Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode
Presse
Webshop

Et grønnere, friere og stærkere Danmark

Morten Østergaards replik ved landsmødet 2018
Det talte ord gælder
 

Tak for et fantastisk landsmøde med en fantastisk debat, en gejst, en optimisme. Hvor vi lykkedes med det, som jeg så gerne ville. Nemlig at bekræfte hinanden i og vise omverdenen, at vi kæmper ikke imod nogen. Vi kæmper for noget.
 
Det, vi kæmper for, det er et grønnere, et friere og et stærkere Danmark. Og det er lykkedes med jeres hjælp og vores forberedelse at komme derhen. Og nu er spørgsmålet jo så: Hvordan?
 
Og derfor vil jeg gerne bruge afslutningen af vores landsmøde til at invitere til en politisk samtale. Fordi jeg tror, at vi har brug for at finde sammen i et bredt samarbejde i Folketinget. Hvor vi ikke lader hånt om de værdier, som vi har bygget vores samfund på. Ikke lader os drive med strømmen, lader tidsånden gribe os på en måde, som vil gøre vores samfund til noget, vi slet ikke kan kende igen. Men hvor vi sammen tager ansvar for fremtiden.
 
Og vi har lagt vores plan frem. 132 konkrete forslag. Men det er bare vores plan. Det er bare vores idéer. Lad os da opfordre til, at andre lægger deres frem, og så lad os få en helt almindelig politisk samtale om, hvordan vi kan gøre idéerne til virkelighed. Hvordan vi kan finde en fælles vej frem.
 
Men det, som er så afgørende, og det, som I har bekræftet, det er, at det ikke er tid til at skifte værdierne ud. Det er tid til at holde fast i det, der har gjort os til et af verdens mest fantastiske samfund. Og bruge det til at finde vejen videre og udbrede de tanker til flere lande i stedet for at slå op i banen.
 
Og derfor også en appel til særligt Venstre og Socialdemokraterne. Fordi en af de værdier, som er stærkest i vores samfund, det er jo frihed.
 
Vi deler jo rødder med Venstre, og på et tidspunkt gik de også og sagde, det handler om frihed til forskellighed. Og hvis de nu kom i tanke om det igen og i stedet for at gå og regulere, hvordan folk går klædt, og hvad de skal spise, hvornår og hvordan vi skal give hinanden hånden, så i stedet for sørgede for, at vi også om 10 og 15 år kunne sige, at vi var et land, hvor der var frihed til forskellighed, så var der virkelig noget at samarbejde om.
 
Og til vores venner i Socialdemokratiet, som jo har deres rødder i den internationale solidaritetsbevægelse. Det vil sige, at det, vi har været fælles om, det er at skabe et samfund med lige muligheder. Med flere muligheder. Generation for generation. Så i stedet for at bygge uddannelseslofter op, så lad os få dem revet ned igen. I stedet for at spærre børn inde på asylcentre, så lad os lukke dem ud og give dem muligheder også.
 
Og i stedet for at bedrive symbolpolitik, så lad os løse integrationsproblemerne, så vi igen føler, alle sammen, ikke bare os, men også jer i Socialdemokraterne og i Venstre, at vi godt kan rumme kvoteflygtninge fra de allermest plagede dele af verden. Også i et af verdens rigeste lande som Danmark.
 
Frihed. Muligheder. Og så det, der måske er det allervigtigste, og der, hvor det virkelig svigter. Nemlig troen på, at vi selv bestemmer, hvordan fremtiden skal være. At vi selv har vores skæbne i vores egne hænder.
 
Der er så mange, der bare vil have, at ting skal blive, som de var i går. Stop verden. Jeg vil af. Nej til samarbejde. Nej til at tage ansvar. Nej til at løfte i flok. Det er nej til det hele.
 
Men det er jo ikke den måde, vi er blevet det samfund, vi er på. Det er vi jo blevet ved, at der var nogen, der sagde ja. At der var nogen, der rent faktisk tog fra og løftede. Og det er jo derfor, vi bærer en grundlæggende tro på, at vi kan drive Danmark fremad.
 
Hvis vi tager det ansvar i fællesskab og appellerer til særligt Socialdemokraterne og Venstre om ikke at lade sig rive med strømmen, tidsånden, gribe af stilstanden, og i stedet for tage hinanden og os i armene og løfte i flok, så vi kommer fremad igen.
 
Og så ved jeg godt, at der er mange, som er i det der humør med, at nu er det valgkamp, og jeg synes egentlig også, vi er godt rustede til den valgkamp, der skal være til Folketinget, og den, der skal være til Europaparlamentsvalget.
 
Og det skal vi jo gøre, og vi vil kæmpe med næb og kløer for hver eneste stemme. Men det, jeg egentlig synes er vigtigt at sige her, det er, at jeg er af den opfattelse, at der er noget, der er mere dyrebart, som er på spil.
 
Forleden var der nogle valgforskere, der havde spurgt de danske studerende, hvem de ville stemme på. Og den slags interesserer vi os jo en lille smule for inde på Christiansborg. Så det så man med interesse. Og det viste sig faktisk, at det største parti i den undersøgelse, blandt studerende, det var sofaen. Det var sofavælgerne, der havde størst tilslutning.
 
