Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode
Presse
Webshop

Publiceret

19. november
2019

Principprogram 1955

Læs hele principprogrammet, som blev godkendt på det radikale landsmøde i 1955.

Download udkast til principprogrammet her.

Det Radikale Venstres Program af 1955

Vedtaget på landsmødet i Odense den 20. - 22. maj 1955*

 

Det Radikale Venstres samfundssyn

I et halvt århundrede har Det Radikale Venstre øvet sin folkelige og politiske gerning. Odense-programmet af 1905 kom til at betyde et gennembrud for demokratisk reformvilje. Det danske samfund, der prægedes af privilegier og klasseskel, blev i den følgende menneskealder ved demokratiske kræfters samvirken omdannet i demokratisk ånd: Det fulde folkestyre sejrede, åndsfriheden sikredes, forrettigheder blev fjernet, klasseskel nedbrudt. Oversete befolkningsgrupper løftedes op til frimandskår. Kulturel højnelse og større social tryghed blev kendetegnet på det danske samfund i det tyvende århundrede.

Men et samfund er aldrig i hvile. Udviklingen rejser nye problemer, og vort slægtleds verdenskrige med påfølgende kriser har stillet folkestyret større opgaver, end nogen forudgående tidsalder har kendt. Herunder er vurderingen af samfundssystemer, som hidtil har haft tilslutning i store befolkningskredse, ændret, og forudsætninger og vilkår for politisk virke er blevet andre.

Samtidig med det tyvende århundredes sociale og økonomiske fremskridt, har der stået kamp mellem den socialistiske samfundsopfattelse, der tilstræbte samfundets omdannelse ved statsdirigering af det økonomiske liv, og en forædlet form for liberalisme, der svor til kræfternes frie spil.

Begge de to idéretninger har i vor tid mistet deres magt over sindene.

Troen på, at statsdirigering bringer større velstand for de brede lag, er tabt, og det erkendes, at en overmægtig statsmagt er uforenelig med et frit folkestyre.

På den anden side vil et folkeligt demokrati aldrig kunne godkende en liberalisme, der tillader organisations- og monopolmagt ukontrolleret at trække snævre grænser for den enkeltes økonomiske frihed.

I det vesteuropæiske demokrati har da en ny social betonet liberalisme taget fastere form. Den vil værne den åndelige, den personlige og den politiske frihed. Den vil bekæmpe organisationers og monopolers magtmisbrug, og den vil sikre den økonomiske frihed indenfor de grænser, der sættes af almene hensyn.

Men dette grundsyn rækker videre og præger opfattelsen af verdensudviklingen: Hvad der indenfor samfundet er den enkeltes umistelige ret, må også i nationernes samfund tilkomme hvert enkelt folk.

Det Radikale Venstre er et sådant socialliberalt parti. Dets hele stræben har til formål af afløse kampen mellem klasser og nationer med opbyggende samarbejde, og det ledes i sit virke af følgende grundsætninger:

 

Forfatning og borgerrettigheder

Grundloven af 1953 er præget af Det Radikale Venstres forfatningsidéer. Folket er den øverste samfundsmyndighed, hvis vilje udøves gennem folketing, folkeafstemninger og kommunale råd. Ingen regering kan bestå mod folketingets flertal. Flertallet er bestemmende for tingets beslutninger, men adgangen til folkeafstemning giver mindretallet et værn med et flertals magtmisbrug.

Den nye forfatning forudsætter vilje til samarbejde. Den politiske kamp må føres under hensyn til, at det saglige arbejde ikke undergraves af partipolitiske stridigheder, så folkestyret bliver truet af indre opløsning.

Adskillelsen mellem administration og lovgivningsmagt på ikke forflygtiges. Administrationens ansvar bør træde klart frem overfor offentligheden og den kontrollerende myndighed, der øves af folketinget og folketingets ombudsmand.

 

1. Ligelig repræsentation

Grundloven påbyder, at der skal sikres de forskellige anskuelser blandt vælgerne en ligelig repræsentation i folketinget. Det Radikale Venstre vender sig mod alle forsøg på at bortfortolke dette grundlovsbud, hvorved betydende mindretal i befolkningen fratages deres ret til repræsentation i den lovgivende forsamling

Fuldmyndighedsalderen er den naturlige valgretsalder.

 

2. Kommunalt selvstyre

Lovgivningen skal værne om det kommunale selvstyre, der er det værdifulde bindeled mellem statsstyret og borgerne, og må medvirke til at udvikle et rationelt samarbejde mellem kommuner, der har fælles opgaver at løse. Der må tilstræbes en forenkling af lovgivningen med deraf følgende begrænsning og forenkling af den offentlige administration, og denne bør i så stort omfang som forsvarligt henlægges til lokale organer.

