Tale til Marianne Jelveds 30-års jubilæumsreception | Radikale Venstre

Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode
Presse
Webshop

Tale til Marianne Jelveds 30-års jubilæumsreception

Af landsformand Svend Thorhauge.
Kære Marianne 
 
Vi begynder med et citat.
 
”Nu var det mig, der havde ansvaret. Nu var det mig, der skulle følge op på de store gamle, der gik forrest i 1905. Og dét kæmpe ansvar, var det, jeg skulle bidrage med”.
 
Sådan siger du i den video, vi har produceret i anledning af dit jubilæum. Her fortæller du også om den alvor, der slog dig, da du gik op ad trappen første gang som folketingsmedlem og ikke blot dødeligt forretningsudvalgsmedlem som os andre. 
 
Det er et sigende citat fra dig. Det fortæller meget præcist om den Marianne, vi kender. Selvfølgelig, fordi du siger noget om alvoren. Den jelvedske alvor kommer vi ikke uden om. Den er så kendetegnende for dig, at den har fået håndtaske som navn. 
 
Men mere vigtigt siger du noget om ansvaret. Ansvar i politisk forstand: at give svar på de spørgsmål, som tiden stiller. At vove at stille sig an og være beredt på at formulere svarene og tage konsekvensen af sine formuleringer.
 
Som Hostrup skrev i sangen til Ry Højskoles grundlæggelse:
 
Det gælder om at hjælpes til / at se med egne øjne
og ret forstå, hvad tiden vil / og ikke tro dens løgne
 
”Nu havde du ansvaret for at følge op på”, siger du. Din omgang med sproget er altid præcis. Nu var det dig, der skulle følge op på de store. Og selvom du for os andre hører til blandt de urørlige, og garanteret blandt nye MF-ere berettes om som en af dem, kun tåber ikke frygter, så viser du med hele din gerning, at du selv betragter dig som én, der følger op på; én, der fører ideen videre. 
 
Og ikke faklen videre, men ideen. For det er ikke en stafet, det er et opdrag. Og med Hørups og Munks opdrag in mente, så skal ideen føres videre ikke blot til nye generationer, men for nye generationer. Ideen skal føres videre, end den var. Det handler om, hvad tiden vil. Ikke hvad tiden ville engang.
 
(…ret forstå, hvad tiden vil / og ikke tro dens løgne)
 
Dit ærinde er derfor om noget de løsninger, du arbejder for, og ikke hvem du arbejder for. 
 
Som ung radikal var jeg undertiden frustreret, når du som politisk leder ikke ville båndlægges af landsforbundet, men stædigt og eksplicit fastholdt gruppens frihed og integritet. Når også jeg alligevel er mildnet med årene, er det fordi, du har vist så tydeligt, at det handlede om friheden til at sikre levedygtige socialradikale løsninger. ”Inden for rammerne af det parlamentariske arbejde”, som vist var det, Zahle sagde, da han tilsluttede sig det første radikale program og skulle balancere mellem gruppe og landsforbund.
 
Derfor er selve aftalen altid et tvingende argument for dig. Du vil gå endog meget langt for at få en bred aftale i stand. Både, fordi aftalen så holder længere, men især, fordi du har tillid til folkestyret. Eller rettere, du ønsker at styrke tilliden til folkestyret og ved, at når det ikke handler om vundne slag, men om fælles frihed, går alle hjem med tillid til aftalen. Frihed og tillid hænger uløseligt sammen og et frit folkestyre er baseret på tillid.  
 
Og mens alvoren og ansvaret nok er to ord, der ofte følger beskrivelserne af dig, så vil jeg alligevel mene, at tilliden er din langt stærkeste følgesvend. 
 
Tillid kan ikke tvinges. Ikke i et folk, ikke i et parti, ikke i et menneske. Tillid er noget, der opstår i den gensidige forpligtelse, fordi den forudsætter vores frihed. Tillid er som kærlighed. Tillid er noget, vi vækker.
 
Og tilliden til dig, Marianne, er af egen art. Og den vokser hver dag i din utrættelige kamp for folkeskolen. Ja, for hele skolevirket. Når du rejser land og rige rundt og deltager i samtaler med enhver, som vil være med til at udvikle skolerne i Danmark. Samtaler i tillid. Samtaler med mening.
 
For med dig ved man, at der er tanke og overvejelse bag. Du tager dig tid – uanset hvem der spørger. Og man hører, at ordene ikke altid er tilrettelagt og velordnede i små skematiske bure, men at sprogets klang kommer fra et gensidigt dyb af ligeværd. 
 
Og med det viser du os, at en folkevalgt er netop det. Valgt til et tillidshverv af folket, som en del af noget, der er større end personen selv. Det kan stige de fleste til hovedet. Det kan blive en albue, en magtens kampplads, et trofæ. Men ikke for dig. Du viser os, hvad politik også kan. Hvordan man samler og samtaler. Hvordan mødesteder er mere modige end egenrådighed. 
 
’Det fortæller om en uegennyttig indsats for folkestyret, og det aftvinger beundring, taknemmelighed og respekt’. Og hvis de sidste ord lyder lidt bekendte, så er det ikke uden grund. For det er den beskrivelse, vi hvert andet år hæfter på en modtager af Marianne-Prisen. Landsforbundets eneste pris. En pris, der fortæller om den store betydning, du har for vores parti og for vores selvforståelse.
 
Men især, fortæller det jo noget om dig. Om det opdrag, du tog på dig.  Om, at du har ført ideen om folkestyret videre, end den og det var. Om, at du er lige præcis Marianne Jelved.
 
Tak for det og tak for indsatsen, Marianne.
 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få seneste nyt om radikal politik