Af Martin Lidegaard
(Dette indlæg har tidligere været bragt i Jyllands-Posten.)
Få debatter er så polariserede og fordomsfulde som den mellem tilhængere af henholdsvis Israel og Palæstina. Krigen raser ikke bare på landjorden i Gaza, men også på tv-kanaler og sociale medier, ved utallige demonstrationer og i de fleste landes parlamenter.
(Dette indlæg har tidligere været bragt i Jyllands-Posten.)
Få debatter er så polariserede og fordomsfulde som den mellem tilhængere af henholdsvis Israel og Palæstina. Krigen raser ikke bare på landjorden i Gaza, men også på tv-kanaler og sociale medier, ved utallige demonstrationer og i de fleste landes parlamenter.
Fronterne er kendte.
Den ene yderpol støtter Israel i tykt og tyndt. Hvad Israel gør, er altid det rigtige, for Israel opfattes som den eneste civiliserede og demokratiske stat i et frådende hav af islamisme og autoritære regimer.
Israel er Vestens nære ven og allierede, jødernes retmæssige hjem og vores faste holdepunkt i Mellemøsten. Hvis en enkel ulovlig bosættelse skulle finde sted eller civile må bøde for Hamas’ forbrydelser, er det ikke udtryk for ond vilje fra Israels side, men det nødvendige offer i det godes kamp mod det onde. Lyder det.
Den anden yderpol bakker ligeså betingelsesløst op om palæstinenserne. Israel blev grundlagt på en historisk uretfærdighed, hvor sagesløse palæstinensere kom til at bøde for Europas Holocaust.
Siden har Israel kun gjort ondt værre ved at gennemføre en stribe ulovlige bosættelser og gennemføre en så massiv undertrykkelse i de besatte områder, ikke mindst Gaza, at der ikke er noget at sige til, hvis Hamas finder fodfæste blandt de desperate unge. Israel ligger, som det har redt. Lyder det.
Fredsplanen ligger der stadig, og den er stadig realistisk, hvis parterne er klar.
Men virkeligheden er selvfølgelig mere svær og nuanceret, end nogen af de to fastlåste positioner antyder. Hamas er terrorister, samtidig med Israel er en besættelsesmagt. Det afskyelige terrorangreb mod uskyldige unge israelere er ligeså uacceptabelt, som frustrationen er forståelig hos de palæstinensiske unge, og de store civile ofre i Gaza er i strid med international lov.
Der er på sigt – stadig – kun én varig løsning på denne konflikt, og det er to stater til to folk. Ligeså fjern en tostatsløsning kan forekomme lige nu, ligeså umuligt er det at anvise noget andet realistisk alternativ.
Hvis vi skal bane vejen for en sådan løsning, må vi lære af vores erfaringer. Senest færdigforhandlede den daværende amerikanske udenrigsminister, John Kerry, i 2014 en fredsaftale, der var både realistisk og rimelig, men som parterne alligevel – til Kerrys åbenlyse frustration – valgte ikke at tilslutte sig.
Dengang hed det, at palæstinenserne ikke kunne, og israelerne ikke ville underskrive.
Ligeså fjern en tostatsløsning kan forekomme lige nu, ligeså umuligt er det at anvise noget andet realistisk alternativ.
Palæstinenserne var for plaget af intern rivalisering mellem Hamas i Gaza og Fatah på Vestbredden, og det korrupte politiske system var på én gang i opløsning og dog for veletableret til at sætte sine politiske og økonomiske privilegier på spil.
Israelerne var allerede dengang grundigt infiltreret af de højrepopulistiske partier, samtidig med de økonomiske interesser i de ulovlige bosættelser var blevet for store.
Men fredsplanen ligger der stadig, og den er stadig realistisk, hvis parterne er klar. Og det må netop være det mål, som det internationale samfund sætter sig nu – og handler efter: at adressere begge parter i konflikten med følgende budskab:
Status quo er ikke en option.
Målet er en underskrivelse af Kerrys fredsplan med etablering af to stater, der kan leve fredeligt side om side. På vejen dertil er al terrorisme og drab på uskyldige civile ofre uacceptabelt.
Palæstinenserne må som del af processen bringe orden og samling i eget hus, smide de militante dele af Hamas på porten og samle det politiske lederskab for Vestbredden og Gaza i en ny demokratisk valgt og ikke korrupt samlingsregering.
Israelerne må stoppe de ulovlige bosættelser og foretage den nødvendige bytning af land, der gør fredsplanen realistisk.
Status quo er ikke en option.
EU og USA bør lokke med øgede økonomiske privilegier til begge parter, herunder gode handelsaftaler, når fredsaftalen er underskrevet – og det modsatte, hvis parterne ikke vil gå den vej.
Jeg ser stadig ingen anden mulig og varig løsning på konflikten i Mellemøsten. Den bliver ikke let at realisere.
Men den bliver umulig at realisere, hvis selvudråbte og misforståede repræsentanter fra begge yderpoler i debatten insisterer på at forsimple og polarisere den yderligere.