Mindeord | Radikale Venstre

Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode
Presse
Webshop

Mindeord

Tale ved mindehøjtidelighed for Niels Helveg Petersen.
Et liv består af en serie af øjeblikke. Store øjeblikke, som skaber minder, der fortæller om hvad vi udrettede. Små øjeblikke som vi husker, fordi de fortæller, hvem vi var.
 
En bisættelse er det sidste af sådanne øjeblikke. Herefter har vi kun minderne. Om de store øjeblikke og om de små.
 
Når vi skal male portrættet af Niels' liv må vi have fat i den brede pensel og de dybe farver. Fordi de mindeværdige øjeblikke fra 50 år i dansk politik er så mange. Så markante. Øjeblikke der har skabt en bestemt fortælling om det parti han i årtier var synonym med. Øjeblikke som har skabt Danmarkshistorie. Øjeblikke, der var ja en del af verdenshistorien.
 
Øjeblikke som har betydet noget. For ham. For os. For mange mange andre.
 
Men vi må male med lette strøg for at få Niels' natur frem. Alvorlig i sin gerning. Livsnydende i sit væsen. Humoren som sin livsledsager – altid smittende. Ofte spiddende. Aldrig kedeligt.
 
Så hvor skal vi starte  - hvilke øjeblikke skal vi vælge?
 
Ja, tja bum, bum, bum…. 
 
One of those moments. Fem små enstavelsesord, som på mange måde beskrev en epoke. Ikonisk for sin tid. Så lidt sagt – så utrolig meget usagt. Det er så Nielsk, at det er svært at forstå, at han i virkeligheden blev fanget på det forkerte ben. Men øjeblikket står, den dag i dag. 
 
Mange har betonet hans rolle som kongemager. Men for Niels var det politikken, der var konge.
 
Han sagde nej til Ankers frieri, fordi han ikke ville gennemføre den tiltrængte økonomiske genopretning. Det skabte grobund for Schlüters regeringer. Og til sidst for Radikale Venstres indtræden med Niels som Økonominister. Og stolt var øjeblikket, da betalingsbalancen gik i plus. 
 
Det gjorde meningsmålingerne ikke, men den økonomiske ansvarlighed. Troværdighedens fundament var støbt. Og med 90’ernes reformregering blev det en del af vort særkende.
 
Men Niels’ popularitet var aldrig større end da han som Udenrigsminister i Nyrup og Jelved–regeringerne blev nationens ansigt til verden. I en afspændingstid, hvor grundlaget for EU’s udvidelse blev lagt med Københavnerkriterierne, der også i dag stiller de demokratiske grundvilkår op for EU-medlemskab. Og i en tid, hvor borgerkrigen i det opløste Jugoslavien med den brutale etniske udrensning førte til humanitær intervention. Beslutninger som prægede sin samtid på hver deres måde. Og blev epokegørende for Danmark og Europa.
 
Men som radikal var de mere end det. Niels ukuelige tro på at et lille land må søge samarbejde og allierede er så gammel som partiet selv. Fra P. Munchs kamp for Folkeforbundet til det verdenssamfund som efter 2. verdenskrig blev tegnet op med FN, Europarådet, Menneskerettighedsdomstolen og EU. 
 
Men Niels gjorde det nutidigt. Med sin velkendte pragmatisme, forstod han at aktivere principperne, så de kunne virke i virkeligheden. Vi blev igen europæerne i dansk politik. Vi insisterede på at være en del af verdenssamfundet – også når det krævede ofre af os. Også når den nationale interesse var mere principiel end konkret. Det var internationalisme i en form, som kunne bære os ind i et nyt årtusinde. 
 
Endelig må vi opholde os ved hans passion for folkestyret.
 
Han drømte om at revidere grundloven, så den kunne læses af alle og hver mand. Så vidt kom det ikke, trods det at han formuleret sit eget bud, der stadig tjener som partiets forslag og vel det eneste reelle politiske gennemarbejdede bud.
 
Det siger meget om Niels, at han i folketingssamlingen 2005/06 af alle i ledtog med Svend Auken, fremsatte forslag om at ledsage Fogh-regeringens ændring af tronfølgeloven med en ændring af paragraf to, så styreformen fremfor indskrænket-monarkisk, blev til: ”Danmark er en selvstændig stat, hvis styreform bygger på folkestyre og retssikkerhed”. Fordi ingen af delene faktisk fremgår af grundloven, men må udledes. En alvorlig sag, som desværre faldt.
 
Niels var til det talte ord. Den demokratiske samtale, som den føres mellem åndelige giganter i folkestyrets hellige haller. Relationerne. Hans smagte på og anerkendte det gode argument. Han elskede analysen. Og det at dele den. 
Efterhånden som papirdyngerne på gruppemøderne voksede, kaldte han os ”Skriftligt folkeparti” – så vidste vi ligesom hvad han mente om det. 
 
Det gjorde vi også om spindoktorerne. Og dem kunne han ikke lide. Som han sagde: ”En dygtig minister har ikke brug for en spindoktor. Og en dårlig har ingen hjælp af én”. Niels kunne lide politikere der tænkte selv og turde selv. 
Hans venner på tennisbanen kaldte ham Dræbersneglen. Og det var så rammende, at han selv bragte det med ind til os på Christiansborg. Det var så rammende. Men et sjovt udtryk fordi han jo i virkeligheden var så utålmodig. Han hadede at stå i kø. Han fortalte mig engang, hvordan køen til en buffet var faldet ham lang – og da han så fornemmede at manden foran, ved synet af Niels, trak luft ind for at gøre den klassiske morsomhed om radikale ved buffeten, hvæsede Niels: ”Du gør det ikke”…
 
Et relæ, Niels måske ikke altid havde. Da vi foranstaltede et interview med tre tidligere partiledere og undertegnede i anledningen af partiets 110 års jubilæum, blev jeg spurgt til mit kendetegn, flankeret som jeg var af kongemageren, håndtasken og jernnæven. Jeg svarede lidt febrilsk at Margrethe havde fremhævet elefantens positiv træk ved vores ministeroverdragelse og givet mig en af hendes verdensberømte hjemmegjorte strikkede udgaver af dette store, stærke, kloge dyr. Jeg synes det lød godt indtil Niels sådan lidt spørgende sagde: strikelefanten? Til stor morskab – også for læserne vil jeg tro, da episoden naturligvis kom med i spalterne.
 
Humoren i situationen kunne ikke holdes nede. Ingen gik fri heller ikke ham selv. Han underholdte mere end en gang om Aase Olesen, som efter en holmgang i den radikale gruppe var blevet spurgt om hun da ikke kunne sige noget pænt om Niels og svarede: ”Han klær sig varmt på”.
 
Den der forstod ikke at forveksle Niels’ evne til at se humoren i enhver situation med en manglende alvorlighed – forstod Niels. Den der ikke gjorde, tog så grueligt fejl og slog sig på ham.
 
Jo, øjeblikkene står i kø, når vi taler om Niels. Fordi hans liv betød noget. For jer der er hans familie. For os som er radikale. Og for mennesker på tværs af holdninger, partiskel og landegrænser, som han mødte af en ægte interesse for at skabe noget. Flytte noget. Sagen først. Sagen størst. 
 
Han kunne få tårerne til at trille med sin morskab. I dag triller tårerne for ham. Fordi han allerede er savnet. Fordi at sorg er den største ære, kærlighed kan få.
 
Æret være dit minde, du gode kæmpe.
 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få seneste nyt om radikal politik