Ny folkeskolefond skal udvikle undervisningen ind i fremtiden

Det skal skolen ruste vores børn til. Derfor vil Radikale Venstre investere 1 mia. kr. over 10 år og oprette Folkeskolens Fremtidsfond.
 
Vi ønsker os en skole, som sprudler og hele tiden udvikler sig, så den er spændende og inspirerende, og så den klæder vores børn godt på til det samfund, som venter dem – også når det forandrer sig.
 
For at få den skole, må vi sørge for, at lærerne og skolerne har rum og ressourcer til udvikling. Så ideer kan spire og vokse nedefra. Derfor vil vi investere 1 mia. kr. over 10 år og oprette Folkeskolens Fremtidsfond. Fonden kan søges af skoler til at udvikle undervisningen, til at finde nye måder at arbejde kreativt på og med ny teknologi. Fonden skal også give den åbne skole, som samarbejder med omverdenen, luft under vingerne.  

 
I disse år er vores samfund i hastig forandring. Det kan alle genkende. Vi bliver i stadig stigende grad påvirket af det, der sker i verden omkring os. Ny teknologi skaber nye muligheder, men ændrer også vores arbejdsliv, hverdag og vores fælles samfund. Det stiller store krav til vores evne til at navigere, finde løsninger og handle klogt med afsæt i rodfæstede værdier. Ikke bare i vores arbejdsliv, men i livet som sådan. Det skal skolen ruste vores børn til.
 
Heldigvis har vi i Danmark de bedste forudsætninger for at gøre netop dét og skabe den bedste skole tilpasset den tid, vi lever i. For det ligger dybt i den danske dannelsestradition at lære vores børn at tænke kritisk og selvstændigt, deltage aktivt i demokratiet og bidrage til at løse problemer. Og det er præcis det, som mange peger på, er afgørende at kunne i det samfund, som venter vores børn.
 
Folkeskolens Fremtidsfond skal give skoler og lærere mulighed for at gribe de ideer, de har, til at skabe en undervisning og en skoledag, som giver vores børn mod på livet og kundskaber til at forme fremtiden.
 
Læs hele udspillet her