Af Sigrid Friis, spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget
Kære Asta,
Brevet her er til dig, når du en dag er gammel nok til at forstå.
Du kom til verden i 2022. I et frit land.
Du er heldig.
Du er født i Danmark. I Europa.
Det samme år, du kom til verden, sendte Vlademir Putin tusindvis af russiske soldater, kampvogne og granater ind over den ukrainske grænse.
Ind over grænsen til et land i Europa.
Putin tæppebombede Ukraines civilbefolkning.
Jeg ved godt, det er voldsomt. Men selvom vi ser væk, er krigen der stadig.
Udfordringer forsvinder ikke af, at vi ser bort.
Putin forsøgte med vold igen at dele Europa op. Han forsøger at splitte verden op.
Af murbrokkerne rejste ukrainerne sig. Og de kæmper stadig imod.
I dag i 2024.
For ukrainernes fredskamp og færd har kun én destination; frihed.
En frisættelse af deres folk.
De kæmper for deres land. For deres frihed. Og for vores Europa.
Mine 29 år og historiebøger har lært mig, at historien gentager sig – også Europas. Men det betyder ikke, vi skal stoppe med at stå op og stå imod.
Tværtimod.
Vi må derfor prøve noget af det, som mennesker har allersværest ved; at lære af historien. Også den nye.
Det er den eneste måde, vi kan skrive historien om på.
Gøre noget på en anden måde.
Der er gået to år.
Engang var det europæere fra andre lande, der kastede sig ind i bølgerne, når de slog mod kysten ind.
For også dengang måtte stregen trækkes i det sand.
I dag er det ukrainerne, der beskytter grænsen for deres land.
Og Europas grænseland.
Alt imens vokser du op i et frit land.
Mens du gjorde mig til mor for første gang, var der mødre der så deres børn for sidste gang.
Du er født det samme år, Rusland angreb Ukraine.
Midt i en europahistorisk ulykke, bringer du mig og far lykke.
Du skaber håb. Du skaber Glæde.
For far og mig. Og alle omkring dig.
Imens krigen stadig viser sit grimme ansigt, smiler dine babykinder til os.
Når du en dag er gammel nok til at forstå, hvad der skete det år, du blev skabt og født, vil du læse og høre om krigen som historie.
Men lige nu, i dag, er vi midt i historieskrivningen. Vi befinder os midt i det, og vi bestemmer selv, hvordan vi skriver de næste kapitler.
Når jeg ikke er sammen med dig og far, når du ikke holder vores hånd, så vil jeg bruge al min tid på at arbejde for, at Europa bliver ved med at være det, der var og er hele idéen med vores vigtigste fællesskab.
At Europa bliver flere demokratier. Med flere rettigheder.
Hvor flere har retten til at bestemme over deres egen krop.
Hvor flere har retten til at elske den, de elsker.
Hvor du har retten til at være den, du er.
På tværs af landegrænser og på tværs af vores kontinent.
For Europa skal være lige præcis dét; forenet i mangfoldighed.
Og når du en dag bliver gammel nok, skal du have mulighed for at rejse rundt og rejse ud.
Til lande, der i dag er en del af vores fællesskab.
Til lande, der i dag ikke er det, men bliver det.
Og videre ud i den store verden, der er omkring os.
Du kommer til at lære flere sprog og kulturer fra barnsben.
Din verden, den bliver så stor.
Du vil lære dig selv at vende blikket ud, invitere verden ind.
For verdens smerte kommer også os ved.
Og jeg kan godt forstå, hvis du kommer til at spørge; hvordan sku’ jeg ku’ bære hele kloden på mit skød?
Den følelse, tror jeg, rammer alle mennesker på livets vej. Særligt når man er ung.
Ingen kan bære hele kloden hver for sig. Men vi kan hver især bære vores.
Jeg kan ikke love dig, at der vil være demokrati i hele Europa. Men jeg vil gøre mit.
For vi kan alle bidrage lidt.
Dengang I 2022, da du kom til verden, forsøgte Putin at dele Europa og verden op.
Selvom Europa i dag stadig medfinansierer hans modbydelige krig, ved jeg, vi kan få det til at holde op.
For hvis vi for alvor siger stop, så holder det op.
Alt det smukkeste gør ondt. Det synger vi i højskolesangbogen.
Men kampen for frihed, demokrati og rettigheder vil få mig til at blive ved.
Jeg ved, vi kan, og jeg ved også, at det ikke kommer af sig selv.
Kære Asta, Europa er det hele værd.