Et mere dansk DR | Radikale Venstre

Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode
Presse
Webshop

Et mere dansk DR

Der blæser kolde vinde omkring Danmarks Radio. Flere borgerlige partier ønsker at skære hårdt ned på vores fælles kulturinstitution. Men det er en helt forkert indgang til en nødvendig diskussion af DR’s fremtid.
Af Zenia Stampe
 
I disse år er vi vidne til en nærmest åndenøds-fremkaldende hurtig udvikling på medieområdet. Danskerne forlader de traditionelle tv-kanaler og strømmer over for at se film og underholdning på internettjenester som Youtube, Netflix, HBO og Viaplay. Kulturen bliver i stigende grad omdannet til et tag-selv-bord for det frie valg.
 
Denne udvikling truer ikke bare DR. Den sætter også Danmark og dansk kultur under pres. For kultur, identitet og fællesskab skabes i høj grad af fælles oplevelser og referencer. Matador, Mads og Monopolet, Bamse og Kylling. Transmissionen af håndbolddamernes OL-guld i 1996. Det er produktioner, der binder os sammen. Men de fællesskaber er vi i risiko for at miste i fremtiden, fordi brugerne forsvinder til udenlandske streaming-tjenester. Og vi risikerer, at de flotte danske produktionsmiljøer i og omring DR vil gå tabt i samme bevægelse.
 
Derfor vil det være et virkelig dårligt sted at starte, hvis vi skærer i DR. Men vi har brug for en ny politisk retning for DR. En retning, der har et mere entydigt fokus på at styrke dansk kultur, identitet og fællesskab.
 
Det første, vi skal gøre, er at give DR et nyt public service-begreb.
 
Det nuværende public service-begreb stammer fra 1926 og handlede i al sin enkelthed om at give lytterne og seerne noget at lytte til og se på, når de tændte for radioen eller fjernsynet. Fladerne skulle fyldes med nyheder, debat og underholdning, og der skulle være noget for alle. Samtidig blev det statslige monopol set som en mulighed for at fremme den kulturelle og demokratiske dannelse i samfundet. Kulturen og oplysningen skulle bringes helt ud i danskernes stuer. Det var ikke længere pengepungen eller geografien, der skulle afgøre, om man havde adgang til at gå til koncert eller møde en partileder. Torsdagskoncerterne flød ud af højtalerne, og når der var valg, kunne man se partilederne på tv.
 
I dag er den virkelighed vendt på hovedet. DR opererer ikke længere i et tomrum. Tværtimod er der et omfattende marked af private tjenester, kanaler og programmer til både tv, radio og net. Det bør naturligvis have en konsekvens for public service-begrebet. For det giver ikke mening at bedrive public service på områder, hvor der er udmærket privat service. Eller for at være helt konkret: Det giver ikke mening at gøre det til en statslig public service-forpligtelse at stille amerikanske actionfilm, engelske krimiserier eller rene pop-spillelister til rådighed for danskerne, hvis de allerede kan hente dem på det store private marked, endda til rimelige priser. Det er ikke bare konkurrenceforvridende. Det er også spild af penge. Et nyt public service-begreb bør derfor som det allerførste afgrænses til det indhold, som markedet ikke leverer.
 
Det betyder imidlertid ikke, at DR skal holde sig fra bestemte genrer og formater og kun levere programmer, der er så højpandede, at de kun appellerer til eliten, eller så nicheprægede, at de kun appellerer til nørderne. DR skal ikke være TV3. Men DR må heller aldrig kun blive DR2 og DRK.
 
For kunsten er ikke kun at dække de huller, markedet efterlader – men også at skabe stærke, konkurrencedygtige, danske tilbud, der kan tilkæmpe sig en plads på midten af det store kulturelle tag-selv-bord.
 
Public service er derfor også at tage brede underholdningsformater og kvalificere dem. Som for eksempel når DR bruger et populært format som boligprogrammet til at rejse debatter om by- og landproblematikker. Og det er i allerhøjeste grad også public service at tage smalle formater og forsøge at gøre dem mere folkelige. Som for eksempel når et program som Langt fra Borgen tager politikere rundt i landet for at diskutere komplicerede politiske problemstillinger ud fra konkrete lokale cases.
 
Begge eksempler er forsøg på at skabe tilbud, der er ligeså brede i deres appel som de kommercielle tilbud, men som samtidig har til formål at kvalificere den offentlige samtale. Det sidste kunne man kalde public servicens særlige dna.
 
Hvor det gamle public service-begreb således handlede om at stille et bredt udbud af programmer og tjenester til rådighed, og hvor en amerikansk actionfilm eller en engelsk krimiserie derfor godt kunne være en del af public service-forpligtelsen. Så bør det nye public service-begreb defineres som et særligt dna, der løber ned igennem hver enkelt produktion – fra nyheder over debat og til underholdning. Det betyder også, at nogle af de ting, der tidligere var public service, ikke er det længere. De er blevet privat service. Og det er fint, for desto mere overskud er der til at beskæftige sig med det, der ikke kan tages for givet, men som samtidig er så fantastisk vigtigt for udviklingen af os som mennesker og samfund.
 
