Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode
Presse
Webshop

Sofie Carsten Nielsens grundlovstale

"I dag, 169 år efter at den første grundlov blev underskrevet, synes jeg vores danske demokrati er udfordret. Det er tid til at kæmpe for at beskytte og bevare demokratiet og de værdier, vores grundlov bygger på."
Det talte ord gælder
 
Frihed. 
Vi skal tale om frihed i dag på demokratiets festdag. For vores forståelse af frihed er fuldstændig afgørende for, at vi kan stå her i dag og holde grundlovsdag. Og vores frihed er på spil i disse år. Vores demokrati som vi forstår det, er på spil.
 
Vores liberale forståelse af frihed, stammer i meget høj grad fra John Stuart Mill og hans essay ”Om Friheden” fra 1859. Mennesket skal i princippet kunne gøre, hvad det har lyst til, så længe det ikke skader andre. Men skal vi have reel frihed, skal vi selvfølgelig også have regulering. Reel frihed kræver lovgivning. Liberal frihed kræver en ramme: En grundlov.
 
Reguleringen skal bare begrænses, og altid holdes op imod det utilitaristiske nytteprincip: Hvor meget glæde skaber en bestemt handling, og hvor mange skaber den glæde for.
Alt det har vi med fra Mill. Og det er ikke helt ueffent som rød tråd, selv i verden af i dag. 
 
Altid huske. Aldrig glemme. Det siger vi 4. maj hvert år siden 1945. Det er en påmindelse om, at vi under krigen mistede friheden og kun fik den igen, fordi nogen kæmpede for den. 
 
Og det bør vi sige her på grundlovsdag. At frihed er noget, vi skal værne om og ikke må tage for givet. 
 
Som mange andre danskere har jeg en personlig historie, der trækker tråde tilbage til besættelsen. Det er i mit tilfælde ikke en historie om tapper kamp, men derimod om, at der altid vil være kræfter, som forsøger at begrænse og mindske friheden. Bedst som man tror, at disse kræfter endegyldigt er besejret, dukker de op igen, og frihedskampen må begynde forfra.
 
Min oldefar, Harald Nielsen, var en fremtrædende intellektuel og litteraturkritiker. Det var ham, der i 1907 formulerede begrebet ”Systemet Politiken,” som for nogle år siden fik en genkomst i den offentlige debat, fordi Søren Krarup tog det til sig. I begrebet ligger, at Politiken – og med den Brandes, Hørup og alle ”de radikale” – var (og er) moralsk holdningsløse i deres kamp for frihed og frisind. Min oldefar ønskede ikke den frihed, der forandrer kønsrollerne, normerne og autoritetsforståelsen. Og om frisindet mente han, at det var noget individualistisk pjat, der kastede vrag på gode borgerlige dyder om evige sandheder og autoriteters ret. Han var også imod parlamentarisme, imod kvinders valgret, imod grundlovene af 1915 og 1953, den sidste fordi der blandt andet blev indført mulighed for folkeafstemninger.
 
Harald Nielsen var nationalkonservativ, og han havde tydelige antisemitiske holdninger. Allerede inden krigen kom de til udtryk gennem en indædt, langvarig og hadefuld kritik af Georg Brandes og ”de radikale”. Min oldefar kæmpede i mod friheden. Men hver gang tabte han. Det moderne gennembrud bed sig fast, demokratiet udviklede sig, frisindet voksede, og der kom flere muligheder til alle dem, der ikke lige var mænd med ejendom og formuer. 
 
I 1957 døde han. Men hans tanker lever videre bl.a. som en vigtig del af det ideologiske grundlag for Dansk Folkeparti. Søren Krarup har ligefrem skrevet en bog, hvor han forsøger at rehabilitere ham. Og når jeg hører Søren Espersen udtale, at EU's værdier om frihed, demokrati, ligestilling og retsstat ikke er hans værdier, ja så hører jeg et ekko af min oldefar.
 
På den måde lever han stadig. Konkret gennem de mennesker, der stadig hylder ham, mere generelt som repræsentant for en tankegang, der ikke sætter friheden højt, men som tværtimod prøver at tage den fra os. Det gælder også hos os selv her i Danmark. 
 
Vi har indført lovgivning der gør det muligt at frihedsberøve flygtninge på ubestemt tid uden en dommerkendelse. Mennesker, der bor i udsatte boligområder, risikerer en straf, der er dobbelt så hård, som den alle vi andre kan få. 1-årige skal lære om grundloven og tvinges i vuggestue, hvis de bor bestemte steder. Der bliver indført stopprøver i 0. klasse for nogle børn, men ikke for andre. Vi har ulovlige regler for overvågning af borgerne – men ministeren vil ikke ændre dem. Hvis man som dansker gifter sig med en udlænding og i øvrigt lever op til alle pointkravene er der områder, hvor det nu er forbudt at bosætte sig. Alene fordi man er gift med en udlænding. Det er blevet tydeligt, at offentlighedsloven indskrænker demokratiet, fordi den hæmmer mediernes og dermed borgernes adgang til information. Og vi har vænnet os til en byge af forslag fra DF, som ubekymret tilsidesætter basale rettigheder som frihed og lighed. 
 
