Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode
Presse
Webshop

Radikale byrødder holder hånden under kulturen

Kunst- og kulturinstitutioner er hårdt ramt af corona-krisen. På nationalt plan har Radikale Venstre kæmpet for at sikre hjælpepakker til kulturlivet, og de første aftaler er nu landet. Kulturlivet fylder dog også meget ude i kommunerne, hvor Radikale byrødder har haft fuldt fokus på at give en hjælpende hånd til de lokale institutioner.
Af Asger Hagelund
 
Der har i den seneste tid været meget fokus på kulturlivet. Både kunstnere og kulturinstitutioner er hårdt ramt af coronakrisen, og det krævede vedholdende pres fra især Radikale Venstre, før de første seriøse aftaler blev landet i kulturministeriet. Men nu sker der langt om længe noget.
 
Der sker dog også meget ude i kommunerne. Her kæmpes der en sej kamp for at holde hånden under det lokale kulturliv. Det kan Johs. Poulsen, formand Kultur- og Fritidsudvalget i Herning Kommune, skrive under på:
”Det lokale kulturliv er jo langt mere værdifuldt, end mange går og tror. Selvom vi har forskellige udgangspunkter, så kan vi samles om kulturoplevelser i store fællesskaber, siger Johs. Poulsen. 
 
”Da corona-situationens alvor blev tydelig for os, trådte Kultur- og Fritidsudvalget sammen for at drøfte, hvad der kunne gøres for de lokale kulturaktører”, siger han, og fortsætter: 
”Det var klart at der var brug for at indgå i en tidlig dialog med de berørte aktører på kulturområdet. Særligt dem, hvor vi havde givet tilsagn om midler til afholdelse af kulturaktiviteter i 2020.”
 
Det drejede sig bl.a. om Kulturfest Herning, hvor mange frivillige foreninger og halv- og helprofessionelle kunstnere skulle have lavet forskellige aktiviteter. De havde brug for viden om, hvordan de stod overfor kommunen, nu da de ikke kunne afvikle aktiviteterne som planlagt.
 
Samtidig arbejder forvaltningen på højtryk med at kortlægge coronaramte kultur- og fritidsaktører, oplysningsforbund og foreninger for at finde ud af, hvem der har mest brug for hjælp. 
 
”Det er vigtigt, at vi står sammen om at levere en tryghed til kulturlivet i en svær tid. Når der er en god saglig begrundelse, vil vi fra kommunens side rigtig gerne hjælpe dem ved at fastholde tilskud til aflyste aktiviteter og/eller give dem mulighed for at fremrykke udbetalinger af kommende tilskud. Nogle få foreninger og lignende er i akut nød og får selvfølgelig førsteprioritet”, fortæller Johs. Poulsen. 
 
Johs. Poulsen mener også, at kunst og kultur har en værdi i sig selv, der bliver tydeligere i en krisetid:
”Krisen viser os, hvad kulturen kan – også selvom vi ikke kan samles om den fysisk. I lørdags livestreamede det lokale spillested Fermaten en koncert med det unge talent Bløm. Normalt kan der ikke maksimalt være 700 stående gæster, men i lørdags var der 2000 ’publikummer’, der så koncerten på nettet. Det viser værdien af kunst og kultur i en krisetid”.
 
Kulturen er også i fokus hos den radikale borgmester i Rebild Kommune, Leon Sebbelin.
”Kunst og kultur har en stor værdi i sig selv – for den enkelte borger og for vores samfund på et mere abstrakt plan”, siger Leon Sebbelin.
 
”For os som mindre kommune har kulturoplevelser også en strategisk-økonomisk værdi. Det er nemlig vigtigt for os at være en attraktiv bosætningskommune, og her spiller gode kultur- og fritidstilbud en væsentlig rolle som tiltrækningskraft. Vores lokale erhvervsliv har også peget på sammenhængen mellem et stærkt kultur- og fritidsliv og fastholdelsen af medarbejdere i virksomheden. Så det er vigtigt for os. Ikke kun under corona-krisen”, siger Leon Sebbelin.
 
Rebild Kommune betaler altid fuldt aconto tilskud til institutioner og regulerer først efterfølgende, hvis der er behov. Så heldigvis er likviditeten på plads blandt de lokale aktører, forklarer siger Leon Sebbelin.
 
”Jeg er af den politiske holdning, at vi ikke skal kræve midlerne tilbage, hvis aktørerne ikke har mulighed for at afvikle aktiviteterne som følge af corona. Vi mangler dog at få taget den drøftelse i byrådet, da lovhjemmel først lige er kommet på plads fra kulturministeriets side”. 
 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få seneste nyt om radikal politik