Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode
Presse
Webshop

Grundlovstale 2018

Danmark har to statsministerkandidater, der er forfalden alene til kampen om magten og hvem der tør gå længst ad Dansk Folkepartis vej. Løkke, Mette. Forskellen er ens. Katten i sækken følger med. Og med den et regime, der hellere vil fejre mennesker ulykke med kage end finde rigtige løsninger på virkelighedens problemer.
Det talte ord gælder
 
Tak fordi I har valgt at komme her i dag. Der var sikkert både en hæk og plæne, som kunne trænge. En sø eller en badestrand i det fjerne, som lokkede. Men I traf et valg. Et frit valg. For der er altid et valg. 
Og vi har valgt at fejre vores frihed – sammen.
 
Grundlovsdag er jo vores uafhængighedsdag – og den her anno 2018 – bliver det for mig i mere end en forstand.
 
For jeg fejrer jo også min politiske frihed i dag. Og jeg vil ikke lægge skjul på, at det gør jeg med en vis lettelse. 
 
Nu har Mette Frederiksen kridtet banen op. Danmark har to statsministerkandidater, der er forfalden alene til kampen om magten og hvem der tør gå længst ad Dansk Folkepartis vej. Løkke, Mette. Forskellen er ens. Og katten i sækken følger med. Og med den et regime, der hellere vil fejre mennesker ulykke med kage, end finde rigtige løsninger på virkelighedens problemer.
 
Min politiske frihed er ikke frihed fra nogen – for alt for meget politik handler om poster og personer. Spillet om magten. Og jeg tror helt ærligt det hænger folk langt ud af halsen.
 
Nej, min frihed er frihed til at kæmpe for noget. For jeg synes at der skal være et valg. Der er brug for et nyt lederskab, der bekæmper det, der splitter os og får os til at lukke os om os selv. Et lederskab, som står fast ved, at vi er en nation af mennesker, som ikke er ens, men som fortjener samme rettigheder og samme muligheder. Ledere, der holder fast i dem, vi er. Og aldrig sælger ud af de grundlæggende værdier.  
 
Jeg kan bedst forklare det med en god historie fra min forgænger Bertel Dahlgaards erindringer. Hans lærer var svampeekspert og gik en tur i skoven, hvor han mødte tre drenge med favnen fuld af de flotteste, giftige flue-svampe. Forfærdet advarede han dem: ”Dem må I ikke spise – de er giftige”. Hvortil drengene svarede: ”Ork, det ved vi da godt. Vi kunne da ikke drømme om at spise dem – vi sælger dem!” 
 
Jamen, ved I hvad? 
Sådan har jeg det med dansk politik, når der går selvsving og overbud – eller måske snarere underbud - i værdidebatten. Jeg kommer aldrig til at føre en politik mod andre, som jeg ikke ville føre mod mig. 
 
Det spørgsmål, jeg derfor stiller til Jer i dag er på denne grundlovsdag – efter et år hvor vores værdier har været i frit fald, det er: Kan man blive så fri, at man glemmer at friheden ikke er en given ting? 
 
Danmark frit 
Besættelsen er en del af vores historie. Stadigt færre kan huske den. Men generation for generation så gribes og forfærdes vi over beskrivelsen af mørklægningsgardiner, censur, stand-ret, deportation til Kz-lejre. Og bliver stolte af modstandskamp og hjælpen til de danske jøder i deres flugt til Sverige. 
 
I dag er vores grænser ikke truede og de fleste af os evner knapt at forestille os det anderledes. Især fordi vi ikke er alene. Vi har truffet et valg og allieret os med andre, som indestår for vores frihed, som vi for deres.
Men vores uafhængighed er jo mere end det. Meget mere. 
 
Ånden er fri. Fordi vi valgte, at hver og én havde ret til at blive undervist. Fordi vi over tid sikrede, at hver og en havde adgang til uddannelse uafhængigt af pengepungens størrelse. Og fordi vores stærke tradition for folkeoplysning har gjort det til en folkesag, at blive klogere. På sig selv. På livet. På naturen. 
 