Selvom det er slemt nok, står det endnu værre til i andre lande. I USA, der burde være leder af den frie verden, bygger præsident Trump mure, han respekterer ikke demokratiet, og han har truet med at tilbagerulle den skelsættende dom fra USAs højesteret, som i 1973 legaliserede abort og gjorde kvindens ret til egen krop til en grundlæggende frihedsrettighed. Og i EU-landet Ungarn arbejder Victor Orban åbent for at indføre et såkaldt illiberalt demokrati med mindre frihed. De frie medier undertrykkes, uddannelsespolitikken centraliseres, og Orban forsøger at lukke et universitet, startet af George Soros, fordi forskere og undervisere derfra kritiserer ham. Han har ligeledes svækket landets domstole markant, og han fører decideret hetz mod dem, der taler ham imod, og belønner dem, der roser ham. 
 
Altid huske. Aldrig glemme. Netop det er vigtigere end nogensinde før, for der er noget på spil. Noget der minder om dengang min oldefar startede sine nationalkonservative raserier mod Brandes, senere mod frihedskæmperne og altid imod frisindet. Selvfølgelig er tiden en anden, men kampen om friheden er grundlæggende den samme. På den ene side dem, der vil indskrænke og begrænse. På den anden side dem, der husker, at friheden ikke kommer af sig selv – og aldrig må tages for givet.
 
For i virkeligheden forstår vi kun rigtigt frihed, og begriber kun i dybden de frihedsrettigheder, vi har opnået, når vi holder dem op imod de perioder i historien, hvor friheden forsvandt, og de steder i verden, hvor den stadig ikke trives. Der hvor der ikke er frie, demokratiske valg. Der hvor menneskerettigheder er noget, man brændende ønsker, men ikke noget man har. Der hvor tredelingen af magten ikke findes. Der hvor man ikke har ret til at ytre sig frit. Der hvor man kan blive slået ihjel eller sat i fængsel for at tro på en anden gud, end den staten har bestemt. Der hvor piger ikke må gå i skole. Der hvor man ikke er fri til at elske den, man vil.
 
Ligestilling. 
I år er det 100 år siden, at de første kvinder blev valgt til folketinget. Kvinderne fik stemmeret med grundloven i 1915, og de første fire kvinder blev valgt i 1918. Radikale Elna Munch var en af dem. 
 
Hun var også den første kvinde nogensinde på Folketingets talerstol. Det skete den 19. juni 1918 under førstebehandlingen af Forslag til Lov ang. Lønforhold ved Skoler i København m.fl. Kommuner. I følge forslaget må “Lærere ikke være fyldt 70 år, medens bestyrerinder og lærerinder ikke må være fyldt 65 år, hvis de skal opnå ansættelse.” Denne forskel kunne Munch ikke acceptere. Der var ikke nogen statistik, der underbyggede, at den skulle være nødvendig - det var ren og skær fordomsfuldhed overfor ældre kvinder. Man burde i stedet, argumenterede Munch, sætte aldersgrænsen “ens for mænd og kvinder. På forhånd er der ingen grund til at tro, at kvinder giver tidligere op end mænd.” 
 
Hun tabte den gang, for der mente man altså stadig at kvinder ikke kunne holde så længe? Tænk engang. Men det lykkedes vi så senere med at få lavet om. Sådan har det ofte været for radikale i kampen for frihed, lige muligheder og forpligtende fællesskab. Det kommer ikke af sig selv. Og vi må aldrig, aldrig tage det for givet.
 
For mig er Elnas kamp en af de allervigtigste nogensinde for ligestilling i Danmark. Tænk ikke at have stemmeret? Tænk, hvor afsindig frustrerende og nedværdigende kvinder må have følt det? Brændende ønske sig at være med til at ændre samfundet, men ikke kunne få lov? Ikke have adgang. Har man ikke en stemme, har man ingen adgang til samfundet.
 
