Kontanthjælpsloftet går ud over børnene | Radikale Venstre

Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode
Presse
Webshop

Kontanthjælpsloftet går ud over børnene

Det er børnene, der er de helt store ofre for kontanthjælpsloftets beskæringer - det kan vi simpelthen ikke byde dem som samfund.
Af Sofie Carsten Nielsen
 
Med den velstand, vi har i Danmark, kan vi på ingen måde være bekendt, at mange tusinde børn skal leve i fattigdom. 
 
Børns baggrund må ikke afgøre deres fremtid, men det kommer den til, når forældrene bliver ramt hårdt af kontanthjælpsloftet. Der kommer bogstavelig talt loft over vores børns fremtidsmuligheder, og det kan vi ikke være bekendt som samfund. 
 
Jeg har netop set første afsnit af TV 2-dokumentaren ’Ramt af loftet’.
 
Her ser man tydeligt, hvordan kontanthjælpsloftet har enorme psykiske og økonomiske konsekvenser for de berørte. Konsekvenser, som rammer hele familien. Det er ikke sjovt for en fireårig at opleve sin mor helt ulykkelig, fordi der ikke er flere penge på kontoen halvvejs inde i måneden. Og det er utrygt for et barn, når hans mor får kraftige udsving i sin bipolare lidelse på grund af stress over kontanthjælpsloftet. Beskæringerne rammer altså ikke bare mor og far på pengepungen, de sætter også sine spor i barndommen. 
 
Børns Vilkår advarede på det kraftigste imod kontanthjælpsloftet, fordi det ville bringe flere familier i fattigdom. Nu ser vi desværre, hvordan de fik ret. Kontanthjælpsloftet er målrettet voksne. Men de voksne er altså også forældre. Det virker som om, at regeringen, i sit forsøg på at motivere flere til at tage et arbejde, glemte alt om de 62.000 berørte børn. Når der ikke længere er råd til at gå til fritidsaktiviteter med kammeraterne, så sætter det dybe spor i en barnesjæl. Det bidrager heller ikke ligefrem til en tryg og stabil barndom, hvis man som barn må leve med en konstant usikkerhed på, om man kan blive boende i sit hjem. Dårligere vilkår for vores børn er et rent selvmål.
 
Det er for dumt ikke at give udsatte børn en ærlig chance for at få en god opvækst. Ikke at give dem mulighed for at komme til at leve det liv, de ønsker. Det kommer jo ikke nogen til gode. Så lad os bruge dokumentarens indblik i nogle af berørte familiers hverdag til at diskutere, om vi ikke nok kan gøre det bedre. I Radikale Venstre synes vi ikke, at kontanthjælpsloftet er holdbart – især ikke for vores børn. 
 
 
 
 
 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få seneste nyt om radikal politik