Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode
Presse
Webshop

Stolthed eller smålighed?

Morten Østergaards tale ved Folketingets åbningsdebat den 4. oktober 2018.
Det talte ord gælder.
 
I fredags var jeg i Kolding. Byen summede af stolthed. Det var Obama-time. Der var Barack-Burger. Michelle-Cookies. Folk på gaden. Danske og amerikanske flag i flagstængerne. Hele byen sitrede efter at høre præsidentens ord.
 
Obama gentog, hvad han før har sagt. Danmark kæmper over vores vægtklasse.
Jeg kan huske da statsministeren i Det Hvide Hus lavede sjov med, at det sagde Obama om alle nordiske lande, men at det gjorde os ikke mindre stolte. Og jeg synes, jeg hørte den samme stolthed i åbningstalen.
 
Stoltheden ved, at Danmark er en del af et EU, som har skabt fred og fremgang for generationer, som vores forfædre kun kunne drømme om, mens de lå i skyttegravene og beskød hinanden.
 
Stoltheden ved, at Danmark har vist verden vejen i kampen mod klimaforandringer. Senest med Energiforliget, hvor vi tog de afgørende skridt mod at gøre Danmark til et land, der kun har grøn strøm i kontakten og grøn varme i radiatoren.
 
Stoltheden ved et forstærket samarbejde om integration med fagforeninger og arbejdsgivere, der har fået flere flygtninge i arbejde.
 
Stoltheden ved, at vores virksomheder ikke længere kigger langt efter kunderne, men leder med lys og lygte efter nye medarbejdere, så de ikke skal afvise ordrer.
 
Jo, der er meget at være stolte af og statsministeren kan godt være stolt af sin tale – som flere steder lød radikal. Ret radikal.
 
-----
 
Nok også fordi Statsministeren jo gik uden om det, han antageligvis er knap så stolt af:
 
Glæde over det indre marked, jovist, men ikke et ord om de tilsyneladende fastgroede grænsebomme.
 
Fornøjelse ved flygtninges succes på arbejdsmarkedet, men ikke et ord om håndtryks-påbud og bødestraf til borgmestre, der ikke rører ved de nye statsborgere på retmæssig facon.
 
Behov for udenlandsk arbejdskraft tales op, mens indgreb mod internationale studerende på landets universiteter dysses ned.
 
Gode ord om børn og unge, men ikke én sætning om massive uddannelsesbesparelser og uddannelsesloft.
 
Smykkelov, integrationsydelse, stop for kvoteflygtninge. Ikke nævnt med ét ord.
 
Jeg forstår så udmærket, at Statsministeren ikke nævner disse ting. For ærlig talt: Det er ikke noget at være stolt af.
 
Heller ikke burkaforbuddet blev nævnt. Men da Folketinget for et år siden holdt åbningsdebat, blev ordet burka ellers nævnt 85 gange. Da debatten startede, var hverken Venstre eller Socialdemokratiet tilhænger af et burkaforbud. Da debatten sluttede var begge.
 
Hvorfor?
 
Fordi dansk politik alt for ofte reduceres til en konkurrence om at opfinde symbolpolitik, der kan tilfredsstille Dansk Folkeparti.
 
For nylig drog Fru Mette Frederiksen en parallel til filmperlen Zappa og sammenlignede filmens Mulle, der måtte spise en skovsnegl for at få sin Marokko-pude, med hr. Thulesen-Dahl. Men fik fru Mette Frederiksen ikke vendt det hele lidt på hovedet? For hvem er det, der spiser skovsnegle for at få lov at sidde blødt på ministertaburetter eller for at bringe sig tættere på dem? Det er da netop S og V.
 
Men måske er der lys forude.
 
Og alle siger nej til DFs krav om integrationsSTOP og skrotning af den succesfulde IntegrationsGrundUddannelse.
 
Se nu der - vær lidt stolte af jer selv. I kan jo godt.
 
-----
 
Vi radikale ønsker en ny retning for Danmark.
 
Med vores plan FREMAD har vi lagt 132 rigtige og finansierede løsninger på virkelighedens og hverdagens problemer frem. Det er vores søkort. For hvilken retning en ny regering skal sætte. Og for, hvorhen skibet skal sejle. Vi sætter ikke et nyt skib i søen, før vi er enige om retningen. Det er kravet, hverken mere eller mindre.
 
For Danmark har ikke bare brug for en ny kaptajn. Vi har også brug for en ny kurs. Fremad. Mod et grønnere, friere og stærkere Danmark.
 
-----
 
Det starter hos vores børn. Inden de babyer, der kommer til verden i år er gamle nok til at stemme, kan det være for sent.
 
Eksperterne mener, vi har 17 år, før skaden på planeten er uoprettelig. 17 år! Hvad skal vi sige til vores børn, hvis det sker? ”Jo, jo vandet i hanen smager af klor, og dit liv bliver kortere af de giftige partikler, du indånder på cyklen på vej til din uddannelse – men du fik da frikadeller hver dag i børnehaven, og du møder aldrig nogen med burka på din cykeltur?!”
 