Det handler om de store spørgsmål i menneskelivet og samfundslivet. Men det handler selvfølgelig og i særdeleshed også om dansk sprog, kultur og identitet.
 
Gennem årtier har DR leveret dansk børnefjernsyn og dramaproduktion, der har samlet danskerne på tværs af generationer og givet udlandet danske billeder og fortællinger, som vi har været stolte af. Tænk på Borgen, der formidlede den særlige danske politiske kultur til et stort publikum både i Danmark og udlandet. Tænk på dansk børnefjernsyn, når det er bedst. Men den hidtidige succes må ikke blive en sovepude. For konkurrencen fra de nye spillere er også på dette område massiv. Især inden for drama er udbuddet stort og kvaliteten høj. Så hvis DR ikke skal sygne hen som den gumpetunge dreng i klassen, så skal DR ikke bare fortsætte den gode stil, men også øge omfanget af produktioner og nytænke formaterne. Her er det helt oplagt, at DR også tænker i mindre dramaformater og mere udlagt produktion.
 
Opgaven som kulturproducent er vigtig. Men opgaven som kulturformidler er mindst lige så vigtig. For rundt omkring i Danmark bliver der produceret en masse fremragende kunst og kultur, og DR skal spille en langt mere aktiv rolle i forhold til at hjælpe kunstnere og institutioner med at nå et endnu bredere publikum. Derfor er det vigtigt, at DR prioriterer at spille dansk musik og anmelde danske bøger, kunst, film, musik og teater. Det er med til at lokke folk i biografen, på museum, til koncert og i teater. Og det er med til at fremhæve de danske tilbud over for forbrugerne. Tænk bare på verdensstjernen Lukas Graham, som startede sin succes på P3. Et nyt public service-begreb skal lægge vægt på DR’s rolle som brobygger til det øvrige kulturliv.
 
Så vidt indholdsdiskussionen. Man kan imidlertid ikke diskutere public service uden også at berøre platforme og distributionsstruktur. Der sker i disse år en stille revolution af danskernes medievaner. To ud af tre danskere er begyndt at streame tv, og allerede i 2019 vil halvdelen af danskernes tv-seening ske via streaming. Spørger man de yngste generationer, er der mange, der slet ikke ved, hvad flow tv er.
 
Derfor er der allerede nu behov for et opgør med det vildvoksende antal kanaler, som har præget udviklingen i DR de sidste ti år. DR råder i dag over ikke mindre end seks fjersynskanaler og otte DAB-radiokanaler. Det er 14 kanaler i alt, og 23 hvis man regner alle de regionale P4-kanaler med. Det er simpelthen spild af ressourcer at fylde så mange timers sendeflade ud, når virkeligheden er, at flere og flere går ind og søger på enkelte programmer. Og det skaber også en skævvridning mellem dansk og udenlandsk indhold, fordi det udenlandske indhold ofte bliver brugt som billigt fyld og derfor kommer til at fylde alt for meget.
 
Fremtidens DR bør i stedet indrettes med et begrænset antal brede radio- og tv-kanaler, der til gengæld kun bringer de allerbedste danske produktioner. De brede kanaler suppleres af et antal selvstændige universer på nettet, der erstatter de gamle nichekanaler. For eksempel et børneunivers. Et ungdomsunivers. Et kulturunivers. Et samfundsunivers. Et videnskabsunivers. Osv. Universerne skal være ligeså stærke platforme og brands, som nichekanalerne har været. Men med mindre overflødigt fyld. Og med helt nye muligheder for at møde seerne og lytterne. Det sidste gælder måske især de unge, som DR har en historisk tradition for ikke bare at underholde, men også at gå i dialog med og vejlede. Et ungeunivers på nettet har potentialet til at blive hele Danmarks ungdomskulturhus.
 
Et godt eksempel på, hvad netuniverser kan, er den norske ungdomsserie SKAM. Serien har sit eget univers på nettet, hvor der løbende bliver uploadet små bidder af serien – såkaldte webisodes – sammen med sms-korrespondancer mellem seriens hovedpersoner og musiknumre fra seriens lydspor. Udover at være et helt nyt dramaformat, så er det også et eksempel på, hvordan den klassiske tv-seening er under opbrud. De unge har taget det til sig med den største selvfølgelighed. Først i Norge, og nu på de danske skoler og gymnasier, hvor man kan se elever sidde og se SKAM på deres mobiltelefoner i frikvartererne. Det er en helt ny verden.
 