 

3. Værn om borgerrettighederne

Ingen må gennem sit medlemsskab i faglige eller erhvervsøkonomiske sammenslutninger kunne tvinges til at yde bidrag til politiske partier eller formål, ingen myndigheder må føre kontrol med borgernes meninger og anskuelser, og ethvert indgreb i den personlige frihed må kunne prøves ved domstole.

Det må sikres, at arbejdskonflikter ikke hindrer, at det frie ord fra talerstol og i presse når frem til befolkningen, så grundlovens bud om presse- og ytringsfrihed derved gøres illusorisk.

Rang, titler og ordensvæsen afskaffes.

 

Udenrigs- og militærpolitik

Fremskridtene i videnskab og teknik har gjort verden til en enhed og skabt hidtil ukendte muligheder for højnelse af livsvilkårene – men samtidig også muligheder for altomfattende ødelæggelse.

Folkene er her igennem blevet forbundet i fællesskab på godt og ondt, der gør det nødvendigt, at de opfylder deres forpligtelser ifølge Forenede Nationers pagt til at afstå fra krig og løser stridsspørgsmål ad forhandlingens vej eller ved retsafgørelse.

 

1. Mellemfolkelig retsorden og samvirke.

Danmark bør deltage aktivt i de mellemfolkelige organisationer og navnlig arbejde for en styrkelse og udbygning af Forenede Nationer til et internationalt retssamfund, som omfatter alle stater, og som kan sikre fred, ret og samvirke mellem folkene og dermed tilvejebringe en vidtgående indskrænkning af rustningerne under international kontrol med det mål for øje at nå til en almindelig afrustning.

Danmark må under skiftende verdenspolitiske konstellationer stadig se det som målet, at de nordiske lande enes om en fælles politik, der selvstændigt kan yde sit bidrag til afspænding i verden og til udvikling af det internationale retssamfund samt til løsning af de militære opgaver og forpligtelser, som medlemsskabet i Forenede Nationer indebærer.

Danmark bør gennem Nordiske Råd udfolde et stærkt initiativ for at fremme det nordiske samarbejde på økonomiske, sociale, kulturelle og retlige områder. Fælles nordisk diplomatisk og konsulær tilstræbes i videst muligt omfang.

Danmark bør i nært samarbejde med de andre nordiske lande medvirke i det europæiske samarbejde til fremme af et fælles europæisk vare-, arbejds- og kapitalmarked, hvorved Europas økonomiske styrke og dets muligheder som en selvstændig, formidlende faktor i verdenspolitikken vil øges. Det europæiske samarbejde på det kulturelle område støttes mest muligt.

 

2. Danmark og Forenede Nationer.

Indenfor Forenede Nationer bør Danmark øve en selvstændig indsats for virkeliggørelse af Forenede Nationers mål:

a) Bekæmpelse af nødt, sygdom og uvidenhed samt fremme af den tekniske og økonomiske udvikling i tilbagestående dele af verden, så forskellen i folkenes levevilkår mindskes, og væsentlige årsager til international spænding og konflikt dermed fjernes.

b) Folkenes selvstyre og ligeberettigelse gennem afvikling af kolonistyre og af enhver forskelsbehandling på grund af race, religion, politisk overbevisning eller tilhørsforhold til et nationalt mindretal.

c) Fri handel, frit rejsesamkvem og fri videnskabelig og kulturel udveksling mellem folkene.

d) Vedtagelse af internationale konventioner til sikring af fundamentale menneskerettigheder vedrørende den enkeltes frihed og ligeret og til fremme af samarbejde og fremskridt på økonomiske, trafikale, sundhedsmæssige, sociale og kulturelle områder.

 

3. Danmark og Atlantpagten.

Danmarks medlemskab af at Atlantpagten og den dermed forbundne militærpolitik tages op til ny vurdering i lyset af udviklingen af de moderne masseødelæggelsesmidler, der gør kaprustningens farer stadig mere iøjnefaldende.

Atom- og brintbomben i forbindelse med fjernraketvåbenet medfører, at en beskyttelse af landet i ikke er mulig. Dansk udenrigspolitik må under disse forhold alene være bestemt af, at forebyggelse af krig er Danmarks eneste chance.

Sålænge Danmark er traktatligt bundet til Atlantpagten, bør den danske regering derfor indenfor pagten af al magt støtte de kræfter, som søger at modvirke enhver politik, der beherskes af ensidige ideologiske, strategiske militære hensyn.

