Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode
Presse
Webshop

Landsmødetale 2018

Tale til Radikale Venstres landsmøde den 15. september 2018.
Det talte ord gælder.
 
Kære radikale.
 
Tak! Af hjertet tak.
 
For et år siden sad vi i denne sal og så frem mod et kommunal- og regionsrådsvalg. Et valg som alle kommentatorer var enige om, ville blive en katastrofe for os. Der var ikke den pil, der ikke pegede mod Radikale Venstres Waterloo. 
 
Men den, der lyves død, lever længe. Og mens andre spekulerede i chancen for vores overlevelse, samledes vi på gader og stræder. Dag efter dag. Uge efter uge. I samtale med de mennesker, som med rette forventer virkelige løsninger på virkelige problemer. Og da valget kom, løftede vælgerne os fra 63 til 88 mandater. Vi kom ind i 13 nye kommuner. Og det endda i områder, som var dømt radikal udørk af dem, der mener at vide, hvem vi er. Og hvem vælgerne er. Og hvad politik handler om. Men de tog fejl. Nok engang.
 
For den, der lyves død, lever længe. Og vi bør ikke være et øjeblik i tvivl om, at vi lykkedes, fordi vi med hvert vores næb sang med på den samme melodi. Fordi vi med hvert vores instrument spillede til den samme koncert. Fordi vi, som så mange gange før, rejste os i præcis det socialliberale fællesskab, som har andre menneskers muligheder på sinde. Vi gjorde det klart, at det ikke handler om os, men om det samfund, vi vil bringe frem.
 
Det var jer. Alle jer, der sidder her. Alle jer, der stod på en stemmeseddel. Jer, der var med på gaderne. Jer, der var med på de sociale medier. Eller i de traditionelle medier og i organisationen. Og jer i Radikal Ungdom. Alle jer, der fik valget til at lykkes og hver dag får den radikale sag til at leve. I fortjener en kæmpe, stor ærbødig tak for jeres indsats. Af hjertet tusind tak!
 
***
 
I 1930, da vi fyldte 25 år, havde navnkundige Ove Rode en kronik i Politiken. Heri stod blandt andet:
 
”Den, der lyves død, lever længe. Som bekendt kom det Radikale Venstre dødfødt til verden i 1905, og allerede aaret efter i valget 1906 afgik det atter ved døden. Det udaanede i 1910 og blev dræbt i 1920. Det kunne ikke overleve 1926, og atter nu forestaar den uafvendelige katastrofe.”
 
Rode skrev dette ét år efter, at vi indgik i regeringen Stauning-Munch. En regering, hvor vi kæmpede indædt skulder ved skulder i de følgende 10 år, og gennem reformer skabte en social forandring og mobilitet, som næppe er set siden. 
 
Vi stod fadder ved velfærdsstatens fødsel, og sammen med dén tids socialdemokrater skabte vi den mest stabile regering i 30’ernes Europa. Vi regerede os ud af en krise, som med rettidig omhu blev brugt til at reformere og omstrukturere samfundet. Så kun få havde for meget, og endnu færre for lidt. Og lige så vigtigt: Vi regerede gennem sammenhold frem for den splittelse, som man så i landene omkring os. Og det gentog vi i 60’erne. I 90’erne. Og igen for nylig, da den værste økonomiske krise siden trediverne hjemsøgte Europa. 
 
Når der har været brug for nogen til at tage ansvar, har vi altid stået parat. Gerne sammen med andre. Sådan har det været siden 1905, og sådan vil det fortsætte med at være. 
 
For det er vores styrke. At vi altid har turdet. At vi altid har samarbejdet. At vi ikke har ladet os besnære af kustoder, som kun ville bevare glansbilleder fra en svunden tid. Vi har derimod uhildet skabt forandring, der gav bedre vilkår for gode liv og drev samfundet fremad. Fra det værre til det bedre.
 
***
 
Alligevel bliver vi meldt ude igen i dag. Vi kaldes naive og på månen. Ude af trit med befolkningen. Og vi siges at have åbenbare problemer med at tælle til 90. Hvis vi fulgte kommentatorernes rådgivning, skulle vi smøre vores holdninger tyndt ud på et politisk markedsbræt. Og på den måde at ramme flere vælgere eller tækkes den ene eller den anden statsministerkandidat.
 
Men sagde Hørup ikke netop, at vi skulle dele os efter anskuelse? Foreslog han os nogensinde at dele os efter markedsandele?
 
