
Gunner Nielsen, Holbæk (medlem siden 1975)
Jeg har været medlem i næsten fem årtier. Jeg begyndte mit politiske engagement i Radikal Ungdom og meldte mig kort tid efter ind i moderpartiet.
Mit første landsmøde i Radikale Venstre deltog jeg faktisk stadig som RU’er. Men det var en helt naturlig overgang – min familie er radikale, og det føltes helt rigtigt at fortsætte den vej.
Mine værdier, og det, der især har fastholdt mig i partiet gennem årene, er det stærke sociale engagement. Det betyder utroligt meget for mig, at man kæmper imod uretfærdighed – både i det sociale og i det retlige. At man tager dem i hånden, der har det svært.
Når det kommer til radikale forbilleder, vil jeg nævne Bernhard Baunsgaard, tidligere retspolitisk ordfører. Der har været perioder, hvor det sociale og det retspolitiske fyldte mindre i partiet, men Baunsgaard var med til at bringe de værdier tilbage i centrum. Han stod for en retfærdig og omhyggelig tilgang til retssystemet – og det gjorde indtryk.
Hvis jeg skal give partiet et råd for fremtiden, skal vi holde fast i det sociale engagement og kæmpe for en stærkere retsstat. Vi skal være partiet, der hjælper flere.

Grethe Erichsen Johnsen, Odense (medlem siden 1966)
Jeg har været medlem siden 1966 – med en kort pause.
Partiet har altid været mit politiske tilhørssted.
Jeg var på Rødding Højskole i 1965, hvor vi afholdt kommunalvalg. Her blev det klart, at jeg var RADIKAL. Trods opvækst i en venstrefamilie.
Mine værdier handler især om det socialpolitiske og det sociale engagement. Det, at vi har en politik, der tager vare på de udsatte i samfundet. At vi arbejder for et rummeligt samfund, hvor der er plads til alle.
Dernæst partiets EU-politik. Det europæiske sammenhold har aldrig været mere vigtig end nu.
Når det kommer til radikale forbilleder, har Lone Dybkjær og Margrethe Vestager været forbilleder for mig. Tillige med de mange dygtige kvinder, der har været i partiet. Og kulturminister Kristen Helveg Petersen var en stor inspiration for mig og os, der var unge dengang.
Martin Lidegaard har taget et stort politisk ansvar i en politisk vanskelig tid.
Hvis jeg skal give partiet et råd for fremtiden, så skal vi være opmærksomme på at være midtsøgende med kant. Vi skal tiltrække nye medlemmer og flere stemmer ved de kommende valg. Det gøres ved at være tydelige, synlige og tilstede og formidle radikal politik.
Modellen fra Europa-Parlamentsvalget virker. Mere af det!

Peter Thyssen, Aarhus (medlem siden 1986)
Jeg har været medlem i 39 år og meldte mig ind i 1986, fordi jeg ønskede at få reel indflydelse på lokale forhold. Det oplevede jeg ikke var muligt gennem hverken Danmarks Naturfredningsforening eller menighedsrådet.
Jeg valgte Radikale Venstre, fordi det var det parti, jeg var mindst uenig med.
Mine værdier kredser især om demokrati – og samtalen som dets grundsten. Hal Kochs lille bog Hvad er demokrati? fra 1945 har haft stor betydning for mig. Den minder os om, at demokrati ikke er en selvfølge, men noget vi hele tiden må kæmpe for. Det gælder på en lang række områder: miljø, ligestilling, uddannelse og sociale mindretal.
Når det kommer til radikale forbilleder, vil jeg nævne Inger Lillelund, som var radikal byråds- og amtsrådspolitiker. Hun kunne tale lige ud af posen og havde en skarp næse for, hvor problemerne i en sag lå begravet. Samtidig var hun tro mod sine politiske værdier – og det har jeg stor respekt for.
Hvis jeg skal give partiet et råd for fremtiden, vil det være, at vi får gang i en revitalisering af det almene politiske engagement. Græsrødderne findes stadig, men de tiltrækkes ikke længere af de politiske partier. Det må vi tage alvorligt.

Kirsten Bekker, Faaborg-Midtfyn (medlem siden 1965)
Jeg har været medlem i omkring 60 år – og har været engageret lige siden. Jeg har været organisatorisk aktiv, lige fra jeg meldte mig ind.
Indmeldelsen kom i sin tid, da jeg blev opfordret til at starte en RU-forening i Svendborg. Det hele passede som fod i hose – og så var jeg fanget.
Mine værdier, som har båret mig gennem årene, er det socialliberale, humanismen og et globalt udsyn. Respekt for andre mennesker – uanset baggrund – er helt centralt. Vi skal behandles ligeværdigt og have lige ret til at være en del af samfundet.
Når det kommer til radikale forbilleder, vil jeg nævne Kristen Helveg Petersen fra mine unge år. Han havde visioner og idéer og stod for udsyn. I dag sætter jeg også stor pris på de kvindelige skikkelser i partiet, som jeg ser som stærke og vigtige stemmer.
Hvis jeg skal give partiet et råd for fremtiden, vil det være at holde fast i den socialliberale linje. Husk at se ud over Danmarks grænser, og vær ikke bange for det fremmede. Fokusér på humanismen – og på at udvikling skal være en del af vores politiske blik.

Steen Hansen, Kolding (medlem siden slutningen af 1960’erne)
Jeg har været medlem siden slutningen af 1960’erne. Det var især partiets antimilitaristiske tilgang og stærke demokratiske værdier, der tiltrak mig i sin tid. Jeg var fascineret af idéen om lige rettigheder for høj og lav – uanset baggrund. Og så syntes jeg, partiet havde nogle markante og visionære ledere.
Mine værdier, der fortsat bærer mit engagement, handler om respekt og frihed. Respekt for det enkelte menneske – uanset race, etnicitet, religion eller seksuel orientering. Alle skal have frihed under ansvar og adgang til uddannelse, uanset hvor de kommer fra.
Når det kommer til radikale forbilleder, vil jeg nævne både Karl Skytte, Hilmar Baunsgaard, Niels Helveg Petersen og Marianne Jelved som eksempler på personer, der har arbejdet utrætteligt for radikale værdier. De har alle været med til at forme partiet og holde fast i dets grundlæggende principper.
Hvis jeg skal give partiet et råd for fremtiden, vil jeg sige: Glem ikke de værdier, Radikale Venstre blev stiftet på – især åndsfrihed og modstand mod oprustning. Vi skal fortsætte kampen for nedrustning og for et stærkere internationalt samarbejde.
Udviklingen i verdens fattige lande skal have opmærksomhed, og vi skal insistere på universelle rettigheder og uddannelse til alle. Den grønne omstilling skal fastholdes, og EU-samarbejdet skal ske med opbakning fra befolkningen – ikke hen over hovedet på dem.
Forebyggelse i sundhedspolitikken skal prioriteres, og vi skal stå fast på folkestyret og vigtigheden af folkevalgte i et levende demokrati.
Artiklen er udarbejdet af Wali Kazmi, praktikant i Team Organisation på det radikale sekretariat (wali.kazmi@ft.dk)