Ole Hallum Holst
Leder (salg mv) inden for det private
Min tilgang til politik er helt enkel, jeg tror på et samfund hvor de brede skuldre bærer mest og yder en hånd til de, som ikke kan selv. Det kræver en ansvarlig langsigtet økonomisk politik og fortsat fornuftig vækst, så vi kan blive ved at have et fair velfærdssamfund. Det er for mig det ene ben i den socialliberale balance. Det andet ben handler om friheden til at mennesket skal have ret til at udfolde sig på egne betingelser, så længe man ikke aktivt ødelægger fælleskabet. Denne ret følges naturligt af en pligt til respekt for hinandens forskellighed, at vi som samfund og individer opfører os ordentligt overfor hinanden!. Som radikal er jeg pragmatisk realpolitiker, med en sund skepsis overfor enhver form for fundamentalisme. Dog med en enkelt undtagelse, jeg vil ikke være med til at rykke på vores demokratiske fundament, først og fremmest at vi som samfund (be)dømmer mennesker ud fra hvad de gør, ikke hvem de er. Denne grundsten er sammen med respekten for forskellighed under pres i dagens Danmark. Derfor er jeg aktiv i politik!
Jeg er organisations- og netværksmenneske siden en fjern fortid som elevrådsformand i min lokale folkeskole. Siden har jeg bl.a været forbi boligforeningsarbejde og er PT involveret så forskellige steder som Danmarks ældste provinsforening for LGBTpersoner og Senior Erhverv, der netværker omkring jobskabelse for +50ere.
Min passion for Kolding startede da jeg for fire år siden besluttede at flytte til byen fra København for dels at være tættere på min familie dels bo mere centralt i Danmark. En beslutning jeg ikke har fortrudt. Kolding er en dejlig by med både natur, kultur og historie i flot samspil med modigt design og gode visioner om udvikling. De takter skal vi fortsætte i det kommende byråd!.