Siden Elna Munch er ligestilling jo kommet langt i Danmark. Men vi er ikke kommet i mål. Og jeg mener også vi her kan tale om reelle tilbageskridt. I sidste uge vedtog et flertal for eksempel, at kvinder ikke må bære burka og niqab. For 100 år siden var det forbudt for kvinder at have hotpants og miniskørt på. I dag er det blevet forbudt at dække sig til. Jeg foragter mænd, der påtvinger kvinder bestemt påklædning, sådan som det er tilfældet nogle steder i verden. De står for mig for alt, hvad der er undertrykkende, ufrit og udemokratisk. Og den form for tvang har vi heldigvis forbudt i Danmark. Og netop derfor er jeg rystet over, at et flertal i folketinget med lethed og på en eftermiddag besluttede, at de må bestemme, hvad kvinder må have på. Det er ikke ligestilling! Der er mere at gøre.
 
Elna Munch gjorde ligestilling til en central del af den social-liberale ideologi. Og jeg er fast besluttet på at fortsætte hendes kamp her 100 år efter. Jeg tror ikke, vi altid har grebet ligestilling rigtigt an hverken i den danske debat eller generelt. Vi forsømmer at tale om ligestilling som en strukturel udfordring. Vi prøver ofte at ændre spillerne så de passer til spillet, så at sige. Men det bør være den anden vej rundt. Vi skal ikke kræve af kvinder, at de skal passe ind i alle strukturer og sammenhænge, som i generationer har været designet af og til mænd. Vi skal ændre vores samfundsstrukturer, så de passer til både kvinder og mænds ønsker og drømme. Det var ikke før de ret konkret gjorde det, at Kvindefodbold virkelig rykkede på verdensscenen som sportsgren. Ved I godt, hvad de gjorde? De ændrede boldens størrelse og design. I mange år havde de spillet med den same bold som mændene. En bold designet af og til mænd. Så nej, en bold er ikke bare en bold. Det synes jeg er et fint lille illustrativt eksempel på, hvad der nogen gange skal til for at fremme ligestilling.  Vi skal ikke ændre spillerne. Men ind imellem ændre bolden.
 
Jeg mener, vi har behov for at tage de næste ligestillingsskridt nu. Derfor vil jeg fortsat kæmpe for, at vi får øremærket barsel til fædre. Frihed fra vold og sexisme og reel ligestilling for alle kvinder og mænd, uanset deres baggrund. Der er meget vi kan gøre. Jeg ser til Elna Munch og siger, jeg giver aldrig op! Hverken frihed eller ligestilling kan tages for givet.
 
Broderskab/Fællesskab. 
Med Viggo Hørups ord kendetegnes et demokrati ved at vi deler os efter anskuelser. Og et demokrati “kender ingen grænser nedad, det udelukker ingen og er ikke for godt for nogen.” Demokratiet er for alle. Og politik skal nytte noget. Det skal gøre en forskel, særligt for dem, som ikke har mulighederne i dag.
 
Og Viggo Hørup var ikke bare en af fædrene til den grundlov, der reelt indførte demokrati i Danmark – nemlig den af 1915. Han var også en af grundlæggerne af Radikale Venstre, selvom han døde i 1902, 3 år inden partiet blev stiftet.
 
Og ligebehandling, fællesskab og solidaritet er ligesom frihed og ligestilling stærkt til stede i vores danske grundlov. Retten til anstændigt arbejde er der (arbejde på vilkår der betrygger [hans] tilværelse), ligesom solidaritet med dem der ikke kan arbejde og forsørge sig selv. Ligesom retten til gratis skolegang for alle børn i Danmark.
 
Vi er kommet langt i Danmark ved at bygge på de værdier. Vi er verdenskendt for vores velfærdssamfund, som giver muligheder til de mange, og ikke kun til de få. De bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder er et princip alle politiske partier – i princippet – tilslutter sig. 
 
Men også når det kommer til solidaritet og fællesskab er vores demokrati udfordret.
 
Grundtvig, som mange af de der stod fadder til vores grundlov var inspireret af, sagde det meget klart. Du er dansk, hvis du føler dig dansk. Til et folk de alle høre,/ som sig regne selv dertil,/ har for modersmålet øre,/ har for fædrelandet ild.
 
Og Edvard Brandes, Georg Brandes næsten lige så berømte bror og medstifter af partiet tilføjede, at ingen andre end du selv kan fastlægge om du er dansk eller ej. 
 
”Om man lever til gavn eller til skade - det viser resultaterne og derom slås man. Men ingen har ret til at sidde til doms over en andens nationalfølelse.”
 
Men hvor er de kloge ord blevet af i dansk hverdagspolitik? Hvordan er Danmark blevet et land, hvor vi indfører lovgivning, som kun gælder for nogle mennesker i nogle bestemte boligområder og ikke gælder for alle? Hvordan kan det nogensinde give mening at definere et boligområde som en ”ghetto” alene baseret på beboernes etnicitet? Uanset om de arbejder som læger, sygeplejersker eller iværksættere? Uanset om de går i gymnasiet eller er ved at uddanne sig til ingeniører? 
 
