Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode
Presse
Webshop

Nyt formandskab for Radikale Venstres landsforbund

Radikale Venstres landsforbund har fået nyt formandskab.

To kandidater stillede op til posten som landsformand og to til posten som næstformand. Efter afstemning på partiets landsmøde står det nu klart, at Svend Thorhauge bliver partiets nye landsformand, og efterfølger Klaus Frandsen, som takker af efter seks år på posten. Vivian Heinola er valgt som næstformand.

Svend Thorhauge glæder sig over sin nye rolle som landsformand for Radikale Venstre.

”Jeg er rigtig, rigtig glad for den tillid, medlemmerne har vist mig. Og jeg ser frem til det store fælles arbejde med at styrke det radikale landsforbund og ruste partiet til at tage regeringsansvar igen. Min største opgave som landsformand bliver at være en samlende person, som bidrager til at sætte en retning, som hele partiet kan se sig selv i”, siger han og uddyber, hvordan han ser sig selv på sin nye post:

”Udadtil vil man komme til at kende mig som en landsformand med et stærkt socialt sindelag og solid forankring i uddannelsesmiljøerne, indadtil som ham, der lytter bredt, konkluderer samlende og sikrer et samarbejde om den fælles retning”.

Den nye landsformand er overbevist om, at en skærpelse af den radikale organisation er fundamentet for at styrke den radikale sag. Han vil derfor trække på al sin erfaring med organisationsudvikling og sit store kendskab til partiet, når han fremover skal stå i spidsen for landsforbundet.

Også den nyvalgte næstformand, Vivian Heinola, ser frem til sin nye rolle i partiet. Hun har tidligere været næstformand for Radikal Ungdom og formand for Hovedstadens Radikale Venstre. Hun ser frem til at komme i gang med arbejdet som næstformand, hvor hun vil arbejde for at samle partiet endnu mere og engagere medlemmerne, fortæller hun.

***

Svend Thorhauge (1971) er tidligere højskoleforstander, kulturnatsleder og teaterproducent. I dag er han leder af Akademiet for Talentfulde Unge i Region Midt. Ved siden af underviser han i retssociologi på Aarhus Universitet, hvor han også har studeret teologi og taget en kandidatgrad i statskundskab. Svend Thorhauge har erfaring med bestyrelsesarbejde gennem sine tidligere og nuværende bestyrelses- og formandsposter på bl.a. Roskilde Festival Højskole, Ikast-Brande Gymnasium og i Sammenslutningen af Boliginteressantskaber og Andelsforeninger.

Svend Thorhauge meldte sig ind i Radikale Venstre i 1997 og blev kort efter valgt til den lokale bestyrelse i Aarhus og det tidligere Aarhus Amt. I dag er han medlem af hovedbestyrelsen i partiet og af styregruppen for uddannelse og forskning. Han stillede i 2013 op til regionsrådsvalget i Region Midtjylland og i 2015 som folketingskandidat i Østjyllands storkreds.

Vivian Heinola (1982) er psykolog i Region Hovedstadens Psykiatri og uddannet i psykologi på Københavns Universitet i 2011. Hun meldte sig ind i RU i 2001, hvor hun også blev næstformand, og har også været generalsekretær for Nordens Liberale og Radikale Ungdomsforbund. Senere meldte hun sig ind i Radikale Venstre, hvor hun har været formand for Radikale Venstre i hovedstaden. I 2013 stillede hun op til regionsrådsvalget som kandidat for partiet og er nu suppleant i Region Hovedstaden. 

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få seneste nyt om radikal politik