Det, de glemmer, alle disse kommentatorer. Det er, at Radikale Venstre har over hundrede års historie for at søge og skabe kompromisser. Mens vi samtidig står fast på vores værdier og principper. De glemmer, at vi altid søger indflydelsen, men insisterer på at få politikken med. Vi skal gerne være pragmatiske, men retningen skal være rigtig og kompasset skal være i orden. 
 
Tag ikke fejl. Vi sidder ikke med stålsatte øjne og klamrer os til et ultimatum. Vi har givet et løfte til befolkningen om, at vi vil en ny retning for Danmark. At det ikke handler om at skifte mellem blokke. Men tværtimod om at skifte de to gamle fastlåste blokke ud med en ny retning. En retning, som med frisindet, retsindet og storsindet i ryggen går mod et grønnere, friere og stærkere Danmark. Det er vores løfte. På det står vi fast.
 
Stilstand og knapsind kan aldrig blive radikal politik. Og vil andre bedrive politik på det grundlag, så må de tælle, men tælle uden os. 
 
For mange flere i Danmark vil vores vej. Denne ’nødvendighedens parlamentarik’ vil blive gjort til skamme. Og når stemmerne er talt op, vil vi alle se nye muligheder.
 
***
 
For den, der lyves død, lever længe. Og kære radikale: Vi lever! Vi lever i bedste velgående. Og vi kommer til at leve længe. For aldrig har der været mere brug for de principper og den politik, vi stolt kan kalde vores. Vi er simpelthen nødt til at være her. 
 
Vi har før set frygtens politik få greb i befolkningen, og set frihedsrettighederne blive en luksus for de udvalgte. Og vi har før mødt en side af mennesket, vi ikke vil bryde os om at møde igen. I de situationer er det ikke vores opgave at være passive og blot lade os føre med strømmen. Vi skal stå fast og sige fra. For Radikale Venstre står rank på den enkle, men kraftfulde holdning, at frihedsrettigheder gælder for alle mennesker. Hver og én. 
 
Dét er vores inderste DNA. Og derfor slipper vi ikke friheden og rummeligheden. Og slet ikke på de svære dage. Tværtimod. Netop på disse dage er vi allermest insisterende. Og irriterende. Især for dem, der bare vil konservere verden og balsamere Danmark. 
 
Det er os, der er nødt til at sikre, at vi kan give en beboelig klode videre til dem, der følger efter os. Vores generation – og vores forældres generation har ansvaret for den klimakatastrofe, som vores børn og børnebørn kommer til at betale prisen for. Vil vi virkelig være det bekendt? 
 
Det er os, der er nødt til at arbejde for at få skolen på fode igen. Så alle børn kommer glade hjem, og ingen børn kommer ud af skolen uden livsmod og livsduelighed. Så de tværtimod glæder sig til at til at opdage verden og mestre livet. Så vi får uddannelser, hvor ungdommen får indsigt og udsyn til at tage tilværelsen på sig – og værktøjer til at skabe en på alle mulige måder bæredygtig fremtid.
 
Det er os, der er nødt til at være der for dem, der gerne vil, men ikke kan selv. Radikale Venstre skal være garanten for, at der altid er en fremstrakt hånd til den, der er faldet og skal have hjælp til at rejse sig igen. For i Danmark behøver ingen leve i nød. Ingen skal tvinges ud af fællesskabet. Uanset hvem de er. Uanset hvor de kommer fra.  
 
Og mens de andre tæller stramninger og diskuterer, om håndtryk er en del af danskheden, skal vi skabe løsninger, der bekæmper isolation, arbejdsløshed og social kontrol.
 
Og undskyld jeg bliver lidt højttravende – for I ved jo, at sådan er jeg slet ikke…: Men vi er nødt til at kæmpe oplysningens sag. Født i og af den franske revolution, det moderne gennembrud og den socialliberale politiske tænkning ved vi, at viden og demokrati hænger sammen. At kæmpe for begge dele er vores intellektuelle arv og forpligtelse. Og det er det, der igen er kommet på spil.
 
Som Radikale skal vi stå last og brast med det oplyste frie samfund og dets vigtige institutioner.
 
***
 
I sommer ramte tørken Europa. Og de svenske skove brændte. Og Danmark sendte 200 brandmænd op til brødrefolket for at bekæmpe flammernes hærgen.
 