Der går en lige linje fra de første bondesønners højskoleophold til de legater, Efterskoleforeningen i dag kan give til økonomisk trængte nydanskere, der vil prøve noget rigtig dansk. Det har handlet om det samme: At udstrække de muligheder, der kommer gennem uddannelse til stadig flere. Og demokratiseringen af viden, dannelse og kundskaber, fordi det blev alle forundt. Hver generation har taget kampen, for at deres børn blev bedre uddannet end de selv. Og det har virket. Vores kreativitet og kritiske tænkning, vores evne til at samarbejde. Vores dygtighed. Det er ingen naturlov. Det er vores valg. Truffet gennem generationer. Og den uafhængighed, der kommer af at kunne klare sig med sine hænder og sit hoved – den er større end alle andre. Det ér frihed, venner!
 
Skal der kastes vrag på det: Med et uddannelsesloft der tager muligheder fra vores unge, som vi selv havde. Med test, trit og retning allerede fra de små klasser, som ikke gør vores børn kritiske og livsmodige, men ensrettede og mismodige. Ikke hvis vi holder af Danmark. Ikke på min vagt. 
 
Vi lever i en verden, der er åben for os. Mere end nogensinde. Vi lever også af en verden, der er åben for os. Vi lever i et Europa, som har dryppet af blod, men som i dag flyder over i samarbejde. EU er det mest forpligtende, mest succesfulde og mest fredelige samarbejde mellem frie nationer, som er set på kloden. 
 
Vi er fem en halv millioner mennesker, som kan bevæge os frit for at opleve, arbejde eller studere i 27 lande med mere end 100 gange flere indbyggere. Vi har et sted at gå hen, når udfordringerne er så store, at vi ingen chance har for at løse dem selv: Klimaforandringer og forurening, humanitære katastrofer og flygtningekriser, skattely og organiseret kriminalitet. Det var og er vores eget valg. Samarbejde med andre har givet os uafhængighed til at skabe det samfund vi ønskede. 
 
Hver gang vi får åbnet døren til et nyt land, som vi kan handle med, så øges vores frihed til at handle som vi vil herhjemme. Hver gang en europæer krydser vores grænse for at blive en ny kollega her, så bidrager hun til vores handlefrihed. Det er et valg. Det er vores valg. Og det har gjort os til dem vi er. Danske og europæiske. På samme tid. 
 
Skal det sættes over styr ved at efterkomme kravet fra DF om, at Danmark skal kunne følge i hælene på Storbritannien ud af EU? Ikke hvis vi holder af Danmark. Ikke på min vagt.
 
Folkestyre, åndsfrihed, åbenhed. Vi har ikke fået det sådan – vi har gjort det sådan.
 
Vores uafhængighed er en frihed til selv at bestemme hvilket land vi vil være. Det er vores eget valg. 
 
Og det er som om, at vores frihedsbegreb langsomt men sikkert ændrer sig fra frihed til noget – til frihed fra noget. Fra det at sætte folk fri til at træffe deres egne valg. Til at vi træffer dem for dem.
 
Siden sidste grundlovsdag har Folketinget valgt at gribe ind overfor friheden til at gå klædt, som man vil med det såkaldte burkaforbud. Der er truffet aftale om tvungen vuggestue og stopprøver i børnehaveklassen – men altså kun for børn med bestemte adresser i udsatte boligområder. Til gengæld må kontanthjælpsmodtagere ikke længere selv vælge, hvor de vil bo. Og fremover kalder vi nogle boligområder for ghetto’er – men kun hvis halvdelen af naboerne er af fremmed oprindelse. Og her gælder særlige love, regler og straffe.  
 
Alt sammen i 100-året for det første folketingsvalg, hvor både kvinder og tyende – ”fruentimmere og fattiglemmer” – som man sagde – kunne stemme. 100 året for en historisk udstrækning af lige ret og lige værd til alle samfundsgrupper og lag. Men fejret med historisk mange indgreb i samme fundamentale principper. Det er nogle af de valg, der er truffet på vores vegne, det seneste år.
 
Det er et paradoks, at de som hævder mest forbenet at forsvare vores værdier – oftest med forbavsende lethed – samles om at gøre indgreb mod dem.
 
Der er mange, som med god grund er bekymrede for hvor verden er på vej hen. Det er jeg bestemt også. Kan vi få kontrol med de mange som flygter fra krig, nød og naturkatastrofer? Kan vi holde fast ved vores måde at leve sammen på under pres fra terror, mislykket integration og populisme? Kan vi forhindre klimaforandringer i at ødelægge livsvilkårene for vores børnebørn og sende endnu flere på flugt? Kan vi gribe de nye teknologiske muligheder eller bliver vi løbet over ende? 
 
