Nyhed -

Dimission på talentprogrammet: ”Jeg har fået langt mere, end jeg havde forestillet mig”

Af Katinka Langdahl, student, Radikale Venstres sekretariat

I det radikale gruppeværelse på Christiansborg står deltagerne fra dette års talentprogram med varme kinder, store smil og diplomer i hænderne. De har lige holdt deres afsluttende præsentationer og er dimitteret fra talentprogrammet efter 9 måneders intensivt forløb.

Rejsen begyndte selvsamme sted i september, da deltagerne trådte forventningsfulde op ad trappen til vandrehallen på Christiansborg på vej til det allerførste modul. Siden da har de knoklet med deres individuelle projekter som kandidat, foreningsleder eller kampagneleder. De er mødtes samlet set fem gange og har gennemgået oplæg og workshops i alt fra partihistorie og politisk kommunikation til frivilligledelse og forhandlingsteknik.

Folketingskandidat og en af dette års dimittender, Maria Georgi Sloth, fortæller om forløbet, at ”hvert modul har sat tanker i gang og givet mere klarhed og retning i mit projekt”. Imellem hvert modul har deltagerne holdt snuden i sporet og fået støtte og sparring fra en personlig mentor og resten af talentprogrammets deltagere og oplægsholdere. 

En anden af dimittenderne, Ida Bech Karlsen, er formand for Radikale Venstre Frederiksberg og fortæller, at ”min mentor har været god at spille bold op ad; vi har løbende talt om mine overvejelser, tvivlsspørgsmål og kommunalvalgsforberedelserne – kombineret med hans konkrete erfaringer og røverhistorier fra partiet.” 

Til dimissionen fortalte alle deltagerne så, hvor deres projekt er i dag, og reflekterede over de sidste 9 måneders udvikling. Efterfølgende gav et indbudt dommerpanel bestående af Lars Nielsen, Mikael Vissing og Anne Sophie Callesen feedback og gode råd til det videre arbejde. Til dimissionen var også deltagerne fra sidste år inviteret med, og efterfølgende var alumner fra både denne og sidste års årgang ude at spise middag. Og netop det netværk – både på de enkelte hold og på tværs af generationer – fremhæves af deltagerne som en af programmets helt store kvaliteter.

”Jeg har fået langt mere, end jeg havde forestillet mig”, siger dimittend og kommunalvalgskandidat Bettina Nørkjær Franch om forløbet.

I juni åbner ansøgningen til tredje sæson af talentprogrammet. Er du interesseret i at søge eller høre mere? Så skriv dig op her og få direkte besked, når ansøgningen åbner.