Tænk tidligt.
Vi skal starte indsatsen for sundhed tidligt. Så sygdom tages i opløbet og flere lever liv fri for sygdom. Også de borgere, som lever et liv i udkanten. Og bliver du syg, skal du tilbydes et forløb som hænger godt sammen og passer til dine behov. Det kræver nærværende, dygtige og erfarne behandlere, som vi skal gøre mere for at uddanne, tiltrække og holde på.
Tænk Nyt.
Vi ser øget forskning og plads til nytænkning som en væsentlig drivkraft for at udvikle Regionen. Vi vil udnytte de nyeste teknologier, skabe partnerskaber og gode forhold for forskere.
Tænk Grønt.
Regionen skal arbejde for at indfri FN’s 17 verdensmål ved at tage ansvar for at bekæmpe klimaforandringer og sikre bæredygtige udviklings-, forbrugs- og produktionsmønstre.
Hvordan skal din region udvikle sig?
Radikale Venstre ønsker at udvikle Region Hovedstaden i samarbejde og samtale med borgerne. Derfor inviterer vi dig til at give dit besyv med, når du møder os på gader og stræder – eller online. Du kan fx skrive til vores spidskandidat Karin Friis Bach på karin@friisbach.dk.
Synes du ligesom os at:
- Mennesker med kronisk sygdom skal i højere grad have tilbud om behandling i eget hjem eller via digitale løsninger, så man slipper for gentagne hospitalsbesøg.
- Vi skal gøre mere for at forebygge sygdom. Vi vil fx ansætte kliniske diæstister til at forebygge underernæring under indlæggelse, prioritere sikker hygiejne og vi sikre god opfølgning efter hospitalsophold, så patienter ikke får behov for at blive genindlagt.
- Arbejdsmiljøet på regionens hospitaler skal være top. Lederne skal uddannes bedre og medarbejderne skal have frihed til at bruge deres faglige dømmekraft. Vi skal have gode ordninger for seniorer, så vi kan holde på erfarne kræfter.
- Forskning skal understøttes bedre – vi vil have mere viden om forebyggelse, behandling af psykisk sygdom og børn
- Trængselsproblemer skal løses med smart udnyttelse af det eksisterende transportnet – og med massive investeringer så land og by hænger sammen i vores region.
- Forurenet jord skal renses hurtigst muligt, og vi skal styrke indsatsen for rent og pesticidfrit drikkevand.
Friis Bach
Jobopslag: Redaktør/kommunikationsmedarbejder til Radikal Dialog
Vil du stå i spidsen for videreudviklingen af medlemsbladet Radikal Dialog?
Radikale Venstre i Region Hovedstaden søger en skarp redaktør, der kan holde en sikker hånd på radikal kommunikation i Region H.
Regionsforeningen besluttede for år tilbage at relancere vores mangeårige medlemsblad. Det er sket med vores hidtidige og dygtige redaktør, som nu har fået nye funktioner i den radikale organisation. Derfor søger vi en ny redaktør, som kan være ankerperson for sammen med en aktiv frivillig redaktion at få det digitale medie til at leve videre. Og sørge for at det fortsat er en vigtig kommunikationsplatform for det radikale politiske og organisatoriske liv i Region Hovedstaden.
Regionsforeningen er politisk og organisatorisk bagland for den radikale regionsrådsgruppe og kandidater – og samtidig paraplyforening for medlemmerne i de fire storkredse i regionen (Københavns, Københavns Omegn, Nordsjælland og Bornholm). Regionsforeningens bestyrelse har det samlede ansvar for driften af Radikal Dialog. Og redaktøren vil referere til formandskabet for Regionsforeningen ift. ønsker om indhold og redaktionel linje.
Som redaktør søger vi en ny, iderig og operationel ildsjæl, der med stort engagement vil påtage sig følgende opgaver:
– tage ansvar for at Radikal Dialog fortsat er et centralt digitalt medlemsblad med fastsat udgivelsesfrekvens,
– at Radikal Dialog er et attraktivt kommunikationsmedie, som er godt skrevet, og redigeret samt afspejler debat, holdninger og radikal politik i Region Hovedstaden,
– tage ansvar for at medvirke til et levende og fagligt inspirerende samarbejde med de frivillige redaktionsmedlemmer,
– kan være en drivende kraft i også selv at skrive artikler til vores medie,
– kan påtage sig at kommunikere om radikal regionspolitik – både aktuelt og strategisk i samarbejde med regionsrådsgruppen og formandskabet.
Vi forestiller os at du:
– har erfaring med at udvikle og producere digitale medier fx magasiner, nyhedsbreve, blogs eller lign.,
– har erfaring med at redigere og skrive til medlemsblade,
– har en god og skarp pen – fx med baggrund i en journalist- eller kommunikationsuddannelse,
– er vant til at samarbejde med frivillige,
– har kendskab til Radikale Venstre – både politisk og organisatorisk fx gennem et aktivt virke i partiet.
Vi tilbyder, at du betales med et aftalt honorar for hver udgivelse – og aftalt timebetaling for andre kommunikationsopgaver. Vi tilbyder desuden mulighed for at påvirke udvikling af vores vigtige medie og god kontakt med politisk engagerede mennesker i et levende og spændende miljø.
Ansøgningsfristen er d. 20. november, og samtalerne forventes gennemført snarest muligt derefter.
Tiltrædelse hurtigst muligt.
Ansøgning sendes til bay.mads@gmail.com og soerenburcharth@hotmail.com.
Vedlæg venligst kontaktinfo, cv og relevante uddannelsesbeviser.
Du er velkommen til at høre mere om stillingen ved at tage kontakt til formandskabet:
Formand: Mads Bay, bay.mads@gmail.com/tlf. 20 71 95 84
Næstformand: Søren Burcharth, soerenburcharth@hotmail.com/tlf. 21 71 02 34