Det giver ikke mening for mig, men det er lovgivning, som der nu er flertal for. DF foreslog i sidste uge, at svinekød skal være en tvungen del af måltiderne i danske daginstitutioner. Vi kan grine af det. Men hvis ikke vi får sat modbølgen i svingninger, så er det da indenfor rækkevidde, at der vil ske tvangsfodring af børn med svinekød i børnehaven. Er det, hvad vi forstår ved et liberalt demokrati? At det skal vi beslutte på Christiansborg. Tvangsfodring med gris? Hvor kom det fra? Det er ikke min forståelse af grundlovens værdier om solidaritet, fællesskab og sammenhæng. I et liberalt demokrati, kan vi ikke definere, hvad det vil sige, at være dansk på så snæver en måde, at det handler om hvad man har på eller hvilken slags kød man indtager. 
 
Grundlovens faddere fra 1915 definerede ikke vores demokrati eller hvad det vil sige at være en demokratisk borger efter dine spisevaner eller dit tøj. Ligesom de ikke definerede demokrati efter religion, etnicitet eller baggrund. Du er dansk hvis du føler dig dansk. 
 
Vi er nødt til at arbejde langt mere på at få følelsen af solidaritet og fællesskab langt mere frem. Broderskab og søsterskab med de der kommer til Danmark og får asyl, fordi de er flygtninge og med dem der allerede er her, og kom for generationer siden eller arbejder her i nogle år. Mennesker der kommer til Danmark skal have mulighed for at blive del af vores samfund, fordi vi forventer af dem, at de tager del i vores samfund sammen med os. Det bliver de ikke ved at tvangsfodre deres børn med grisekød.
 
Derfor har vi foreslået, at børn, der er født og opvokset i Danmark, har bestået folkeskolens afgangsprøve og aldrig begået kriminalitet, på deres 18 års fødselsdag skal have mulighed for at få dansk statsborgerskab. De er børn – nu voksne – som vil bo i Danmark resten af deres liv. De taler dansk. Mange af dem som deres eneste flydende sprog. De har permanent ophold. Deres forældre, eller måske deres bedsteforældre, kom her for mange år siden. Vi er nødt til at gøre noget for at ændre den voksende splittelse i OS og DEM i vores samfund. Vi har brug for mere solidaritet og fællesskab. Mere broderskab og søsterskab.
 
I dag, 169 år efter at den første grundlov blev underskrevet, synes jeg vores danske demokrati er udfordret. Det er tid til at kæmpe for at beskytte og bevare demokratiet og de værdier, vores grundlov bygger på. 
 
Jeg er klar til den kamp. Jeg vil kæmpe for frihed og for at vi ikke tager vores frihedsrettigheder for givet. Jeg vil samtale med alle der vil og med alle de unge her i Omegnen jeg kan få i tale om, hvad frihed betyder for dem. Jeg vil kæmpe for ligestilling, og for den grundlæggende værdi, at dit køn eller din etnicitet aldrig må definere dine muligheder i livet. Og jeg vil kæmpe for mere solidaritet. At Danmark aldrig bliver et land, hvor menneskerettigheder begrænses til dem med hvid hud og blå øjne. For så er de ikke menneskerettigheder. Og så lever vi ikke op til grundlovens værdier, om at beskytte alle, der bor i Danmark, både de der føler sig danske, og de der er her for en kortere eller længere periode.
 
Jeg tror, at den kamp vil føre til et stærkere, mere åbent demokrati. 
 
Måske har I hørt, at jeg har talt om FRIHED, LIGESTILLING og SOLIDARITET. For sådan grundlagdes demokratiet i Frankrig med Frihed, Lighed og Broderskab. Det er det vi bygger på, og det skal gælde ALLE.
 
Vil man et andet menneskesyn en burkaforbud og tvangsfrikadeller, så er det på tide, at starte en modreaktion. Derfor har jeg besluttet at melde mig ind i Radikale Venstre. Skrev Rasmus fra Randers i går som reaktion på Socialdemokraternes udmelding.
 
Jeg er med Rasmus. Og jeg håber, I er med mig! Der er brug for alle!
 
Det handler om meget mere end flygtninge og udlændingepolitik, det der er på spil nu. Det handler om vores demokrati, vores grundlæggende rettigheder, vores frihed og vores tilgang til verden. Min oldefar tabte i 1915, da kvinderne fik stemmeret og demokratiet vandt. Han må ikke vinde igen! Der er en kamp at kæmpe, folkens! Fremad.
 
Glædelig grundlovsdag.
 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få seneste nyt om radikal politik