Men det er også et forvarsel om fremtidens medieforbrug. I fremtiden vil folk ikke sidde med aftenens tv-program og planlægge, hvad de skal se. De vil se, hvad deres venner taler om på de sociale medier. Og de vil se fjernsyn i små bidder, når de sidder i bussen, spiser frokost, eller når de ligger i sengen om aftenen.
 
Det betyder også, at man ikke længere kan forvente, at folk automatisk stiller ind på DR. DR skal i langt højere grad selv ud aktivt og hente seere og lyttere. Og det, de skal tiltrække seere og lyttere på, er danskproduceret indhold af høj kvalitet.
 
Det gælder også på nyhedsområdet. Det har længe været en torn i øjet på de danske dagblade, at DR har leveret gratis tekstnyheder på nettet. De har anklaget DR for at stjæle klik og for at forhindre dem i at opdrage brugerne til at betale for nyheder.
 
Om dagbladene rent faktisk kan fremtidssikres ved at begrænse DR på nettet er højest tvivlsomt. Truslen kommer jo fra de store globale mediegiganter som Google og Facebook. Og de frie mediers krise og den resulterende orientering mod nemme kliks er i sig selv et argument for at have et seriøst og kvalificeret offentligt nyhedstilbud på nettet.
 
Men derfor er det alligevel fjollet, at DR bruger licenskroner på at levere indhold, som brugerne allerede han hente – endda ofte gratis – andre steder. DR bliver derfor nødt til at udvikle et nyhedstilbud på nettet, der ikke bare er en kopi af dagbladenes netaviser. Et pejlemærke kunne være en tættere kobling til billede og lyd. Der kan være tale om deciderede nyhedsoverblik, som vi kender dem fra tv og radio. Men der kan også være tale om indslag, der er særligt producerede til nettet. BBC bygger således ofte deres nyhedsartikler op om et eller flere klip, der er særligt produceret til nettet. På den måde rammer de en form, som ikke umiddelbart minder om netavisernes.
 
Et andet pejlemærke kunne være den redaktionelle linje. De private medier skal leve af klik og har derfor en forståelig tendens til at prioritere mange og hurtige klik. Dem får de ved at have et hurtigt nyhedsflow, så der hele tiden – time for time – er nye historier eller opfølgninger på historier at klikke på. Men også ved at bringe de mere sensationsprægede overskrifter. Den bane skal DR overlade til netaviserne. Til gengæld skal DR være stedet, hvor man altid kan finde en generel introduktion til tidens store historier – fra 2025-forhandlinger, til Brexit og til det amerikanske præsidentvalg. Og så skal DR dække de historier, som de private medier fravælger, fordi de er for dyre at lave, eller fordi der er for få klik i – fra naturkatastrofer i Afrika til videnskabelige nybrud.
 
DR er vigtigere end nogensinde. Både for at sikre dansk kultur og dansk demokrati. Derfor mener vi ikke, at det er tid til at gennemføre massive besparelser. Og vi har et ydmygt håb om, at Dansk Folkeparti kan overtales til at skrue lidt ned for spareiveren, hvis vi til gengæld kan blive enige om at satse på et mere dansk DR.
 
Et DR med et klarere fokus på dansk kultur og demokrati, vil også i højere grad fremstå som et offentligt gode, som alle skal bidrage til. Derfor bør det også give anledning til en fornyet diskussion af, om DR i stedet bør finansieres via skatten, hvilket også vil sikre en mere solidarisk finansiering, hvor de bredeste skuldre bærer det tungeste læs. Stabiliteten kan sikres gennem flerårige brede aftaler, så DR’s økonomi ikke er til debat hver gang, der skal forhandles finanslov.
 
Vi har brug for et stærkt og fælles DR. For verden fremstår mere og mere uforudsigelig og bevægelig. Terror, flygtningekriser, finansielle sammenbrud og klimakatastrofer – der er masser, der udfordrer vores nationale samhørighed. Vores danske identitet og vores demokratiske dannelse hvirvles rundt i globaliseringens store vaskemaskine.
 
Men vi har også brug for et nyt DR. Et DR, der prioriterer kvalitet frem for kommercialitet. Der prioriterer dansk indhold frem for udenlandsk indhold. Der prioriterer nye nyhedsformater frem for at gå dagbladene i bedene. Et DR, med mindre fokus på kanaler med overflødigt fyld og mere fokus på dansk indhold af høj kvalitet. Med andre ord: Et mere dansk DR. Et mere kvalitetsorienteret DR. Et mere digitalt DR.
 
DR har igennem en menneskealder bundet os danskere sammen gennem stærke fælles billeder og fortællinger. Det skal DR også gøre i fremtiden. Men virkeligheden har forandret sig. Og derfor kræver det en ny politisk retning. Vi ser frem til at diskutere den med resten af Danmark.
 
Bragt i Politiken d. 7. november 2016
 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få seneste nyt om radikal politik