Vores valg i disse spørgsmål afgør, hvilket samfund vi er om 10 år. Det eneste vi kan tage for givet er forandring. Det spørgsmål mange med rette stiller er – bliver det til det bedre? Bliver det fremskridt? Jeg siger ja. Hvis vi vil.
 
Generationer før os gjorde det. De havde modet til at skabe et frit, lige og rigt velfærdssamfund. De turde tro på en fremtid, hvor fremskridtet ikke blev for de få, men for de mange. Jeg mener tiden er kommet til, at vi kigger på, det fantastiske land vi er, og spørger os selv: Hvad skal vores børn sige om os, og hvor vi bragte Danmark hen? Hvilket fortællinger om Danmark, skal de møde verden med? Er vi endnu mere uafhængige til den tid eller mindre?
 
Vor tids store uafhængighedskamp er jo i virkeligheden en anden. Det er er kampen for at blive fri af sheikernes olie og Putins gas. Hver gang vi sætter en ny havvindmøllepark i gang, så skaber vi job i Danmark og fjerner penge fra regimer, der kaster dem direkte ind i de konflikter, vi så skal løse efterfølgende.
 
Hvis vi vil, så kan vi jo lukke for hanen til oliesheikerne – og springe ud som danske vindsheiker. Vores grønne strøm kan via det europæiske net blive solgt til de andre EU-lande. Hele verden ved, at vores rød-hvide flag symboliserer det ypperste af det grønne. Friheden for de næste generationer er grøn.
 
Men det er som om den politiske debat, nok handle om det, vi skal bekymres om – men meget sjældent om hvordan vi former den nye virkelighed efter vores egne ønsker.
 
Det er nemmere at nære frygten end at gøre den til skamme. Nemmere at tale til frygten end at tænde lys i mørket. Jeg mener det er måske den mest afgørende demokratiske skillelinje. Taler man til frygten eller håbet? Udråber man syndebukke eller tager man ansvar? Lader man vores værdier gå i frit fald eller bruger man dem som afsæt for at række ud efter fremtiden?
 
Det er lidt som med vores børn. Min søn Emil er fem år. Og i perioder er der antageligvis livlig aktivitet under hans seng i det vi tidligere kaldte ”ulvetimen”  - men ikke mere. Den slags spøger vi ikke med! Men altså, når Emil skal sove kan han pludselig blive bange og næsten utrøstelig i sin vished om at blodtørstig, menneskeædende dinosaurus rumsterer under sengen. 
 
Frygten er reel. Den lyser ud af øjnene på ham. Så melder der sig nogle valg:
 
- Man kan jo gøre, som de fleste politiske partier gør, hoppe op i køjen til drengen lægge armen om ham og sige: ” Du har helt ret. Det kan sagtens være, at der er en dinosaurus. Lad os sidde og være bange sammen.” Jeg vil bare sige – det bliver han altså ikke mere tryg af.
 
-Så kan man vælge det, som folk måske tænker; ja, det er da den radikale, kloge-åge metode: frem med Zoologisk leksikon, så sønnike kan forvisses om at der er tale om en teoretisk umulighed. Det er millioner af år siden dinosaurusserne uddøde. Men altså, vi ved jo godt, hvor det ender.
 
-Vi kigger lige efter. Nix. Ingen Tyranusaurus Rex her. Læg dig bare til at sove videre. Far kommer op og kigger igen, når der er halvleg….
 
Tænk hvis vi gjorde det politisk. I stedet for at tale frygten op og lede på vores fordomme, så lige tjekkede efter. Hvad er det virkelige problem – hvad er den rigtige løsning?
 
Jeg gjorde det i foråret, da der igen var debat om de udsatte boligområder eller parallelsamfundene. Statsministeren kaldte dem ”huller i Danmarks kortet.” Vi kigger lige efter. Jeg brugte dage og nætter i områderne. Hvad mødte jeg? Forældre som søgte efter blandede børnehaver og skoler til deres børn. Ikke isolation, men det modsatte. Voksne, hvis vrede mod banderne var uendelig, fordi de lokkede deres unge i fordærv og gjorde alle utrygge på gaderne. Og unge, som begræd at der ikke var blevet stillet krav til deres forældre, som kunne have fået dem ud af lejligheden og i gang med noget, som modydelse for kontanthjælpen. Så ja, der er sandelig meget at gøre – men ikke mod beboerne i de her boligområder. Med dem! De skal tage del i friheden. 
 
