Nyhed

Fra moralsk forargelse til stærk skrive­gruppe

Radikale medlemmer stemmer om resolutioner ved Landsmødet
Radikale Venstre har for tiden nedsat to skrivegrupper. En om national alkoholpolitik og en om ungdomsuddannelser. De to skrivegruppe-formænd, Marie Brixtofte og Finn Hartvig Nielsen, fortæller her om skrivegruppernes tilblivelse og formål, og hvordan man som almindeligt medlem kan engagere sig i gruppernes arbejde.

Af Dana Fahoum

Marie Brixtofte hvid baggrund
Interview med skrivegruppens formand Marie Brixtofte

Skrivegruppe for national alkoholpolitik

Hvordan opstod idéen til skrivegruppen, og hvad er gruppens ønsker og ambitioner?

”Idéen opstod, da Karin Friis Bach og jeg sidste år lavede resolutionen ”Danmark skal ikke have verdensrekord i dårlig alkoholkultur”. Den bundede i en undren over, hvordan vi i samfundet kan tillade os at have et vanedannende stof, der er lovligt, men uden man passer på de mennesker, som omgås eller som udvikler misbrug. Qua mit arbejde har jeg beskæftiget mig med unge og voksne børn af misbrugere og kunne se, hvilken fuldstændig vild konsekvens det har for de mennesker, der ikke har valgt at have et misbrug, men som tilfældigvis er opvokset med det.

Så det var egentlig en reaktion på, og en form for moralsk forargelse over, at vi ikke erkender og tager konsekvenserne af lovlig alkohol alvorligt. Resolutionen udviklede sig til et kommissorium med nedsættelse af en skrivegruppe med det primære formål at udarbejde et samlet program for Radikale Venstres alkoholpolitik. Vi skal forpligte os på at have en national alkoholpolitik, da det er en politisk mangel, at vi ikke har sådan en”.

Hvordan fungerer skrivegruppens arbejde? Både i forhold til temafastlæggelse og udarbejdelse af politikken?

”Skrivegruppen består af syv medlemmer. Efter vores første møde aftalte vi meget hurtigt formen, der gik ud på, at vi skulle bruge efteråret på at have virtuelle møder, hvor vi vil have eksperter til at fortælle om et konkret emne. Vi har fire emner: unge, voksne, misbrug og pårørende. Ligeledes har vi opdelt vores arbejde i tre faser, hvor fase et, den fase som vi er i lige nu, er indsamling af alt relevant information, fase to er selve skriveprocessen, som vil foregå i januar, og i den tredje og sidste fase er der mulighed for at give feedback på den udarbejdede politik, inden vi som sidste led går til hovedbestyrelsen. Når vi rammer sommerferien 2022, har vi et nationalt udspil, som vi håber har tværpolitisk opbakning”.

Hvordan kan man som medlem bidrage til skrivegruppens arbejde?

”Gennem medlemsnetværket har vi inviteret alle medlemmer i Radikale Venstre til at deltage i fase et og tre. Fase et er den fase, hvor vi lytter og bliver klogere gennem eksperter og medlemmer, så vi sammen kan komprimere det til noget konkret i fase to. Alle er velkomne, og det vil kun bidrage med noget godt. Jo flere nuancer vi kan få med, desto bedre. Så hvis man er interesseret, er man mere end velkommen til at kontakte mig”.

Finn Hartvig hvid baggrund
Interview med skrivegruppens formand Finn Hartvig Nielsen

Skrivegruppe for ungdomsuddannelser

Udover skrivegruppen for alkoholpolitik har Radikale Venstre også nedsat en skrivegruppe for ungdomsuddannelser. Den bygger på et ønske om at udarbejde et program, hvor bedre rammer og vilkår sikres for vejledning af unge, der står overfor et uddannelsesvalg.

Hvordan opstod idéen til skrivegruppen, og hvad er gruppens ønsker og ambitioner?

”Da jeg var formand for Dialogforum for Uddannelse og Forskning, tog vi i styregruppen et nærmere kig på den radikale politik inden for uddannelse. Mange af de politiske programmer, vi har udviklet for nogle år tilbage, er efterhånden forældede, og som et uddannelsesparti, mente vi, at der var behov for en opdatering. Der er mange områder at tage fat på fra folkeskole, til forskning og karakterkrav, men vi blev enige om at begynde med ungdomsuddannelserne. Vi sendte et udkast til kommissorium til forretningsudvalget, og efter en grundig bearbejdning blev det sendt til hovedbestyrelsen. Hovedbestyrelsen kom med flere ændringsforslag og tilføjelser, og efter en diskussion i vores styregruppe, kom vi med forslag til kompromisser og i sidste ende fik vi et godt kommissorium.

Da vi i skrivegruppen havde vores første møde, lavede vi en tidsplan, godkendt af hovedbestyrelsen. Såfremt alt går som ønsket, bliver det nye program for ungdomsuddannelser godkendt af hovedbestyrelsen i 2022, hvorefter det vil blive Radikale Venstres officielle politik”.

Hvordan fungerer skrivegruppens arbejde? Både i forhold til temafastlæggelse og udarbejdelse af politikken?

”Vores arbejde tager udgangspunkt i ti punkter indenfor rammerne af ungdomsuddannelsespolitik, der blev vedtaget af hovedbestyrelsen. I skrivegruppen valgte vi at kaste det hele i luften, og kom frem til ni overordnede temaer: 1) Optag og vejledning. 2) Plads til alle. 3) Placeringen af uddannelser. 4) Dannelse. 5) Tværfaglighed og projektarbejde. 6) Trivsel og gennemførsel. 7) Elevpladser. 8) Opbygning og struktur på uddannelserne. 9) Skolernes økonomi.

Ud fra disse temaer har vi dannet en undergruppe for medlemmer af skrivegruppen, der har haft et særligt interesseområde. Vi er så heldige i skrivegruppen at have medlemmer, der har arbejdet med forskellige skolereformer, der kan bidrage med deres viden til optimeringen indenfor de enkelte temaer. Derudover har vi en repræsentant fra Radikal Ungdom, der er ude ’i felten’, og som bidrager med direkte input og erfaringer fra ungdomsuddannelserne”.

Hvordan kan man som medlem bidrage til skrivegruppens arbejde?

”Jeg vil på det kraftigste opfordre alle, der har interesse til at gå ind på medlemsnetværket under ’Skrivegrupper’, og trykke på abonnér på program om ungdomsuddannelser. Vi havde vores første åbne møde for alle medlemmer til landsmødet, og vi kommer til at holde et igen i slutningen af november. Annonceringen af møderne vil ske gennem medlemsnetværket. Efter nytår vil vores forslag til programmet komme i høring, hvorefter det skal vedtages af hovedbestyrelsen”.

Vil du være med?

Lyder skrivegrupperne som noget for dig, og ønsker du at være med til at sætte dit præg på Radikale Venstres alkoholpolitik eller ungdomsuddannelsespolitik, så tøv ikke med at kontakte formændene Marie Brixtofte eller Finn Hartvig Nielsen.

Se også mere om skrivegruppernes arbejde på medlemsnetværket her.