Danmark må udadtil gøre det klart, at dets bidrag til sit eget og til det fælles NATO-forsvar indskrænkes til et omfang, der er foreneligt med landets erhvervsmæssige og sociale fremgang, og at nyordningen af forsvaret må medføre en væsentlig nedsættelse af Danmarks militære udgifter og af den militær tjenestetid.

I tilfælde, hvor beslutninger inden for NATO pålægger medlemsstaterne nye forpligtelser, der må anses for farlige for Danmark, eller skæbnesvangre for bevarelse af verdensfreden, bør Danmark gøre brug af sin vetoret.

4. Værnepligten

Den tekniske udvikling indenfor militæret har i stigende grad ført til anvendelse af mandskab, der ikke udskrives ved tvungen værnepligt. Den naturlige konsekvens heraf vil være en gradvis afvikling af den tvungne værnepligt, hvor det samtidig må sikres, at mandskabet ikke får en ensidig sammensætning.

 

Den økonomiske politik

Målet for Det Radikale Venstres økonomiske politik er at sikre frihed og orden i erhvervslivet, lønnende beskæftigelse og lige adgang til uddannelse og erhverv. På dette grundlag vil de næringsdrivende og løntagernes interesse i øget produktion og omsætning mest frugtbart kunne udvikle sig, så den almindelige levefod hæves og bedre forudsætninger skabes for social og kulturel fremgang.

 

1. Sikring af erhvervsfriheden.

Privat foretagsomhed er den værdifuldeste drivkraft i samfundslivet, og den enkelte borger skal kunne virke frit indenfor den grænse, hensynet til andres frihed sætter.

Monopollovgivningen skal hindre, at storvirksomheder, sammenslutninger og organisationer kan spærre adgangen til erhverv og udøve økonomisk kontrol over bestående virksomheder, samt sikre forbrugerne mod prismæssig udnyttelse.

 

2. Fri handel indadtil og udadtil.

En fri og selvstændig handelsstand og en næringslovgivning, der værner erhvervsfriheden, er forudsætningen for sund konkurrence i erhvervslivet. Rationalisering indenfor handelen bør fremmes, og det skal overvåges, at kapitalinteresser ikke skaffer sig kontrol over store dele af omsætningen.

Selvstændige erhvervsdrivende og kooperative virksomheder bør fra samfundets side være undergivet lige konkurrencevilkår.

Danmark skal i sin handels og toldpolitik virke for et frit økonomisk samkvem mellem landene. Et fælles nordisk marked virkeliggøres. Som deltager i den vestlige verdens økonomiske samarbejde skal Danmark bekæmpe forskelsbehandling og kræve retfærdige vilkår for dansk eksport og skibsfart.

Danmark må aktivt virke for øget samhandel med Østeuropa og søge at bane vej for danske eksportinteresser på de nye oversøiske markeder.

 

3. Beskæftigelsesmuligheder for alle.

Arbejdsløshed er et menneskeligt og samfundsmæssigt onde. Der må føres en økonomiskpolitik, som giver enhver borger mulighed for at finde en beskæftigelse, der sikrer betryggende vilkår.

En vigtig forudsætning for fuld beskæftigelse er, at der tilvejebringes større bevægelighed på arbejdsmarkedet, bl.a. ved nedbrydning af kunstige fagskranker og ved støtte til omskoling af ledig arbejdskraft.

Offentlig bygge- og anlægsvirksomhed henlægges så vidt muligt til perioder, hvor beskæftigelsen er truet.

Indenfor sæsonbetonede fag bør der ved privat og offentligt initiativ skabes øget økonomisk interesse hos arbejdere og arbejdsgivere for udjævning af sæsonsvingningerne.

Kunstige skranker for deltidsarbejde fjernes.

 

4. Stabilitet i landets økonomi.

Produktion og omsætning indenfor de enkelte næringsgrene, arbejder- og erhvervsorganisationernes virksomhed samt statens økonomiske politik griber ind i hinanden på en måde, der ofte vanskeliggør stabilitet i dansk økonomi, ligesom ændringer i verdenskonjunkturerne ofte bringer stabiliteten i fare.

Regering og folketing bør derfor i kontakt med Nationalbanken og arbejdsmarkedets organisationer gennemføre den fornødne samordning af finans-, penge-, kredit- og lønpolitikken, s inflation undgås, beskæftigelsen opretholdes og valutabalancen sikres. Man må have for øje, at et stigende omkostningsniveau ikke får lov at svække dansk erhvervslivs konkurrenceevne over for udlandet.

