Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode
Presse
Webshop

Symbolpolitisk kviksand

Et lovforslag om tvunget borgmesterhåndtryk har sat sindene i kog. Borgmestre fra både V, S og K har frabedt sig mere Christiansborg-tosseri. De kan godt selv finde ud af at hilse på deres borgere.
I Aftenshowet sagde DF's Martin Henriksen om det problem, som han selv havde opfundet håndtrykket som løsning på, at "vi bliver nødt til at tage sorgerne på forskud". Folk får migræne af det niveau, den her debat foregår på. Hvorfor kaster vi os ikke over klimaforandringerne, uddannelseskulturen som stadigt flere unge bukker under for, forskruede ”putte-middage” på vores gymnasier og utilstrækkelig integration på arbejdsmarkedet? De virkelige problemer.
 
Svaret kom i denne uge. For under indtryk af den megen kritik valgte Socialdemokraternes formand at trykke på pauseknappen. Der er ikke "for nærværende brug for håndtrykslovgivning". En spagfærdig afvisning, som efterfølgende er blevet genstand for analyser af enhver art. Nu kunne ny-strammerne i S ikke holde fast mere. Håndtryk var grænsen. Tja, man har da lov at håbe.
 
Uanset hvad viser det jo præcis, hvad det her handler om. Ikke om de virkelige problemer, som stadig savner rigtige løsninger. Nej, det handler om spillet om magten. Hegnspæl efter hegnspæl blive flyttet. Et skridt af gangen. Dansk Folkeparti har lokket S og V ud i en kæmpe omgang udlændingepolitisk kviksand. Desto mere de spræller, desto mere sidder de fast.
 
For et år siden var det burka-forbuddet V og S tilsluttede sig. Nu fører DF kampagne under parolen: ”Smid tørklædet og meld dig ind i Danmark.” Tør nogen gætte på, hvorlænge de får lov at have det for sig selv?
 
Håndtrykssagen viser, at det, der foregår på Christiansborg, intet har med virkeligheden at gøre. Det er ren magtpolitik. Og hele vejen til valgdagen vil S og V teste hinanden i, hvem der vil gå længst i DF's retning. Indtil nogen siger stop. Indtil du siger stop. Og viser, at vi kraftpetervæltemig ikke stemmer 179 mænd og kvinder på Tinge for, at de skal opfinde problemer, de kan bruge til at lege kispus med hinanden.
 
Virkeligheden kalder.
 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få seneste nyt om radikal politik