En af disse var Noura Al-Ameri. Da hun kom hjem til Danmark med den allersidste gruppe, sagde hun i TV-avisen:
 
“Bare det, at man kan gøre en lille ting, også selvom nogle dage har været stille og rolige, så føler man alligevel, at bare det, at jeg er her, det gør en forskel. Bare det at kunne hjælpe sit naboland. Det har været helt fantastisk.”
 
Denne unge kvinde tæller med blandt alle de brandmænd, som helt konkret bekæmpede følgerne af klimaforandringerne. Med afsæt i de færdigheder, hun har fået på en uddannelse i Danmark. Med et selvværd, retsind og storsind rundet af den danske skoletradition var hun med i et forpligtende samarbejde henover vore landes grænser.
 
Jeg er stolt over at dele nation med Noura. Hun er en del af løsningen på vores tids udfordringer. 
 
Men dem, der vil ride på frygten, tæller hende som problemet. For hun er efterkommer. Og når de fremskriver antallet af efterkommere, tæller de hendes børn og børnebørn med. Fuldstændig uanfægtet af, at hun står for netop det, vi kender som vores lands og vores histories styrke og kendetegn.
 
Vi står med to valg foran os. Et dansk og et europæisk. Men de handler om den samme fremtid og den samme virkelighed. Og vi skal vinde begge valg.
 
Vi skal vinde dem for Nouras skyld. Og vi skal vinde dem for vores børns skyld.
 
Det skylder vi dem, der vil slukke brande. Også når det ikke brænder i deres egen baghave. 
 
Det skylder vi dem, der ser bekymret til, mens populismen skyller ind over Europa. Mens splittelsens faneførere sætter skel mellem mennesker.
 
Det skylder vi de børn, der ikke som i min generations barndom er bange for atomkrig, men derimod for klimaforandringerne, og som nede i Brugsen spørger deres forældre, om ikke godt vi kan droppe kødet i dag.
 
Vi skal vinde de valg for et Danmark, der på alle mulige og gode måder er større. Og som ikke handler eller tænker småt. Et Danmark, der er grønnere, friere og stærkere. Et Danmark, som kommer ud af sit dødvande, og tør tage fat om de problemer, som almindelige mennesker møder i deres hverdag. 
 
Et Danmark, som står midt i Europa og midt i verden. Med selvtillid og mod på det hele. Et Danmark, der vil være sin historie bevidst og sin fremtid bekendt.
 
Og vi skal vinde ved igen at gå til valg skulder ved skulder. Ved igen at spille hinanden gode. Ved at synge med hvert vores næb på den samme melodi. Ved at bidrage til den samme koncert med hvert vores instrument. 
 
Som så mange gange før skal vi rejse os i præcis det socialliberale fællesskab, som har andre menneskers muligheder på sinde. Fordi, det ikke handler om os, men om det samfund, vi vil være med til at bringe frem.
 
Så lad os vise verden, at vi er Radikale Venstre – Danmarks socialliberale parti. Danmarks grønne samvittighed. 
 
Lad os komme i gang – eller – som man siger på fransk: En marché!
 
***
 
En afsluttende note.
 
Vi mistede for en måned siden en litterær centralnerve. En digter, som med sine ord satte os i forbindelse med hinanden. Med andre folkeslag. Med naturen omkring os. Benny Andersen gav os et fælles landkort – og for blot fire år siden gav vi ham Marianne-Prisen. I får fire linjer fra hans hånd:
 
Man leder efter et ord / og finder et sprog
 
Man kysser en mund / og blir gift med et folk
 
Man graver i haven / og støder på en planet
 
Man ser forundret op / og man er forår.
 
Vi har alle oplevet, at verden er blevet større, når vi har forbundet os på ny. At verden bliver til virkelighed, mens vi lever.
 
Det må vi aldrig blive bange for. Vi må aldrig vende ryggen til, når nye horisonter viser sig. Vi skal kunne og turde møde verden med tillid.
 
At være radikal handler om at give plads til både det nære og det fjerne. Om at skabe mulighed for alle og en støttende hånd til dem, der har behov. Det handler om at skabe rum for, at verden kan gribes. Og begribes.
 
Og hvis man kan det. Gribe verden og lade den åbne sig. Så er det, at underet sker: Man spirer, man vokser, man bliver modtagelig. Eller som Benny Andersen siger: Man bliver forår.
 
Og lad det være vores løfte til mørkemænd og efteråret i dansk politik: Radikale Venstre vil leve længe, og så længe vi lever, er der grobund for forår.
 
Rigtig godt landsmøde.
 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få seneste nyt om radikal politik