 

5. Spareviljen må styrkes.

Opsparingens vigtighed for erhvervslivets nødvendige kapitaldannelse kræver, at det offentlige gennem sin politik fremmer den jævne befolkning og navnlig ungdommens forståelse af opsparingens betydning for den enkeltes uafhængighed og tryghed.

Staten bør fremme småsparernes muligheder for værdifast anbringelse af opsparede midler.

 

6. Lige adgang til erhvervsmæssige uddannelse.

Ingen må af økonomiske grunde afskæres fra adgangen til en erhvervsmæssig uddannelse.

Monopolistiske spærringer for adgangen til faglig uddannelse afskaffes.

Samarbejdet mellem erhvervene og det offentlige rum om den erhvervsmæssige uddannelse udbygges. Mesterlæren i håndværks- og industrifagene bevares og udbygges med praktiske fagskoler. Læretiden på værkstederne afpasses herefter, og betingelserne skabes for at fagene kan opsuge de kommende års stærke stigning i antallet af arbejds- og undervisningssøgende.

Det gives ufaglærte, der længe har arbejdet indenfor samme fag, adgang til at aflægge en faglige prøve efter en supplerende uddannelse.

 

7. Flere selvstændige bedrifter.

Ved en mere aktiv anvendelse af jordlovgivningen, hvor særligt forkøbsretten fuldt udnyttes, fremmes mest muligt oprettelsen af nye landbrug på udstykkede arealer og erhvervelse af tillægsjord for små brug. Brugene bør fortrinsvist oprettes på jordrentevilkår.

Staten bør fremme og støtte arbejdet for ved inddæmning, kultivering og afvanding at vinde nyt land til erstatning for de arealer, som vejanlæg, byernes vækst samt militære og andre offentlige anlæg beslaglægger.

En kreditreform gennemføres, så lånemulighederne bringes i bedre overensstemmelse med realværdierne i bedrifterne. Herved lettes adgangen til kapital såvel til udvidelser og moderniseringer som til formidling af generationsskiftet indenfor erhvervet.

Renter og afdrag af Marshallån bør indgå i en fond, hvoraf lån kan des til modernisering indenfor erhvervene, herunder til modernisering af landbrugsbygninger.

Forskningen vedrørende rationalt landsbrugsbyggeri og nye samarbejdsformer mellem selvstændige bedrifter støttes.

Der gives gartnerier adgang til etableringslån til drivhuse, varmeanlæg, o. lign. på afdragsvilkår, der står i rimeligt forhold til anlæggenes levetid.

Den demokratiske ejerform indenfor fiskeriet, hvor de enkelte fiskere selv ejer fartøjer og redskaber, og medhjælperne aflønnes på udbyttedelingsbasis, bør bevares i størst muligt omfang. De stigende vanskeligheder ved financieringen af denne ejerform bør imødegås bl. a. ved øget adgang til skattefrie henlæggelser til senere investeringer og ved adgang til lån fra Marshall-midlerne.

 

8. Modernisering i håndværk og industri

Staten bør støtte erhvervenes bestræbelser for udbredelse af kendskab til moderne virksomhedsledelse samt rationel tilrettelæggelse af produktion og afsætning.

Det bør særligt tilstræbes, at håndværket og den mindre industri bliver i stand til at udnytte den moderne teknik, så en selvstændig håndværkerstand stadig kan hævde sig.

Ved samvirken mellem det offentlige og håndværket støttes håndværkerne i deres arbejde for rationelle værkstedsforhold, og der ydes ved udlån fra Marshallmidlerne i det hele taget håndværket bistand i dets rationaliseringsarbejde.

Det offentlige skal i samarbejde med erhvervene rationalisere elproduktionen og fremme en hensigtsmæssig geografisk spredning af industrien, bl. a. ved en forbedret trafikplanlægning.

 

9. Interessefællesskab mellem arbejdsgivere, arbejdere, og funktionærer.

Det offentlig bør opmuntre til en udvikling, der giver arbejdere og funktionærer i de større virksomheder direkte økonomisk interesse i bedriftens trivsel gennem en ved aftalte regler fastsat andel i de pågældende virksomheders overskud.

Samarbejdet indenfor virksomhederne fremmes, så arbejdere og funktionærer får større indsigt i virksomhedernes drift og øget mulighed for at medvirke ved produktionens praktiske tilrettelæggelse.

Arbejderne sikres betryggende opsigelsesfrister.

Der bør sikres funktionærerne selvstændig repræsentation indenfor de offentlige organer, der behandler samarbejdsforhold indenfor erhvervslivet. De bør ligeledes repræsenteres i de af arbejdsgiverne og arbejderne oprettede samarbejdsudvalg.

