Nyhed

Uddannelsesbyen Svendborg

Vi gør Svendborg stærkere
Hanne Ringgaard Møller
Hanne Ringgaard Møller
Flere studerende og et aktivt studiemiljø og ungdomsmiljø i Svendborg er et ualmindeligt positivt løft for Svendborg kommune
Byrådsmedlem Hanne Ringgaard Møller

Indlæg af Byrådsmedlem Hanne Ringaard Møller

Svendborg bliver uddannelsesby.                                                      8.okt. 2021

Folketingets beslutning om, at flere uddannelser skal havne uden for byerne – betyder at UCL i Odense skal aflevere studiepladser uden for Odense. Det har sat en yderst positiv proces i gang for Svendborg kommune.

UCL erhvervsakademi og professionshøjskole ønsker at placere 500 studiepladser ud over de 500 studiepladser UCL i forvejen har i Svendborg. Det må man kalde et ambitiøst træk af UCL.

Flere studerende og et aktivt studiemiljø og ungdomsmiljø i Svendborg er et ualmindeligt positivt løft for Svendborg kommune. Det har været RV´s mærkesag i Svendborg i de sidste to byrådsperioder.

UCL Erhvervsakademi og professionshøjskole rummer uddannelser, som pædagog, sygeplejerske, socialrådgiver, bioanalytiker, ergoterapeut, fysioterapeut, radiograf, lærer, administrationsbachelor og flere forskellige erhvervsuddannelser som finansøkonom, IT-teknolog, handelsøkonom, ledelse uddannelser, bygningskonstruktør og meget mere.

Hvilke uddannelser der kommer til Svendborg fremadrettet arbejdes der på og vi venter spændt på et udspil fra UCL. Det kan kun blive godt. At få lov at uddanne sig gennem livet, både som ung og undervejs, ved vi giver både øget meningsfuldhed, livskvalitet og en højere levetid. Inden der bliver bygget et nyt Campus og al planlægning falder på plads går der let 3-4 år – men der er også mange faglige og politiske processer, der skal falde på plads inden da.

Nu bliver det ekstra vigtigt med en attraktiv placering, optimal infrastruktur, el-busser og en forbindelse til Odense uden forsinkelser og aflysninger.

Alt i alt et godt arbejde mellem UCL, uddannelsesordførerne i Folketinget og Svendborg kommune. Som der tidligere er skrevet om har processen vedrørende den i første omgang halve læreuddannelse fra Svendborg side ikke været særlig transparent og på tidspunkter også på kanten af, hvad man har mandat til. Det kan vi blive bedre til og da vi i styrelsesvedtægten for kommende byrådsperiode har besluttet, at Børn og Unge udvalget fremadrettet skal hedde Børn, Unge og Uddannelsesudvalget, da bliver det også mere tydeligt, hvordan vi kan dagsordensætte det politiske arbejde med uddannelse. Derudover har vi i Svendborg kommune et uddannelsesråd – som også vil få en betydelig rolle fremadrettet.

Steen Tinning
Steen Tinning
Vi kan ikke støtte, at vi som kommune skal bruge over 5 mio. kr. om året på en uddannelse, som vil undergrave vilkårene for den læreruddannelse, vi allerede har i Svendborg,
Byrådsmedlem Steen Tinning

Læserbrev af byrådsmedlem Steen Tinning

Læserbrev i FAA 5.sept. 2021:

Ny læreruddannelse og frie skoler.

Tirsdag godkendte byrådet et prospekt for en ny læreruddannelsesstation i Svendborg – det er ikke et ”seminarium” som der står på forsiden af onsdagens amtsavis. Prospektet indebærer, at vi som kommune opfordrer University College Lillebælt (UCL) til at etablere en læreruddannelse i Svendborg, som også retter sig direkte mod idrætsefterskoler og idrætshøjskoler. Det gør byrådet, på trods af at vi allerede har en læreruddannelse i Svendborg som retter sig mod idrætsefterskoler og idrætshøjskoler og alle andre frie skoler – nemlig den Frie Lærerskole som har ligget i Ollerup siden 1949. Det kunne vi på ingen måde støtte. UCL er velkommen til at etablere en læreruddannelse hvor mindst halvdelen af uddannelsesaktiviteterne skal foregå i Svendborg, lige som de er velkomne til at bygge en stor uddannelsesinstitution på havnen. Men vi kan ikke støtte at vi som kommune skal bruge over 5 mio. kr. om året på en uddannelse, som vil undergrave vilkårene for den læreruddannelse vi allerede har i Svendborg, lige så lidt som vi kan støtte en kommunegaranti på 16 mio. kr. som forudsætning for UCL’s mulige byggeri på havnen.