Helt generelt så forstår jeg ikke, at hvis man virkelig elsker vores land. Er stolt af hvad vi har opnået. Er forankret i vores grundlæggende principper. At man så synes det skal være en lukket fest? Det må da handle om få det gode budskab til at leve i flere.
 
Når jeg hører Thulesen-Dahl og Martin Henriksen tordne mod unge som er født og opvokset her. Har gået i dansk skole og måske endda taget en uddannelse: At de ikke kan regnes til os danske, så bliver jeg vred. 
 
For jeg har mødt de unge. Og de har forstået budskaber om ”dem” og ”os” med al ønskelig tydelighed. De kan meget vel aldrig have boet andre steder end i Danmark, men identificeres alligevel primært med deres forældres eller bedsteforældres hjemlande. De har ikke det samme pas som deres klassekammerater, hvilket enhver studietur eller Ung Rejs ferie minder dem om. 
 
De taler vitterligt om sig selv som nogle andre end ” danskerne”. En af dem var på mit kontor forleden. En sygeplejerskestuderende. Hun havde fritidsjob i ældreplejen. Var besøgsven for et par ældre – den ene en kørestolsbunden 90 årige dement, som hun rullede en tur ud til en kop kaffe med i ny og næ. Når hun da ikke var frivillig mentor for nogle gymnasieelever med et handicap. Dette vindende væsen kunne blot ikke få dansk pas. Og som hun sagde efter at have fortalt om den særlige kontrol og forsinkelse af studieholdets studietur. Det er min sjæl, som det handler om. Jeg har gjort alt det man skulle. Hvorfor må jeg ikke have lov til at blive dansker?
 
Til jer unge vil jeg sige i dag: I ér danske. Grundlovsdag er også jeres fest. Der er muligvis et flertal, som vil forhindre jer i at få et pas, men de kan ikke forhindre jer i, at gøre Grundtvigs ord til jeres: 
 
Til et folk de alle høre
Som sig regne selv dertil
Har for modersmålet øre 
og for fædrelandet ild. 
 
Og til alle os, der har det rødbedefarvede pas. Når I møder de unge, så lad være med at tro at de er mere ens end vi andre er. Lad os bedømme dem på deres egne handlinger. Ikke deres forældres hjemland. Ikke deres søskende eller deres naboer. Gi’ dem en chance. Langt, langt, langt de fleste vil bare gerne ses i øjnene som ligeværdige medborgere. Og hver gang de tænder for deres TV, så hører de alt muligt andet. Det er vores valg.
 
Det er et valg. For det er det altid. For demokrati har aldrig handlet om at være ens eller blive ens, men derimod om at vi finder fælles løsninger fra forskellige udgangspunkter.
Det er det særligt danske. Ikke retten til at kalde andre udanske, men til i fællesskab at være danske i al vores mangfoldighed.
 
Men vi lever stadig mere opdelt. Splittede. Fordi det dyrkes. Og det skal vi ikke acceptere. Jeg elsker at møde mennesker som er anderledes end jeg selv. 
 
Jeg er i politik fordi jeg elsker at diskutere med mennesker, der er uenige med mig, og prøve om vi ikke alligevel kan finde løsninger. Men det kræver jo, at det er det vi vil. Finde fællesskab i forskellighed. 
 
Og derfor siger jeg også klart: man kan ikke vælge vores politik fra, men tælle vores mandater med. Vi er der hvor samarbejdet er bedst og indflydelsen er størst.
 
Jeg har glædet mig til at fejre grundlovsdag med jer. Det er en festdag. Jeg erkender at talen blev lidt af et stridsskrift. Men vi må aldrig blive magelige og tilbagelænede, når det handler om hvor samfundet er på vej hen. Vores frihed er resultatet af andres mod. Så må vi finde modet til at stå fast. Også når det blæser. 
 
Og vi kan ikke både lade folketingets flertal gøre indgreb i vores værdier. Sælge ud af vores grundlæggende principper. Og forblive det land vi er. 
 
Det er vores valg – og det afgør hvilket land, vi overlader til vores børn.
 
Glædelig grundlovsdag.
 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få seneste nyt om radikal politik