Af Mikkel Sarbo, landsformand, Radikale Venstre
Det var et ubegribeligt angreb på europæisk stabilitet, da Putins tropper den 24. februar rykkede over grænsen fra Belarus til Ukraine. Selv befandt jeg mig på dagen i netop Rusland. Min partner, Henriette, og jeg boede klos op og ned ad en kaserne. Der var ingen smil på læben hos de soldater, vi mødte på gaden – og hvor uvirkeligt var det pludselig at kigge dem i øjnene. Var disse venlige, unge mænd nu vores største fjende? Og ville de være de næste til at blive sendt til fronten for at kæmpe en kamp, som INGEN har bedt om, og som intet perspektiv har?
Her nogle måneder senere har vi netop besøgt landet igen – og jeg vil her dele nogle af de oplevelser og indsigter, som jeg har fået gennem samtaler med turistguider, baristaer, restauratører, kassemedarbejdere, studerende, og hvem jeg ellers kunne få i snak uden at udsætte dem for risiko.
Spændingen var stor, da vi satte os på flyveren – ville der overhovedet være andre, som rejste den vej? Hvad ville vi møde? Og ville vi overhovedet blive lukket ind, selvom vi havde gyldigt visum? Rejsen gik over Istanbul, da det på vore breddegrader kun er Turkish Airlines, som opererer fly til Skt. Petersborg. Allerede her blev vi dog klogere på de bølger, som er sat i gang. I Istanbul vrimlede det med russere, og vi mødte enormt mange veluddannede mennesker, der for at kunne fortsætte med at arbejde for deres vestlige arbejdsgivere havde måttet forlade Rusland. Men stemningen var trykket. Så hvor kunne de få lov at rejse hen? Og hvad med familierne derhjemme? Ville de nogensinde se dem igen?
Havde det ikke været, fordi vi havde en ”bakke” befrugtede æg i højeste kvalitet i en dybfryser på en fertilitetsklinik i Skt. Petersborg, så havde vi stoppet rejsen der. Men når man, som jeg, har mistet sit eneste barn, og mere end noget andet ønsker igen at blive far, så skulle der mere end en krigerisk despot til at stoppe vores rejse mod at blive forældre sammen.
Flyveren mod nord var til vores forundring ret fuld, og selvom ruten var lagt om, så vi fløj uden om Ukraine, så åndede alt fred og idyl. I lufthavnen var alt som vanligt, vores pas blev stemplet og eneste ting, som var anderledes end det plejer var en lidt længere kø til McDonalds, hvor den i lufthavnen var den eneste, som stadig var åben i millionbyen.
Bortset fra globale brand-butikker, som i absolut uvished bare stod forladt og uberørt med svag belysning, stille dalende støv og en lille seddel i ruden, så var alt på overfladen, som det plejer at være.
Artiklen fortsætter under billedet
TANKSTATION: Med en Rubel-kurs på 9 øre er det tydeligt at klima og energiafgifter er en ”by i Rusland” her.
Som et politisk menneske var det hårdt at høre magtesløsheden foldet ud – og vigtigheden af ALDRIG at give køb på transparens, åbenhed og bred distribution af magt stod bare overdøvende stille tilbage.
Rygter om tomme supermarkeder og slagtilbud i butikkerne løber hurtigere end virkeligheden. Der var stadig fransk vin på restauranterne, belgisk øl i hanerne, og gaderne domineret af brutale SUV’ere, geilede Mercedes-sportsvogne og herskabelige Bentley’er.
”Hvordan har de råd til alle de vilde biler?” funderede jeg. ”De kommer i hvert fald ikke fra lønarbejde”, forsikrede vores kontaktperson fra klinikken. Ingen tjener store penge som medarbejder. De klogeste advokater og konsulenter starter egne firmaer, så hurtigt de kan komme til det, lyder det – og ellers kommer rigtig mange penge fra olie og gas. Ked af at overbringe nyheden, men det er her, vi skal sanktionere, hvis også de rigeste og Putin selv skal rammes på pengepungen.
”Jeg så også gerne Putins hoved på et fad” sagde guiden, da vi stod foran et maleri af Johannes Døberen i en af byens prægtige kirker. OK – der var ikke andre end os, som kunne høre ham, men ærligheden og åbenheden var stor, hvor end vi kom frem. ”Der findes for mange russere, til at styret kan slå ned på, hvad vi går og siger til hinanden” – til gengæld havde alle dog svært ved at se en mulighed for at ændre på magtens vilkår i landet.
Guiden – eller ”ex-guiden” eftersom vi nu var de eneste kunder, siden krigen satte ind og nok også de sidste i Putins levetid – havde været på gaden og demonstrere. Det havde medført en tur bag tremmer og en bøde – og tidligere havde han også fået tæsk – han var ikke særlig bange, men som han sagde: ”95 % af belarusserne var på gaden i forsøget på at vælte styret – lige lidt hjalp det – når først én sidder på både hæren og landets ressourcer, så kan vi råbe og skrige, og der sker intet”.
Som et politisk menneske var det hårdt at høre magtesløsheden foldet ud – og vigtigheden af ALDRIG at give køb på transparens, åbenhed og bred distribution af magt stod bare overdøvende stille tilbage.
Artiklen fortsætter under billedet
ØL-BAR: Stemningen er stadig høj på de lokale øl-barer, men restauratøren erkendte, at det var blevet svært at skaffe det gode udenlandske øl hjem.
På vores stamkaffebar snurrede den blanke amerikanske high-end Slayer-kaffemaskine som den plejede, og på de fine oligark-finansierede restauranter stod retterne knivskarpt. Men usikkerheden var enorm, og det var skræmmende, at INGEN af de demokratisk engagerede russere i mit gamle netværk af ungdomsforeningsaktive var tilbage i Rusland. Det er en seriøs brain drain, som finder sted, og flere af dem, som er der endnu er bange for, om de vil nå ud, før grænsen måske bliver lukket, og de igen vil være en grå plet på det europæiske landkort.
For at komme ind i Rusland skulle vi ankomme med fly, men ud kan man dog fortsat komme over almindelige landegrænser, så vi tog bussen til Helsinki. Selvom alt åndede fred i Skt. Petersborg, så blev vejret bare noget roligere og dybere, da bussen var kommet gennem grænsekontrollen, og vi var retur i den Europæiske Union.
Nu krydser jeg fingre for, at krigen snart må stoppe, at Putin må slippe sit stålgreb, at demokratiet i Rusland må spire, at vi kan genopbygge relationer. Og at jeg næste gang krydser grænsen til Rusland med et lille barn, som i sit eget lille væsen bygger bro mellem øst og vest.