Beløb, der af en virksomhed sættes til side til pensionering af arbejdere og funktionærer, skal ikke kunne berøves dem ved overgang til anden beskæftigelse.

 

10. Mægling og voldgift.

Når arbejdskonflikter truer, indbringes de for statens forligsinstitution.

Der gives denne større mulighed end hidtil for at følge den erhvervs- og konkurrencemæssige udvikling og dermed et bedre sagligt grundlag for mægling.

Hvor mæglingen ikke lykkes, og hvor en konflikt vil udsætte omfattende samfundsinteresser for fare, skal sagen kunne indbringes for en fast voldgiftsinstitution, der ud fra en samfundsmæssig vurdering af de stridende parters krav og vilkår træffer afgørelse i konflikten.

 

11. Tjenestemændene.

Det er af den største samfundsmæssige betydning, at lovgivningen fortsat føres ud i livet af dygtige, initiativrige tjenestemænd. Stat og kommune må derfor byde tjenestemændene gode arbejdsforhold og økonomiske kår, der svarer til deres arbejde, uddannelse og ansvar. Forskel i løn efter ægteskabelig stilling afskaffes.

 

12. Kvinderne i hjem og erhverv.

Kvinder bør have samme adgang til arbejde og erhverv som mænd, samme adgang til uddannelse og samme løn for samme arbejde.

Det bør tilstræbes, at det huslige arbejde tilrettelægges således, at dets anseelse som erhverv højnes, og der bør gives øget mulighed for, at kvinder indenfor det huslige erhverv kan opnå supplerende uddannelse, som åbner adgang til beskæftigelse ved børneinstitutioner, plejehjem o. lign.

Da husmødrene administrerer mange milliarder kroner af nationalindkomsten, bør staten støtte og fremme det værdifulde arbejde, der udføres for dygtiggørelse og uddannelse til det huslige arbejde.

 

13. Boligpolitikken

Gode og sunde boliger er en forudsætning for et harmonisk familieliv og for forebyggelse af sygdom og socialt og menneskeligt uværdige tilstande. Det er derfor samfundets pligt gennem sin bygge- og boligpolitik at afhjælpe og hindre bolignød.

Arbejdet med besparende byggemetoder og materialer bør fremmes, hvorved også ufaglærte i stigende grad kan anvendes. Monopolpriser på byggematerialer må hindres. Det må undgås, at for strenge byggeforskrifter eller langsom administration medfører unødvendig fordyrelse af byggeriet, og ansvaret for at byggebudgetterne overholdes, bør skærpes.

Lovgivningen bør kalde på det private håndværkerinitiativ og på den enkeltes sunde interesse i at erhverve eget hjem. Værdien af fritidsarbejde ved opførelse af egen bolig bør ikke beskattes. Stat og kommune bør afhænde byggegrunde på jordrentevilkår. Lovgivningen bør tilstræbe, at det sociale foreningsbyggeri udføres af andelsboligforeninger, hvor beboernes bliver medejere af deres boliger.

Statens støtte til byggeriets finansiering bør tilrettelægges med det formål at nå frem til normale tilstande på boligmarkedet, og den bør særlig tage sigte på fremskaffelsen af boliger for mindre bemidlede, herunder børnerige familier, enlige forsørgere, invaliderede og de gamle. Støtten må ydes under en sådan form, at interessen for en økonomisk administration af byggeriet skærpes.

Saneringen af usunde bydele fremmes i takt med mindelsen af bolignøden.

 

Skattepolitikken

Skatterne skal pålignes således, at flid og sparsommelighed ikke modvirkes. Skattesystemet skal forenkles, så skattemyndighedernes administration bliver hensigtsmæssig, og borgernes overblik over beskatningen lettes.

 

1. Grundskyld.

Som et led i en omfattende revision af skattesystemet gennemføres en grundskyldsreform, hvorved samfundsskabte værdier inddrages af det offentlige og grundspekulation hindres. De herved indkomne beløb anvendes til nedsættelse af skatter, der rammer arbejde, opsparing og forbrug.

Nybyggeri bør være skattefrit, og den på bestående bygninger og forbedringer hvilende ejendomsskyld afvikles gradvis.

 

2. Indkomst- og kommunebeskatningen.

Indkomstbeskatningen skal tage vidtgående hensyn til skatteevne, herunder særligt til forsørgerbyrder. Børnetilskudssystemet reformeres og afpasses, således at børnefradragene i den skattepligtige indtægt erstattes af børnetilskud. Ved hustruers og enlige forsørgeres arbejde uden for hjemmet tages rimeligt hensyn til de forøgede udgifter, fravær fra hjemmet medfører.

