Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode
Presse
Webshop

Optimismen er tilbage

Folketingsåret 2013/2014 er ved at være slut. Det har været et år fyldt med markante radikale resultater. Radikale Venstres gruppeformand Christian Friis Bach ser her tilbage på året, der er gået, og giver sit bud på, hvad der kommer til at præge næste folketingsår.
Af Jesper Boe Jensen
 
 
Bæredygtighed. Det er et ord, som går igen, når man beder Radikale Venstres gruppeformand Christian Friis Bach om at se tilbage på det folketingsår, der er gået, og den lange liste af markante radikale sejre, der er blevet opnået:
 
”Det er det, der gør denne regering så anderledes end det borgerlige alternativ. At vi leverer på alle tre dimensioner af bæredygtigheden: økonomien, miljøet og den sociale indsats. Det er noget, som går igen i alle de store, solide reformer, vi har gennemført i løbet af året: vækstpakken, beskæftigelsesreform, psykiatrihandlingsplan, den grønne investeringsfond. Det synes jeg, vi som radikale kan være meget stolte af.” 
 
Udover de store, omfattende reformer mener gruppeformanden også, det er vigtigt at tage sig tid til at flage for de mere værdipolitiske sejre:   
 
”Denne regering har stået for nogle afgørende værdipolitiske milepæle i løbet af det forgangne folketingsår: styrkelse af flygtningebørns rettigheder, dobbelt statsborgerskab, juridisk kønsskifte, indførsel af en fattigdomsgrænse. Værdimæssigt er det vigtige resultater, med klare, radikale fingeraftryk.”
 
Vi samarbejder med dem, der vil
Ifølge Christian Friis Bach er et fællestræk for de fleste af de mange radikale sejre, det er blevet til i årets løb, det brede samarbejde, der ligger bag dem: 
 
”Jeg oplever, at der har været en forståelse på begge sider af folketingssalen om, at det har været nødvendigt at se bort fra de mange person- og enkeltsager, der har optaget pressen. I stedet har vi sat os ned, lavet vores arbejde og skabt nogle ordentlige, politiske resultater sammen.”
 
Men det gode samarbejde gør sig ikke kun gældende mellem de politiske fløje. Det er også værd at fremhæve de gode relationer internt i regeringen, mener Christian Friis Bach: 
 
”Statsministeren og Socialdemokraterne har vist ekstrem stor ansvarlighed og handlingsvilje gennem året,” siger gruppeformanden og tilføjer: ”Selvfølgelig betyder det også noget, at vi har fået en mindre regering, der nu kun består af to partier og derfor måske kan være mere smidig end tidligere. Men det kan mærkes, at den gamle SR-akse er tilbage, at den lever og fungerer.” 
 
Radikalt hjerteblod
Listen over de radikale sejre, der er blevet opnået siden Folketingets åbning i oktober sidste år, er lang. Meget lang. Adskillige tætpakkede sider er det blevet til foreløbigt. Christian Friis Bach er glad og stolt over dem alle sammen. Men alligevel er der én, han gerne vil fremhæve. Erhvervsskolereformen. En reform han betegner som radikalt hjerteblod men som dog blev lidt overset, da den blev præsenteret i februar: 
 
”Erhvervsskolereformen er noget, der gør mig glad helt ind i min radikale rygrad,” griner formanden. ”Med den reform sender vi et kraftigt signal om, at uddannelserne er ligestillede. Der skal ikke være forskel på folk, bare fordi nogen vælger at uddanne sig som tømrer frem for astrofysiker. Alle skal have lige muligheder for at få en uddannelse, uanset hvilken baggrund man har. Og så er det jo afgørende for Danmarks fremtid og vores konkurrencekraft, at vi bliver ved med at have nogle af de bedste håndværkere i verden.”   
 
Gryende optimisme 
Det er dog ikke kun i Folketinget, at perioden fra oktober 2013 til juni 2014 er glædelig at se tilbage på. Også uden for Borgens murer liner de glædelig resultater sig op stribe: ledigheden falder, væksten spirer, og forbrugertilliden er på vej tilbage. 
 
”Der er en gryende optimisme i samfundet, og det er ikke kun noget, du kan se og læse i tal og statistikker. Det er også noget, vi hører, når jeg og de øvrige radikale MF’ere er ude at snakke med virksomheder, iværksættere og organisationer: nu begynder det at vende, nu går det fremad. Vi har haft en lang periode med en barsk, økonomisk krise, hvor vi har måttet bide tænderne sammen. Men nu begynder vi at kunne puste ud og trække vejret lidt lettere.” 
 
Men samfundsudviklingen giver dog også grund til bekymring, formaner den radikale formand. For flere og flere røster i debatten kalder på et Danmark, der vender verden ryggen. Noget der især kom til udtryk ved Europa-Parlamentsvalget i maj, mener Christian Friis Bach: 
 
”Vi har oplevet, at der desværre er en tendens til, at vi begynder at vende os indad og lukke os mod resten af verden. Det er måske en naturlig reaktion efter sådan en lang periode med krise og tilbagegang. Men nu er det vigtigt, at vi som radikale står fast og er dem, der siger, at det netop er åbenhed og internationalt samarbejde, der skal få os helt ud af krisen. Vi skal blive ved med at være det parti, der mere end noget andet siger, at hvis Danmark skal klare sig i den globale konkurrence og bidrage til at løse verdens store problemer, så kræver det internationalt samarbejde og engagement. Der har radikale været en klar og afgørende stemme i debatten, og det skal vi vedblive med at være.”
 
Klar til valgkamp
Gruppeformanden, den radikale folketingsgruppe og det øvrige Christiansborg gør sig nu så småt klar til at gå på sommerferie. Selve det lovgivende arbejde starter først for alvor op igen, når Folketinget traditionen tro åbner første tirsdag i oktober. Til den tid vil der være ét altoverskyggende tema, der kommer til at dominere den politiske debat, spår Christian Friis Bach:
 
”Ligegyldigt hvordan vi vender og drejer det, så vil det kommende folketingsår stå i valgets tegn. Når vi mødes igen til oktober, vil der jo skulle afholdes folketingsvalg inden for et år. Og det vil komme til at skabe et meget… intenst politisk klima, for nu at sige det på jysk.”  
 
Det er nu ikke en udsigt, der skræmmer gruppeformanden. Tværtimod:
 
”Vi har i øjeblikket en regering, der strutter af selvtillid på grund af de mange, solide resultater, der er skabt det seneste år. Så jeg synes, vi har et bomstærkt fundament at gå ind i et valgår på. Vi er klar, vi har vores centrale budskaber på plads, og når vores medlemmer har vedtaget en valgudtalelse på det radikale landsmøde i september, så har vi en valgplatform, der er forankret bredt i vores organisation. Så jeg tror, det er et godt folketingsår, der går os i møde. Både for regeringen og for Radikale Venstre,” slutter Christian Friis Bach. 
 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få seneste nyt om radikal politik