Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode
Presse
Webshop

Mint, Kateryna og Aphinya er ikke uønskede i mit Danmark

Lad os give de danskere, der rejser til udlandet og forelsker sig, ret til at bo i deres hjemland sammen med dem de elsker.
Mint på 13 år og hendes mor sidder i Bangkok, mens lillebror og papfar savner dem i Danmark. Kateryna på 15 år er tilbage i Ukraine, mens hendes mor og papfar sidder tilbage på Fyn og ikke aner deres levende råd. Aphinya på 13 år bor nu i Flensborg med sin mor fra Thailand og sin papfar, som er dansk statsborger. Fælles for de tre piger er, at de er uønskede i Danmark.
 
Ulykkelige historier om sager som disse, hvor børn er blevet udvist af Danmark og afskåret fra at leve her med deres familier, gør mig så umådeligt vred og ked af det. Byer på den anden side af den danske grænse bliver hjem for kærlighedsflygtninge, fordi mit land ikke vil huse dem. Og danske familier bliver splittede, fordi deres børn er uønskede her. Mint, Kateryna og Aphinya er vel og mærket ikke blevet udvist fra Danmark, fordi de har gjort noget ulovligt. De er ikke kriminelle, og deres forælder har fået lov til at være her. De ligger ikke samfundet til last. Udlændingestyrelsen vurderer blot, at børnene ikke er såkaldt integrationsegnede, og derfor er de uønskede. Sådan er loven.
 
Det er en grotesk besked at få. Og jeg forstår godt, hvis den første tanke, der stryger gennem familiernes hoveder, er, at der må være sket en fejl. Vi taler om piger, som på kort tid har lært dansk, og som plejede at gå i den lokale folkeskole. Vi taler om børn, der indgår i en dansk familie, som allerede har formået at leve op til de i forvejen strenge krav, der er til at kunne få familiesammenføring i Danmark. Hvad ligner det, at de ikke må være her?
 
Årsagen til, at vi ser denne slags sager, er en lov, som regeringen vedtog med opbakning fra S og DF tilbage i 2016. Den blev hastebehandlet, så børn ned til 8 år nu uanset hvor hurtigt, de kommer hertil, skal integrationsvurderes for at få lov til at bo i Danmark med deres mor eller far. Konsekvenserne af den er noget af det mest tåbelige, jeg længe har været vidne til. Virkeligheden taler simpelthen imod de gældende regler. Siden loven blev en realitet, har vi set en række ulykkelige sager, hvor børn er blevet udvist og afskåret fra at leve i Danmark med deres familie. Mint, Kateryna og Aphinya er ikke de eneste.
 
I virkelighedens verden betyder den lov, at danskere ikke kan bo i deres fædreland med dem, de elsker. At børn kommer til at spille hovedrollen i et fuldstændigt unødvendigt drama. Det bør være et grundlæggende princip, at børn har ret til at bo sammen med deres forældre, når det er for barnets bedste. Hvis man giver far eller mor opholdstilladelse, må man også give deres mindreårige datter eller søn lov til at være her.
 
I mit Danmark er hverken Mint, Kateryna eller Aphinya uønskede. I mit Danmark tager vi imod de børn med åbne arme, når deres forældre allerede har fået lov at bo her. Radikale Venstre vil droppe kravet om, at børn skal integrationsvurderes. Lad os give de danskere, der rejser til udlandet og forelsker sig, ret til at bo i deres hjemland sammen med dem de elsker. Som en familie. Hvis mor eller far må være her, kan jeg ikke se, hvorfor vi nægter børnene adgang. Jeg køber simpelthen ikke argumentet om, at sådan er loven.
 
Så lad os lave loven om, hvis det er den, der står i vejen for, at Mints, Katerynas og Aphinyas familier kan leve sammen i Danmark.
 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få seneste nyt om radikal politik