Den hårde beskatning af indtægtsstigninger – herunder særligt af nye erhvervsdrivende indtægter – modvirker arbejdsomheden og skal derfor lempes. Beskatningen af mellemindtægterne lettes.

Afskrivningsregler og regler om henlæggelser til investeringsfonde skal indeholde en rimelige tilskyndelse til konsolidering og udbygning af erhvervslivet.

Frigrænsen for formuebeskatningen hæves væsentlig.

Skattelovgivningen må tilstræbe en udligning, der hindrer, at skattely opstår som følge af, at de mest velhavende samler sig i enkelte kommuner.

 

3. Forbrugsbeskatningen.

Forbrugsbeskatningen må i almindelighed kun alene påhvile undværlige varer. De offentlige værker må ikke benyttes som skattekilde. Forbrugsskatter på nødvendighedsvarer, indført som led i en krisepolitik, ophæves, når normale økonomiske tilstande indtræder.

 

4. Sparsommelighed i forvaltningen

Det offentliges skatteindtægter er betroede midler. Sparsommelighed i forvaltningen skal derfor sikres, og forvaltningen tilrettelægges rationelt.

Lovgivningen om skatter og offentlige byrders fordeling bør udformes, så den enkelte kommune er interesseret i en god økonomi.

Offentlige udgifter må bortfalde, når forudsætningerne for deres indførelse ikke længere er til stede.

 

Socialpolitik

Socialpolitikken må sigte mod at fjerne årsagerne til social nød og at forebygge de ulykker, den medfører, ved at bevare og styrke det enkeltes menneskes muligheder for at klare sig ved egen hjælp.

For dem, der er kommet under offentlig forsorg, må genrejsningsarbejdet sættes i forgrunden. Et nøjere samarbejde mellem de sociale hjælpeinstitutioner må derfor tilvejebringes. Personlig rådgivning må gå hånd i hånd med den økonomiske hjælp.

 

1. Hjemmene og børnene

Ægteskab og svangerskab bør ikke i sig selv være lovlig afskedigelsesgrund, og kvindens velfærd før og efter fødslen bør om fornødent sikres ved økonomisk støtte.

Særlig støtte gives enlige forsørgere, så de får mulighed for at give deres børn en harmonisk barndom og en god uddannelse.

Børneforsorgen bør tilstræbe, at det kun undtagelsesvist bliver nødvendigt at anbringe uden for deres hjem. Intet barn må fjernes fra sit hjem alene af økonomiske grunde. Forældreløse børn bør anbringes i gode private hjem eller børnehjem, som ledes i en sådan ånd, at børnene kan føle sig trygge.

Der bør gives børnehjemmenes ledere og medarbejderes sådanne vilkår, at personer med god uddannelse og gode personlige egenskaber vil søge hen til denne ansvarsfulde gerning.

Oplysnings- og rådgivningsvirksomhed vedrørende personlige, familiemæssige og økonomiske problemer støttes, og alle unge bør have oplysning om de problemer, der står i forbindelse med stiftelse af familie og hjem.

 

2. Sygeforsikringen.

Sygekasseordningen omformes til en alle omfattende sygeforsikring med offentlig større. Den bør give hele befolkningen mulighed for regelmæssige forebyggende helbredsundersøgelser. Den nuværende dyre og splittede administration forenkles, og medlemsbidragene opkræves sammen med skatterne.

 

3. Hospitaler og plejehjem.

Hvor sygehusophold væsentlig er begrundet i sikring af den nødvendige pleje, erstattes den meget dyre hospitalsbehandling af ophold på plejehjem. For kronisk syge opretholdes behandlings- og plejehjem. Gennem rekreationshjem må der gives hospitalsbehandlede og andre fysisk eller psykisk svækkede muligheder for genvindelse af helbred og arbejdsevne.

Forsorgen for sindslidende moderniseres gennem en udbygning af hospitalerne og adgang til konsultation med forebyggende formål.

Det offentlige bør medvirke til, at der oprettes plejehjem også for gamle mennesker, der ikke opfylder betingelserne for optagelse i almindelige aldersrenteboliger og alderdomshjem, og som ikke har mulighed for anden pleje, men som er i stand til at yde en rimelig betaling.

