Vikaren fra himlen

Af Sanne Bjørn Når man får tilbudt et vikariat i Folketinget, og en MF’er på samme tid får tilnavnet ’vikaren fra helvede’ (SF’s Karsten Hønge, der er stedfortræder for Anne Baastrup, red.), så overvejer man lige vikarrollen en ekstra gang.  I februar blev jeg kontaktet af MF’er Andreas Steenberg. Han spurgte, om jeg ville vikariere for ham under hans barsel i foråret. På trods af et travlt og spændende civilt arbejdsliv, fik vi brikkerne til at gå op, så jeg kunne tage over som radikal fødevareordfører i maj og juni måned.  Ordentlighed har altid været et vigtig politisk pejlemærke for mig, og det var derfor også vigtigt, at den radikale folketingsgruppe trygt og roligt kunne sende Andreas på barsel uden at frygte rabiate avisoverskrifter. Derfor blev hashtagget på Twitter #vikarenfrahimlen til. Man skal være et skarn, hvis ikke man som politisk dyr får lyst til at deltage og sætte sine beskedne fingeraftryk, når man træder ind på Christiansborg. Huset emmer af historier, og omgangstonen og det politiske miljø er som radikal inspirerende at færdes i. Fra dag et tog radikale kolleger og den radikale gang rigtigt godt imod mig. Det samme gjorde øvrige MF’ere, Folketingets formand, Statsministeren og Fødevareministeren. Gruppens yngste medlem, Jeppe Mikkelsen, blev min mentor, og udover rundvisning, praktisk indføring i procedure og teknikaliteter gave den unge østjyde mig også sms-hjælp, når man ikke kunne finde ud af TV- remoten i Folketingets lejligheder. Jo, der var sørget godt for mig 24-7.  Jeg var blevet installeret på Andreas’ kontor og lånte i perioden hans lejlighed, som MF’ere langvejsfra får stillet til rådighed. Sidstnævnte skulle sammen med transporten vise sig at blive rigtigt vigtige brikker i en MF’er fra Jyllands liv. For når et møde slutter kl. 22 om aftenen, så kan man ikke lige cykle hjem til Jylland. De første dage, mens Fødevareministeren var på charmeoffensiv i Kina, brugte jeg på at sætte mig ind i de aktuelle sager på fødevareområde og forberede de temaer, jeg ville sætte fokus på. Jeg fik også god hjælp af fødevareministerens departement, og lærte det ministerium og dets dygtige folk at kende. Jeg besluttede tidligt i forløbet at sætte fokus økologi og regeringens målsætning om at fordoble det økologiske areal. Primært fordi det optager mig, sekundært fordi jeg hjemme altid har diskussioner med konventionelle landmænd i familien og på hjemegnen i Midtjylland om deres mistro til økologiens lyksaligheder. Jeg mærkede hurtigt i fødevareudvalget de samme diskussioner gentage sig, hver gang snakken kom ind på landbrugsproduktion. Jeg vil gerne have landmænd til at genfinde deres kærlighed til deres ”20 tønder land”, og på den måde få en saglig dialog om fødevareproduktionen i Danmark. Så den kommer til at handle om, hvordan vi hæver kvaliteten og dermed prisen, frem for hvor mange penge vi mister, når vi ikke kan gøre det samme, som vi længe har gjort. Drevet jord og dyr for intensivt. Hver mandag planlagde jeg besøg hjemme på økologiske gårde og hos økoproducenter og -interessenter i Midt- og Vestjylland. Det bragte mig langt omkring og gav mig god viden og skyts i debatten.  Hverdagene på Christiansborg blev hurtigt tætpakkede med afstemninger i salen, debatter, gruppemøder, ordførermøder, udvalgsmøder, samråd, høringer og møder med interessenter og organisationer. De personlige assistenter på den radikale gang, som hver hjælper 3 MF’ere, blev et anker i at få den kabale til at gå op. Ligesom det at komme frem og tilbage imellem hovedstaden, hjemmet og rundt i kredsen var en større logistisk øvelse med bil, tog, fly, bus, cykel, metro. Jeg kan godt afsløre, at mit tilhørsforhold til Midtjylland og det faktum, at jeg bor på landet, er helt og aldeles forenelige med min kærlighed til min bil! Man klarer ganske enkelt ikke at komme rundt uden. Jeg holdt min jomfrutale i salen om regelforenkling i dansk fiskeri og fik som det sig hør og bør småmønter. Efter sigende en tradition til at købe kransekage og cognac for til kollegerne. Det blev til adskillige debatter og taler derudover, og jeg har ordført på så forskellige emner som nyt cpr. nummer, grænsebomme, randzoner og hundeloven. Den sidste lov var en særlig glæde at være med til at forhandle, da vi hjemme i vælgerforeningen for nogle år siden var med til at lave partiets politik om kamphunde.  Når man sidder i det radikale bagland og følger Christiansborg udefra, er der overordentlig meget fokus på medierne og konflikterne. Det er også en del af den politiske hverdag, at meninger brydes, men den del fylder en mikrolille del af hverdagen. Mest tid går, som førnævnt, med møder og forhandlinger og forberedelser med at sætte sig ind i nyt stof.  Særligt stort indtryk gjorde kulturen i den radikale folketingsgruppe, som var båret af en usædvanligt åben og tillidsfuld mødekultur, og som gjorde gruppemøderne til en stor fornøjelse. Det varmer langt ind i et radikalt baglandshjerte at mærke, hvordan MF’ernes diskussioner ligner dem, vi også sidder med i vælgerforeningerne og Hovedbestyrelsen og krystaliserer sig med samme dele indignation og vilje til at forandre Danmark og verden for mennesker. Om det så var diskussioner om psykiatri, Syrien eller beskæftigelsesreform, antog linjen form fra den radikale dna med lige dele social, grøn og økonomisk ansvarlighed. Altid tre ben. Og med stor tillid til hinanden. Det var vikariatets bedste oplevelse.  Samme fornøjelse var det at mærke den varme og glæde over beskæftigelsesreformen, som blev lanceret på et fællesmøde med socialdemokraterne. Her rørte reformen tydeligvis ved noget kernepolitisk for både socialdemokrater og radikale.  Vikaren fra himlen takkede af for denne gang og sluttede vikariatet med at lancere det radikale forslag Økologiens År. Med inspiration fra H.C. Andersen og Søren Kirkegaard Året, er Økologiens År en fejring af Ø-mærkets 25 års jubilæum i 2015. Det skulle gerne give anledning til at genfortælle den økologiske historie og dens fortræffeligheder og give efterspørgslen efter danskproduceret økologi et boost fremad. For når alle gode kræfter omkring økologien tænker sammen om fællesevents og fejring, så plejer det sjældent at gå galt. Fuldstændig parallelt med den radikale politik: når alle gode kræfter tænker sammen, tager ansvar og handler, så plejer det sjældent at gå galt.  Det har på alle måder været en sand fornøjelse at indtræde i Andreas’ sko, omend jeg ikke misunder pendullivet imellem Jylland og København. Det kan så heldigvis give os en god anledning til at kæmpe lidt mere intenst for at binde Danmark bedre sammen. Med en Kattegatbro…