Er det svaret til vores børn og børnebørn? Sort symbolpolitik i stedet for grøn handling?
 
Ikke, hvis det står til Radikale Venstre. Vi vil reducere vores CO2-udledning med 60 pct. i 2030. Regeringen har nu overtaget vores mål om 1 mio. elbiler på vejene. Og når regeringen mangler modet til at gøre op med landbrugets CO2-udledning, så har vi en plan, de også kan overtage: Udtag 1/3 af det nuværende landbrugsareal af dyrkning og gør de resterende 2/3 giftfri og klimavenlige.
 
Tør vi, kan vi gøre Danmark grønnere.
 
-----
 
Vi radikale tror på, at vores børn fortjener en bedre start på livet. Vi vil have 4.500 flere pædagoger, så ingen oplever at stå alene med 17 unger en tirsdag eftermiddag.
 
Vores folkeskole har for mange regler og for få penge. Vi vil give større frihed og 1 mia. mere hvert år til mere bevægelse og flere besøg på virksomheden, museet og i skoven.
 
Når vores uddannelser sparer og sparer, bliver der længere til skole og uddannelse. Vi vil gøre det muligt at uddanne sig over hele landet. Hele livet. Det kræver prioritering.
 
Derfor har vi svært ved at forstå, at vi skulle helt frem til et valgår før Socialdemokratiet opgav uddannelsesloftet, og regeringen begyndte at overveje uddannelsesbesparelserne. Det kan vi gøre bedre venner.
 
Tør vi, kan vi gøre Danmark stærkere.
 
Men det kommer ikke af sig selv. Danmark mangler akut dygtige mennesker, der kan tage fat. Hvis vi vil have råd til tryggere opvækst, bedre uddannelser og mere grøn omstilling, er vi nødt til at gøre det muligt for virksomhederne at hente de mennesker i udlandet, som vi mangler herhjemme. Alt andet er hykleri.
 
For Danmark mangler ikke først og fremmest penge. Men mennesker. Til vores virksomheder, plejehjem og hospitaler. Spørgsmålet er, hvor længe Socialdemokratiet, DF og venstrefløjen vil gamble med danskernes fremtid?
 
-----
 
I søndags markerede man mange steder i Danmark 75 året for redningen af de danske jøder under 2. verdenskrig. Et kapitel af Danmarkshistorien, som mange med rette er stolte af.
 
En humanitær arv, som har bidraget til billedet af Danmark ude i verden. Kvoteflygtninge, høj udviklingsbistand – alt sammen bidrag til billedet af et land, der kæmper over sin vægtklasse.
 
4 dage efter mindehøjtidlighederne siger regeringen nej til kvoteflygtninge endnu et år og S bakker op.
 
En uge senere – senest på mandag – skal 13-årige Mint fra Køge skilles fra sin mor og lillebror, fordi de danske myndigheder mener, hun bør leve med sin skizofrene og voldelige far i Thailand.
 
Og på Sjælsmark Kaserne sidder stadigt flere børn og deres familier. Aktuelt 93 børn. Børn, hvis forældre har fået afslag på asyl, men som ikke kan sendes ud af landet. Disse børn må end ikke eje deres eget legetøj. Familierne har ikke eget toilet eller køleskab. De må ikke selv lave mad. Og de bor der i årevis.
 
Statsministeren sagde i åbningstalen, at han vil give alle børn de bedste muligheder for et godt liv. Og fru Mette Frederiksen vil også gøre mere for børnene.
 
Så kom dog i gang!
 
De børns kummerlige tilværelse vækker ikke følelsen af stolthed – men af smålighed.
 
Det er ikke et eksempel på at kæmpe over sin vægtklasse, men snarere at slå under bæltestedet.
 
-----
 
Danmark har brug for en ny retning. Derfor har vi radikale givet danskerne en garanti:  Vi støtter kun en ny regering, der gør sig uafhængig af Dansk Folkepartis politik.
 
For det gør en forskel, om den næste regering i Danmark er baseret på Radikale Venstre eller Dansk Folkeparti.
 
Skal vi gå forrest i klimakampen – eller fortsat diskutere om klimaforandringerne er menneskeskabte?
Skal vi forhindre nye hvidvaskningsskandaler og skattely sammen med vores europæiske naboer – eller skal vi melde os ud af det europæiske fællesskab?
Skal vi bringe endnu flere flygtninge og indvandrere i arbejde – eller sætte integrationen helt i stå?
Skal vi give vores børn flere muligheder og bedre uddannelse – eller blive ved med at save i den gren, de sidder på?
Skal vi på ny kæmpe over vores vægtklasse – eller blive ved med at slå under bæltestedet?
 
Stolthed eller smålighed?
 
Jeg er ikke i tvivl.
 
Tør vi, så kan vi sætte en ny kurs for Danmark.
 
Ikke skarpt mod højre. Eller blødt mod venstre. Men fremad!
 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få seneste nyt om radikal politik