 

4. Invalidelovgivningen.

Invalidelovgivningen ændres, så dens hovedopgave bliver at sætte de invaliderede i stand til at ernære sig selv og deres familie ved eget arbejde. Det offentlige må yde tilstrækkelig økonomisk sætte under opskolingen, og stat, kommune og andre offentlige myndigheder må gå i spidsen med ansættelse af invaliderede og andre erhvervshæmmede.

Der må yders støtte til opførelse af særlige bolig- og værkstedsbygninger, hvor stærkt invaliderede efter evne kan bidrage til deres eget underhold.

Invaliderenten må give de invaliderede rimelige livsvilkår og skal kunne gives som tilskud til arbejdsindtægt og aftrappes efter erhvervsevne. Rentesatserne gøres ens for hele landet.

 

5. Ædruelighedssamarbejdet.

Såvel alkoholismens sociale og menneskelige ulykker som de moderne trafikmidler og teknikkens udvikling indenfor erhvervslivet nødvendiggør, at kravene om ædruelighed skærpes. Afholdsbevægelsens og andre institutioners forebyggende arbejde og arbejdes for alkoholskadedes helbredelse bør derfor nyde virksom støtte.

 

6. Folkepension.

Aldersrenten afløses af en almindelige folkepension, der sikrer alle gamle en for hele landet ensartet årlig pension.

Folkepensioneringen bør påbegyndes straks og videreføres med gradvis stigende satser, fortsat under hensyntagen til de finansielle og økonomiske muligheder. Gennemførelsen søges fremskyndet ved besparelser på statens uproduktive udgifter.

 

Retsplejen

Formålet med samfundets bekæmpelse af kriminalitet må være ved forebyggende foranstaltninger og påvirkning at beskytte samfundet og den enkelte borger mod kriminelle handlinger og at værne samfundets medlemmer mod fare for forledelse til lovbrud.

Det strafbares område bør stedse begrænses til, hvad hensynet til samfundsinteresser og til medborgernes retssikkerhed med afgørende vægt kræver.

Behandlingen af lovovertrædere bør tilstræbe at fjerne årsagerne til kriminaliteten og øge mulighederne for lovlydig livsførelse i fremtiden. Reformeringen af fængselsvæsenet må ske i overensstemmelse med resultaterne af den nyere tids forskning. Forbindelsen med det borgerlige liv opretholdes i størst mulig omfang. Tilpasningen til det frie liv søges fremmet ved behandling i åbne anstalter. Bestræbelserne for at lette overgangen til fri livsførelse støttes.

Offentlighed i retsplejen og borgernes medvirken ved skyldsbedømmelsen fastholdes som afgørende garantier for tilliden til retshåndhævelsen. Indtil domfældelse er sket, bør en sigtet eller tiltalt ikke behandles eller betragtes som skyldig. Det må sikres, at offentlig omtale af en sag ikke bringes i en form, der kan påvirke den afgørelse, der skal træffes, og at referater fra offentlige retsmøder er loyale.

Offentlig votering i højesteret gennemføres.

Dommerne bør, foruden den sædvanlige juridiske uddannelse, have teoretisk uddannelse, have teoretisk uddannelse i kriminologi samt en praktisk juridisk uddannelse, der er egnet til at udvikle og uddybe deres kendskab til mennesker og menneskelige forhold.

Det bør sædvanligvis være en betingelse for adgang til dommerstilling i de overordnede domstole, at vedkommende har været dommer i underretten.

 

Folkets kulturelle liv

Det er en hovedopgave for Det Radikale Venstre at hævde friheden indenfor alle åndslivets områder.

Tidens tiltagende specialisering, dens organisationstvang og større ensformighed i arbejdet indeholder en fare for påvirkning af mennesket i enstænkende retning.

Denne fare må bekæmpes. Selvstændig tænkning og personlig udvikling, der forudsætter fuld frihed i alle åndelige, kulturelle og politiske spørgsmål, er et af demokratiets mål og samtidig en betingelse for dets sundhed.

Der må i al uddannelse og opdragelse lægges stærk vægt på udvikling af ansvarsfølelse, personlighed og på hensyntagen til medmennesket.

Det Radikale Venstre vender sig derfor imod enhver tendens til ensretningen indenfor kunst, skole, videnskab, kirke, litteratur, presse, film, radio og fjernsyn. Enhver livsanskuelse og politisk standpunkttagen skal have lige ret til at komme til orde.

Samfundets bekæmpelse af underlødig, brutaliserende litteratur, presse og film bør ske ved en indsats i positiv retning. Lovgivningsmagtens indflydelse i kulturel henseende på det statsdrevne teater, radio og fjernsyn bør kun have til formå at sikre frihed og tolerance.

