 
Trump taler til menneskers grundfølelser. Frygten. Skammen. Væmmelsen. Frygten for en fattig fremtid, truet af billig asiatisk arbejdskraft, robotter og islamister. Skammen over supermagten, der taber terræn. Økonomisk, geopolitisk og kulturelt. Væmmelsen over det der er anderledes og varsler sygdom og guddommelig ulykke. Det er vores stenalderhjerne, der spiller os et puds. Når Trump latterliggør muslimer, migranter og kvinder (Hvad enten de bare er 'nasty' eller har blod ud af 'whereever'), taler han ikke primært til hadet men til væmmelsen og vores brækrefleks. Vreden kommer bagefter.
 
Det er helt legitimt at ønske sig økonomisk tryghed, fysisk sikkerhed, personlig og national stolthed. Problemet er, at det er svært opnåeligt. Selvom verden på mange måder er bedre end nogensinde, så er den stadig usikker. Ind til videre har vores tilbud til globaliseringens ofre været økonomiske rationaler og udskamning af deres følelser. Trump og hans ligesindede stiller sig derimod til rådighed som den almægtige frelser, der kan skabe tryghed ved at knuse Islamisk Stat (sammen med USAs nye ven i Rusland) droppe aftaler om frihandel og bygge en mur mod Mexico. Hans slogan, "Make America Great Again" tilbyder at erstatte skammen med fortidens stolthed, og væmmelsen behøver ingen kur. Den legitimerer diskrimerende politikker, underminerer politiske modstandere og styrker selvfølelse hos tilhængerne. De kan betragte sig som hævede over såvel den politiske elite som de farvede fattige. Det er den dynamik, vi må forstå og ændrer. Det kan vi godt. 
 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få seneste nyt om radikal politik