Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode
Presse
Webshop

Middelhavet. Når ord ikke rækker

Vi kan ikke sidde passive, mens katastrofen fortsætter og måske endda vokser. Vi må insistere på, at der skal fuld turbo på alle løsningsspor. Her og nu må der findes en løsning fra europæisk side, så mennesker ikke dør på vej hen over Middelhavet.
Af gruppeformand Camilla Hersom
 
Vi bliver igen konfronteret med verdens konflikter og vores egen utilstrækkelighed i de beretninger om flygtninge, der tager den livsfarlige tur over Middelhavet i faldefærdige, overbefolkede både i håbet om at opnå asyl i Europa. Antallet af flygtninge, der er druknet i Middelhavet i år er mere end ti-doblet sammenlignet med antallet af døde på samme tidspunkt sidste år. Det antages, at 1 million mennesker er samlet ved Nordafrikas kyst parat til at tage turen ud i det uvisse, når lejligheden byder sig. 
 
Den krig, nød og elendighed, der tvinger mennesker til at forlade alt, sælge alt og sætte livet på spil for at komme fra deres oprindelsesland, gennem ørken eller over bjerge og siden på en dødsrute over Middelhavet, kan man ikke forestille sig. Vi kan læse om grufulde enkeltskæbner i aviserne, men at forstå desperationen til bunds, tror jeg er ude over de flestes forestillingsvene. Den kan man til gengæld få en fornemmelse af, når man taler med mennesker, der selv har en flygtningebaggrund. Også selvom de ikke nødvendigvis er flygtet over Middelhavet. Hver eneste skæbne er en menneskelig tragedie. Vores håndtering vil være skæbnesvanger for vores civilisation og svaret på, hvad medmenneskelighed er. Hvem er vi, hvis vi ikke hjælper? 
 
Vi kan ikke sidde passive, mens katastrofen fortsætter og måske endda vokser. Vi må insistere på, at der skal fuld turbo på alle løsningsspor. Her og nu må der findes en løsning fra europæisk side, så mennesker ikke dør på vej hen over Middelhavet. Vi må forhindre, at den skruppelløse menneskesmugling fortsætter. Der må sikres en bedre fordeling af flygtninge på tværs af lande i Europa. Og endeligt skal der langt mere involvering til i de konfliktramte stater i form af katastrofebistand og langsigtet udviklingshjælp, fredsmægling og kapacitetsopbygning af stater. 
 
Politisk må første skridt være at få stoppet konflikterne og sikre, at flygtninge ikke længere dør på vejen. På længere sigt er svaret at skabe varig fremgang gennem udviklingspolitik, handelspolitik og klimapolitik. 
 
Ikke at nogle af løsningerne er nemme. I hver eneste spor gemmer der sig svære dilemmaer om, hvor meget vi er villige til at investere i, at andre lande kan komme på fode igen. Ikke blot økonomisk. Men politisk, herunder også militært. Hvor langt skal vi gå? Hvilke midler er vi parate til at tage i anvendelse? Hvor mange flygtninge skal og kan Europa og Danmark tage? Hvordan etableres der en rimelig en ansvarsfordeling mellem Europa og resten af den rige verden, herunder ikke mindst de olierige golfstater, der for nuværende slet ikke løfter deres del, men tværtimod er aktivt involveret i de verserende konflikter? 
 
Radikale venstres politik er at arbejde for bedre vilkår for flygtninge, højere udviklingsbistand, og vi ønsker en fælles EU-asylpolitik, selvom der ikke er opbakning til det i Folketinget. Vi kan bidrage mere - og vi skal bidrage mere. 
 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få seneste nyt om radikal politik