Der gennemføres en reform af biografvæsenet, som fjerner vilkårligheden i det bestående system og frigør det for monopolmagtens indflydelse.

 

1. Folkeskolen det centrale i folkeoplysningen.

Børneskolen bør opbygges efter barnets naturlige behov og udviklingstrin og ikke efter krav fra videregående skoler eller fra erhvervslivet.

Børneskolen skal først og fremmest lære børnene de elementære fag, dansk, skrivning og regning, der er nødvendige forudsætninger for dygtiggørelse til det praktiske live og til videre uddannelse. Gennem undervisning i medborgerkundskab og familiekundskab skal børnene forberedes til at blive værdifulde samfundsborgere og bibringes forståelse af fællesskabet mellem alle verdens folk. Derudover må målet være at levendegøre åndsfagene, så børnenes sans for åndelige værdier udvikles.

Folkeskolen bør altid have en central plads i vor folkeoplysning og være åben overfor resultaterne af den pædagogiske forskning. Skoleloven af 1937 bør føres ud i livet og tilpasses efter de indhøstede erfaringer.

Private skoler må som hidtil kunne virke side om side med den offentlige skole og nyde offentlig støtte.

 

2. Ungdommens uddannelse.

Under, der søger dygtiggørelse i praktiske erhverv eller i undervisning af almendannende karakter, bør have fornøden støtte til ophold på højskoler, fagskoler og kursus.

Ingen ung, der ved evner og flid har vist anlæg for uddannelse ved universiteter og højere læreanstalter, bør af økonomiske grunde afskæres derfra.

 

3. Ungdommens fritid.

I samarbejde med det frie oplysningsarbejde og foreningsliv bør samfundet medvirke til, at ungdommens fritid udnyttes på god og frugtbar måde.

Gode ydre rammer for ungdomsarbejdet bør skabes. På landet må der i forbindelse med skolebyggeriet tilvejebringes lokaler til brug for ungdomsarbejdet. Der bør ydes det lokale initiativ bistand til at erstatte forældede forsamlingshuse med tidssvarende lokaler. I byerne bør der med offentlig støtte tilvejebringes egnede lokaler til ungdomsarbejdet, herunder også lokaler til fritidsklubber.

 

4. Den videnskabelige forskning.

De højre læreanstalters forsknings- og lærefrihed sikres. Der ydes den videnskabelige forskning rundelig støtte i erkendelse af dens store betydning for dansk kultur og økonomi.

 

5. Den kirkelige frihedslinie.

På kirkens område bør den historiske frihedslinie videreføres. Den rummelige folkekirke med folketinget som tolerancens vogter har betydet en sikring af et frit menighedslivs. Det Radikale Venstre vender sig mod ethvert forsøg på at indføre en særlig kirkelig repræsentation mellem menighederne og den lovgivningsmagt, som gennem en hundredårig udvikling aldrig har misbrugt sin magt på det kirkelige eller religiøse område.

 

6. Nationale mindretal.

Nationale mindretal indenfor dansk statsområde bør have fuld sproglig og kulturel frihed.

Det Radikale Venstre vil arbejde for, at der i overensstemmelse med menneskerettighedernes erklæring tilsikres nationale mindretal i alle lande sådan sproglig og kulturel frihed.

Det Radikale Venstres følger med vågen opmærksomhed kulturkampen i Sydslesvig og vil yde sin virksomme støtte til arbejde for, at dansksindede sydslesvigeres ønsker om at leve sig ind i danske åndsliv og dansk kulturliv kan virkeliggøres.

______________________________

På grundlag af dette program henvender Det Radikale Venstre sig til danske borgere af alle erhverv og alle samfundslag. Det er partiets anskuelse, at stærke klassemodsætninger undergraver en nations folkelige styrke og forringer udbyttet af folkets økonomiske virksomhed til skade for alle.

Det Radikale Venstre hævder, at Danmark har alle de materielle muligheder for en stadig højere levestandard, og at de sidste slægtleds stigende velstand viser, at de frie erhvervs produktive evner er det rette grundlag at bygge på.

Det danske samfund vil blomstre og trives, hvis disse evner fik lov at udfolde sig befriet for tidens overhåndtagende rustningsbyrder, beskyttet mod overgreb af monopol- og organisationsmagt og underbygget af en fælles interesse i den størst mulige arbejdsindsats.

Til virkeliggørelse af programmet tilstræber partiet i den praktiske politik en samling af alle socialliberalt tænkende om arbejdet for nationens materielle fremgang, folkets åndelige frihed og folkenes kulturelle samvirke til fremme af international forståelse.

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få seneste nyt om radikal politik