Lad os gøre Danmark større | Radikale Venstre

Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode
Presse
Webshop

Lad os gøre Danmark større

Radikale Venstre er rodfæstet i troen på det store i det enkelte menneske. Og på ambitionen om altid at gøre fællesskaberne større.
Brexit, Trump, terrorangreb i Belgien, grænsekontrol og de fortsatte flygtningestrømme mod Europas kyster præger vores erindringer om 2016 og skabte et billede af en verden i forandring. En verden, hvor flere lande lukker sig om sig selv, i stedet for at tro på og tage del i det internationale samarbejde. 
 
Som optimist tror jeg ikke på nytten af at fortrænge. Tværtimod er det vigtigere end nogensinde at turde gå ind i debatten og stå fast på, at verden forandrer sig til det bedre, når vi som mennesker og lande arbejder sammen og tør tro på, at det er i fællesskaberne, vi finder løsningerne. 
   
Og jeg tror ikke på, at de negative begivenheder i 2016 er dækkende for, hvordan verden udvikler sig. Fremtiden er noget, vi skaber. Og som politiske ledere skal tage ansvar for. Vi får den fremtid, vi fortjener. Er vi passive og lader stå til. Lukker vi os om selv. Ja, så bliver det vores børn, der skal leve med konsekvenserne.
 
Heldigvis ser vi nu noget, der ligner en afvisning af de populistiske vinde. Ved valget i Holland fik yderfløjene slet ikke den opbakning, de havde regnet med. Mens der var stor opbakning til de liberale partier, og en markant fremgang til vores socialliberale søsterparti, D66, der havde sat uddannelse og anti-populisme på dagsordenen. Ved det netop overståede tyske delstatsvalg i Saarland gik Angela Merkels parti frem. En leder, der tror på det europæiske samarbejde. Og som ikke er bange for at trodse en folkestemning, hvis den blæser den gale vej.
 
Og i Frankrig taler præsidentkandidaten Macron og hans bevægelse En Marche indtil videre med stor succes populismen og de etablerede systemer direkte imod. Macrons bevægelse har forkastet de røde og blå blokke og fokuserer alene på de løsninger, der kan skabe forbedringer for helt almindelige mennesker. Internationalt samarbejde, europæiske løsninger, uddannelse og grundlæggende reformer af økonomien bliver fremlagt uden skelen til populariteten i de enkelte forslag. 
 
Som radikal og socialliberal føler jeg mig forankret i ideen om, at ingen blå eller røde politiske blokke alene kan skabe løsninger, der bringer verden fremad.
 
Fremtiden kræver løsninger, hvor man tør se problemerne i øjnene, sådan som de er. Og løse dem med midler, som virker. 
 
For mange er økonomi blevet et spørgsmål, om det skal være rødt eller blåt. For mig skal en økonomi bare virke. Så vi har råd til at investere i mere uddannelse og i hjælp til de mest sårbare og udsatte mennesker. Så flere bliver selvforsørgende, fordi det skaber mere frihed.  
 
Internationalt samarbejde handler ikke om at være for eller imod. Men om at få samarbejdet om løsninger, der sikrer større velstand, og at flere får del i den. At vi sammen tager hånd om klimaet, og at flere får muligheden for at bestemme over eget liv. 
 
Men i Danmark kan det ikke blive småt nok. Senest har den såkaldte nødbremse, hvor man vil afvise selv uledsagede flygtningebørn ved grænsen, vist, at den spirende optimisme endnu har trange kår i Danmark. Det er derfor, vi siger: Gør Danmark Større. Fordi Radikale Venstre er rodfæstet i troen på det store i det enkelte menneske. Og på ambitionen om altid at gøre fællesskaberne større. 
 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få seneste nyt om radikal politik