Og jeg kender masser af unge mennesker, og det er bestemt ikke fordi, de ikke er engagerede i vores verden. I planetens overlevelse. I at skabe muligheder for hinanden og tage ansvar i verden.
 
Men det er jo fordi, tror jeg, at tilliden, både hos den unge generation og hos de ældre generationer, til, at vores demokrati og de folkevalgte rent faktisk beskæftiger sig med ting og bruger deres tid på noget, der løser de problemer, der er i virkelighedens verden, at den er nedadgående.
 
Lykke Friis nævnte jo, da vi gav hende Marianne-prisen, besøget af præsident Macron fra Frankrig. Det var ham, de i Dansk Folkeparti sagde, at han var Morten Østergaard på speed. Og nu mødte jeg ham jo ved den lejlighed. Jeg synes overhovedet ikke, han virkede til at være på speed. Men ikke desto mindre tak for komplimenten, om man så må sige.
 
Det, der var interessant ved det, han sagde, netop til de unge, det er, vi har jo ikke selv valgt, at det er nu, vi lever. Men det er vores ansvar, hvad vi vil bruge det til. Og det er der, hvor min appel er. At vi er nødt til at tage alvorligt, hvis tilliden til demokratiet, tilliden til de folkevalgte, begynder at svigte.
 
Og derfor er det det, vi går i valgkamp for. Det er at genrejse tilliden. Og derfor tror jeg også, vi er nødt til at starte med os selv. Fordi det er jo let, måske nogle gange endda fornøjeligt, at pege fingre ad de andre, fordi man jo godt ved i sådan et politisk parti, at vi er nok alligevel dem, der har fat i den lange ende.
 
Men måske har vi også undervejs glemt, hvad det handlede om. Måske har vi også nogle gange ladet os indfange i et magtspil og glemt, at hvis man vil lave virkelige forandringer, så skal man gøre det sammen med dem, det handler om.
 
Der var nogle her i debatten, der nævnte dagpengesagen. Jeg tænker tit over, hvorfor det var, at der skulle gå så lang tid, før vi bad arbejdsmarkedets parter om at sætte sig sammen og komme med et bud på det, der i dag er et langt bedre dagpengesystem end det, vi strides om i fem og ti år inden da.
 
Hvorfor var det, at vi måske også blev til falds for det der magtspil på Christiansborg og alt mulig andet end at løse det reelle problem. Nemlig at vi ikke havde et velfungerende dagpengesystem.
 
Det synes jeg, vi skylder at tænke over. Hvordan kan vi en anden gang sørge for, at når vi vil ændre på fundamentale dele af vores arbejdsmarked, så gør vi det sammen med arbejdsmarkedets parter, for det har vi god tradition for.
 
Når vi vil ændre på folkeskolen, så gør vi det sammen med lærerne, eleverne og forældrene i stedet for at lave en løsning, som vi så efterfølgende skal gå og rydde op i. Og når vi laver ændrede vilkår for de studerende på landets uddannelser, så gør vi det sammen med dem og deres undervisere i stedet for bare at mølle på.
 
Og derfor også et forsøg på at sige til alle dem, der har en skepsis over for, hvad det er, vi bruger tiden på på Christiansborg. Og det er, at vi vil gerne sætte en ny kurs, vi vil gerne starte med os selv.
 
Og måske er det allervigtigste, når man udøver magt, det allervigtigste, det er, at man står til regnskab. Det er, at der er åbenhed om den måde, magten forvaltes. At man ikke lukker sig om sig selv.
 
Og det gjorde vi med den Offentlighedslov, som vi lagde stemmer til. Og vi har kæmpet med næb og kløer siden da for at finde ud af at få aftalekredsen til at rette op på skaden. Vi troede, at vi havde et flertal, indtil Konservative og LIberal Alliance gik i regering og lod sig indfange af Venstre.
 
Vi læste med interesse regeringsgrundlaget og så, at man faktisk var klar til at lempe i ministerbetjeningsreglerne. Men der er ikke sket noget.
 
Og derfor synes jeg, at hvis al den her snak om tillid, om forandring og at starte med sig selv skal give mening, så er vi også nødt til her ved landsmødets afslutning at tage et nyt skridt.
 
Og derfor vil jeg gerne sige, at vi opsiger forliget om Offentlighedsloven, sådan at et nyt flertal efter næste folketingsvalg kan gøre det, vi ikke har formået i forhandlingslokalet i den her periode. At skabe vilkår for magtens udøvelse i Danmark med åbenhed, hvor man står til regnskab, og hvor folk kan regne med, at man altid kan få indseende med, hvordan magten forvaltes.
 
Så lad os nu møde de andre politiske partier med åbenhed og ønsket om at samarbejde, så Danmark igen kommer fremad. Lad os gå ud og tale med befolkningen, så de får tillid til, at politikerne rent faktisk forstår, at de er sat i verden for at løse de virkelige problemer og ikke bare for at drive magtkampe med hinanden.
 
Hvis vi holder fast i værdierne, går forrest i klimakampen, investerer i uddannelse og møder vores omverden med en fremstrakt hånd i stedet for en knyttet næve, så kan vi forandre Danmark. Så kan vi få tilliden til folkestyret tilbage. Så kan vi drive Danmark fremad.
 
Tak for ordet.
 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få seneste nyt om radikal politik