Menneskerettighedskonventionen ud af dansk lov | Radikale Venstre

Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode
Presse
Webshop

Menneskerettighedskonventionen ud af dansk lov

Er det virkelig dét, Danmark skal være imod: en forpligtelse til at respektere menneskerettigheder, forbud mod tortur og slaveri, ret til frihed og sikkerhed, retfærdig rettergang?
Af Morten Helveg Petersen
 
B 22. Husk navnet. For det er en helt særlig milepæl i nyere dansk historie. Det er nummeret på et forslag til en folketingsbeslutning fra Dansk Folkeparti. Med forslaget vil folkepartisterne have skrevet den europæiske menneskerettighedskonvention ud af dansk lov.
 
Det er underskrevet af Martin Henriksen, Kristian Thulesen Dahl, Søren Espersen, Marie Krarup, Christian Langballe, Morten Marinus, Peter Kofod Poulsen og Peter Skaarup.
 
Er det virkelig dét, Danmark skal være imod: en forpligtelse til at respektere menneskerettigheder, forbud mod tortur og slaveri, ret til frihed og sikkerhed, retfærdig rettergang?
 
Og hvad med ytringsfriheden? Den selvsamme ytringsfrihed som Dansk Folkeparti hver dag udnytter til fulde.
 
Dansk Folkeparti skriver i begrundelsen for deres beslutningsforslag:
 
”Konventioner handler om at beskytte mennesker. I konventionernes tidlige start manglede verdensordenen nogle retningslinjer, som landene kunne sigte efter. Disse retningslinjer er til rigelighed implementeret i danskernes bevidsthed, og netop derfor er det tid til at tage et opgør med konventionerne – ikke for at forringe menneskers rettigheder, men for at sikre, at der bliver spillet efter rimelige regler for alle, og så Folketinget kan føre den politik, danskerne ønsker”.
 
Vi er os selv nok
Disse retningslinjer hverken kan eller skal tages for givne. Det er aldeles historieløst. Og uden skelen til at netop fælles regler i et internationalt retssamfund kommer ikke mindst små stater til gode og gavn.
 
Alternativt er det den store dreng, der tæsker den lille i skolegården som udenrigspolitikken er og har været fyldt af i århundreder.
 
Hvad forestiller Dansk Folkeparti sig hvis andre nærtstående lande gjorde det samme? Hvis hvert land på kloden argumenterede på tilsvarende vis? Jeg er sikker på at Putin er med på den. Og Trump formentlig også hvis beslutningsforslaget kan koges ned til Twitters 140 tegn.
 
Det er jo netop fraværet af fælles rettigheder, der giver os problemer.
 
Omvendt ligger styrken netop i, at vi i Europa har kunnet udforme og enes om den europæiske menneskerettighedskonvention.
 
Alt det er Dansk Folkeparti klar til at skylle ud med badevandet. Synd, trist – og aldeles uden fornemmelse for historien. Forkælet, egoistisk og “vi-er-os-selv-nok”. Med andre ord DF-Classic.
 
I øvrigt har det jo vist sig i en række profilerede sager, at det er danske domstole, der ikke udnytter strafferammerne fuldt ud. Det har ikke noget med menneskerettighedskonventionen men dansk retspraksis at gøre.
 
Serieforbrydere og gangstere skal straffes hårdt. Jeg ved ikke noget værre. Men at skrive menneskerettighedskonventionen ud af dansk lov er historieløst og mangel på viden og respekt om vigtigheden af fælles, grundlæggende rettigheder.
 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få seneste nyt om radikal politik